Spring til indhold

Kunst og kultur for alle

Odenses kulturliv er for alle odenseanere.

Odenses kulturliv er for alle odenseanere, og derfor skal byens borgere opleve kulturlivet som vedkommende og tilgængeligt. I Odense er inklusion og deltagelse en særskilt værdi i kulturpolitikken, og derfor er målet, at alle odenseanere skal være med og opleve byens kulturliv. Oplevelser og deltagelse i kultur giver fællesskab, samhørighed, dannelse og styrker den mentale sundhed. Det skal alle borgere have mulighed for at tage del i.

Odense har allerede et rigt og mangfoldigt kulturliv, og det er vigtigt, at byens kulturinstitutioner og
-aktører fortsat arbejder med inklusion og relevans for så mange af byens borgere som muligt. Hvis alle borgere skal kunne deltage i kulturlivet, er det altafgørende, at institutioner og aktører dedikerer tid og ressourcer til dette. Samtidig skal der fortsat arbejdes med at styrke tilgængelighed og nærvær i oplevelserne.

Det er vigtigt at understrege, at ikke alt skal være for alle – men der skal være noget for alle. I Odense skal man både kunne opleve banebrydende avantgarde nichekultur og brede folkelige kulturtilbud af høj kvalitet. Det gælder både for byens faste kulturaktører og for byens midlertidige events.

Det er desuden væsentligt, at byens stærke kulturinstitutioner og -aktører bidrager til at løfte de mindre aktører og de miljøer, som former morgendagens kunstnere. Det kan være gennem samarbejder, inklusion, støtte, at tilbyde en platform eller gennem andre muligheder. Herigennem styrkes Odenses samlede kulturelle økosystem og sammenhængskraft.

Eksempler

  • Torsdagskoncerterne i sommerperioden er et gratis tilbud, der har til formål at give alle odenseanere mulighed for at få adgang til store musikoplevelser.
  • M100 er Odenses kunstnerdrevne udstillingssted for samtidskunst. Foreningen arbejder med at kuratere og præsentere de ypperste og mest nyskabende danske og internationale kunstnere inden for billedkunst.

 


By- og Kulturforvaltningen