Styrkelse af vilkårene for vækstlag og fødekæde
Gennem tiden er et væld kunstneriske talenter udsprunget af byen. Mange har også taget det helt store skridt og er blevet kendte professionelle kunstnere. Det bidrager til bystolthed. Odense skal fortsat være en by, hvor kunstnere udklækkes og kan udøve deres professionelle virke. Der skal være bæredygtige arbejdsforhold for udøvende kunstnere i Odense.
Derfor skal byens kulturinstitutioner og -aktører arbejde målrettet med det kunstneriske vækstlag samt nyskabende kunst og kultur. De skal endvidere bidrage til, at deres organisationer udvikler rammer, som er nødvendige for, at de kunstneriske erhverv kan trives i Odense.
Desuden skal børn og unge møde og skabe kunst og kultur i endnu højere grad end nu. Børn og unge er kimen til et sundt og mangfoldigt vækstlag. Derfor er det vigtigt, at de lærer om og arbejder med kunst og kultur. Odense Kommune har lanceret konceptet ”Dannelsesrejsen” for byens folkeskoler. På Dannelsesrejsen vil alle skoleårgange møde kunst og kultur hvert år i løbet af deres skoletid. Herunder bl.a. teater, museer samt rytmisk og klassisk musik. Formålet er at introducere og give skoleeleverne en grundlæggende indsigt i kunstens verden og inspirere dem til at bruge kulturlivet – og måske endda selv blive udøvende kunstnere.
Særligt på musikområdet har Odense en stor tradition for at udklække talentfulde musikere, som har gjort sig bemærket både nationalt og internationalt. Et stærkt økosystem omkring vækstlag og fødekæde er en forudsætning for en storby som Odense, og derfor er det vigtigt, at byen fastholder sin position. Derfor er det også centralt, at der arbejdes strategisk og målrettet med at understøtte musiklivets miljøer samt vækstlag og fødekæde.
eksempler
- Kulturkalas er en årlig fejring og netværksevent for de studerende fra byens kunstuddannelser og byens kulturinstitutioner. Til Kulturkalas fejrer Odense sine kunststuderende – de næste spirende talenter inden for alle genrer – og giver dem mulighed for at møde og netværke med byens etablerede kulturinstitutioner.
- KRFTWRK er Odenses nye kulturhus for musiklivet. Med øvelokaler, scener, studier og tilhørende faciliteter er KRFTWRK byens største musikmiljø, hvor morgendagens musikere skabes. KRFTWRK er skabt og udvikles løbende i et samarbejde med DTD Group, som står bag Tinderbox, mhp. at understøtte det Odenseanske musikvækstlag.