Spring til indhold

Hjælp til at stemme

Du kan få hjælp til at brevstemme eller stemme på valgdagen, hvis du har behov for det.

Få hjælp til at stemme

Hvis du har brug for hjælp til at få udfyldt brevstemmesedlen, få læst stemmesedlen op eller til at sætte krydset, kan du få hjælp til dette af henholdsvis to brevstemmemodtagere, to valgstyrere eller tilforordnede vælgere. Du kan i stedet vælge at få hjælp af en person, som du selv vælger (en personlig hjælper), for eksempel et familiemedlem, en ven eller ægtefælle. Hvis du får hjælp af en personlig hjælper, som du selv har udpeget, skal der dog også som hovedregel altid være henholdsvis en brevstemmemodtager, en valgstyrer eller tilforordnet vælger til stede, når du afgiver din stemme.
 
Hvis du har en umiddelbar konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan du bede om at få hjælp til stemmeafgivningen alene af én hjælper, som du selv udpeger (personlig hjælper). Det er en betingelse, at du udtrykkeligt og utvetydigt tilkendegiver et ønske herom.

For at få hjælp til at stemme kræver det desuden, at du direkte over for dem, der skal hjælpe dig med at udfylde brevstemmesedlen eller sætte krydset, klart og tydeligt kan fortælle dem, hvilket parti eller hvilken kandidat du ønsker at stemme på.
Det er ikke nok, at det for eksempel står på en seddel, som du har haft med hjemmefra, eller at det bliver formidlet ved hjælp af en sprogtolk. 


Du kan læse mere i Indenrigs- og Sundhedsministeriets folder om hjælp til stemmeafgivning og hjælpemidler her.

Borgmesterforvaltningen