Torsdagskoncerterne er tilbage i Kongens Have: Tre...

Spring til indhold
Nyhed

Torsdagskoncerterne er tilbage i Kongens Have: Tre sommeraftener med stærkt lineup og fynske stjerneskud

11-04-2026

Torsdagskoncerterne vender tilbage til Kongens Have efter nogle år på Amfiscenen i Brandts-området. Årets program byder på nye og etablerede navne, og publikum kan møde flere stærke repræsentanter fra det fynske vækstlag.

Sommeren i Odense bliver igen fyldt med musik, fællesskab og god stemning, når Kongens Have over tre torsdage i juli byder på gratis koncerter under åben himmel med et solidt program af både etablerede navne og nye, spirende fynske artister. Flytningen tilbage til Kongens Have blev besluttet som en del af budgetforliget for 2026.

- Torsdagskoncerterne er en stærk og god tradition i Odense, der er med til at skabe liv og fælles oplevelser i byen. Samtidig gør de gratis koncerter kulturoplevelser tilgængelige for endnu flere, og jeg er sikker på, at det bliver nogle festlige sommeraftener i bymidten, siger by- og kulturrådmand Lars Christian Lilleholt.

Det har været et vigtigt pejlemærke for programudvalget at have blik for fynske artister og vækstlaget, samtidig med at der er blevet sammensat et program med høj kunstnerisk kvalitet.

Årets program byder blandt andet på hele fire fynske navne - herunder tre upcoming kunstnere, som det fynske spillestedssamarbejde Fyn Live har udpeget som repræsentanter på årets SPOT Festival: Nyskabt, Røverdatter og Lykke.

Sidstnævnte markerede sig yderligere ved at vinde prisen som "Årets håb" ved den fynske musikprisuddeling tidligere i år.

Program for Torsdagskoncerterne 2026:

2. juli

Nyskabt
Røverdatter
Patina

9. juli

Lea Eyðbjørg
Sira Jovina
Calby

16. juli

Lykke
Kira Skov
Love Shop

Praktisk info

Alle koncerter finder sted i Kongens Have og er gratis. Første koncert starter kl. 17.30, og publikum opfordres til at komme fra start og opleve hele programmet - gerne i selskab med venner, familie og godt humør. Der vil være mulighed for at købe drikkevarer på pladsen.

Torsdagskoncerterne arrangeres af Kulturmaskinen i samarbejde med en række lokale partnere. Albani, Posten, Studenterhuset, AV Center, Forstas, Fyns Stillads, Dansk Sceneteknik, Brdr. Højer Vognmandsforretning.

Kontaktinformation

Lars Christian Lilleholt, by- og kulturrådmand, Odense, kontqkt via pressetelefonen 65512080

Sanne Milling, leder, Kulturmaskinen, Odense Kommune,  30600951