Spring til indhold
Nyhed

Indstil din kandidat til årets handicappris i Odense

07-11-2019
 

Hvert år uddeler Odense Handicapråd en handicappris. Prisen er en særlig anerkendelse til personer, virksomheder eller organisationer, der gør noget ekstraordinært for at styrke handicappedes livsvilkår i Odense. Frem til den 11. november kan man indstille sin kandidat til Handicapprisen 2019.

 
 

Sidste år var det malerfirmaet Knold og Thinesen, der løb med Handicapprisen 2018 for deres initiativ med at ansætte medarbejdere, der er døve. Den 3. december 2019 uddeler Handicaprådet dette års pris, og frem til den 11. november kan man indstille sin kandidat på Odense Kommunes hjemmeside.

Formålet med Handicapprisen

Handicapprisen har som sagt til formål at anerkende personer, virksomheder eller organisationer, der gør noget aktivt for at styrke handicappedes livsvilkår i Odense. Men Handicapprisen har også til formål at inspirere ved at vise de gode eksempler på, hvordan hverdagen for borgere med et handicap kan gøres bedre. Her er det ifølge Birthe Malling, der er formand for Odense Handicapråd, kun fantasien, der sætter grænser.

Hun fortæller:

"Der er nogle, der tror, at det er noget ekstraordinært, der skal til, for at man kan vinde prisen, men sådan er det ikke. Det er nemlig ikke størrelsen af indsatsen, der tæller. Det er derimod betydningen af indsatsen, som vi vægter, når vinderen skal findes. For selv en lille indsats, som de fleste ikke lægger mærke til i hverdagen, kan gøre en stor forskel for livskvaliteten hos mennesker med et handicap."

En vigtig pris

Som noget nyt uddeler Handicaprådet i år en pris i tre forskellige kategorier, nemlig Initiativprisen, Uddannelses-og jobprisen og Tilgængelighedsprisen, og Søren Windell, der er rådmand på ældre- og handicapområdet, er ikke i tvivl om, at Handicapprisen er vigtig, fordi den er med til at sætte fokus på hele handicapområdet.

"Vi er kommet langt i bestræbelserne på at skabe en by, der inkluderer alle borgere. Men det er fortsat nødvendigt at sætte fokus på handicapområdet, fordi et handicap er meget mere end det fysiske handicap, som er synligt og dermed til at forholde sig til. Mange mennesker lever med et usynligt handicap som f.eks. en psykisk sygdom, døvhed eller andet, og denne gruppe mennesker bliver desværre tit overset. Handicapprisen er med til at sætte fokus på bredden af handicapområdet og er med til at åbne vores øjne for, hvor mange slags handicap, der faktisk findes," fortæller Søren Windell.

Hvem kan indstille?

Alle kan indstille kandidater til Handicapprisen 2019. Enkeltpersoner, virksomheder og organisationer kan også indstille sig selv. Indstillingen sker på Odense Kommunes hjemmeside, hvor man også kan læse mere om Handicapprisen. Indstillingen skal ske senest den 11. november kl. 11.00.

Indstil en kandidat på: www.odense.dk/handicapprisen

Prisoverrækkelsen

I år bliver Handicapprisen overrakt tirsdag den 3. december klokken 14.00 -16.00. Arrangementet er åbent for alle interesserede.

Læs mere om Handicapprisen 2019 på Odense Kommunes hjemmeside: www.odense.dk/handicapprisen

 
Kontaktinformation

Birthe Malling, formand for Handicaprådet Odense: 40 34 35 27.

Søren Windell, rådmand på ældre- og handicapområdet i Odense: 30 70 36 93.

Lene Noer, konsulent på ældre- og handicapområdet: 20 43 37 63.

Opdateret 08-11-2019