Spring til indhold
Nyhed

Presseinvitation: Kom med til årets fedeste fest – Handicap Grand Prix vender tilbage til Odense

16-10-2026

For andet år i træk er Odense vært for Melodi Grand Prix for mennesker med handicap. Den 23. oktober samles 10 bands fra hele landet til en dag fyldt med musik, fællesskab og grand prix-stemning i Odense Congress Center.

HGP vinderne 2025.jpg

Odense-bandet Karma vandt sidste år HGP og sikrede dermed Odense sejren for andet år i træk.

Glimmer, konfetti og masser af sang, musik og dans er på menuen, når 10 bands fra hele landet dyster om at blive vinder af Handicap Grand Prix 2026 i Odense Congress Center fredag den 23. oktober fra kl.12.30.

Årets artister, der skal på scenen og dyste om den eftertragtede Grand Prix-sejr, har alle et udviklingshandicap. Det har dog ikke forhindret dem i at skrive både deres egne tekster og musik for at forfølge drømmen om at komme ud over rampen - og den 23. oktober skal de opføre deres numre foran et veloplagt publikum.

- Handicap Grand Prix er et fantastisk eksempel på, hvordan musik kan samle mennesker på tværs af forskelligheder. Jeg er både stolt og glad for, at Odense igen i år er vært for arrangementet, og jeg glæder mig til at byde deltagere og publikum fra hele landet velkommen til en dag fyldt med musik, fællesskab og store oplevelser, siger rådkvinde for Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen, Anne Skau Styrishave.

Deltagere fra hele landet

Handicap Grand Prix er Melodi Grand Prix for mennesker med handicap. Her får deltagerne mulighed for at stå på en stor scene, optræde med deres egen musik og opleve den særlige grand prix-stemning sammen med et begejstret publikum.

Deltagerne kommer fra hele landet og repræsenterer både store byer og mindre lokalsamfund. Fælles for dem er lysten til at dele deres musik, fortælle deres historier og være en del af et stærkt musikalsk fællesskab.

Årets deltagere

Noti Music (Aabenraa)

SMH med kor (Odense)

Nydningsbandet (Kolding)

Voksenklubbens Husorkester (København)

Klub Næstved (Næstved)

Toni og de lange toner (Aarhus)

De Smarte Sangere (Skanderborg)

Hitpatruljen (Skanderborg)

Hønsegården (Skovsgård)

Magneten All Stars (Frederiksberg)

Udover æren modtager årets vinderband en check på 5.000 kroner til en fælles oplevelse.

Stærk jury bedømmer sangene

Som ved det danske og internationale Melodi Grand Prix indgår publikums stemmer, når både finalister og vinder skal kåres. Derudover er det lykkedes at samle en fagligt og kunstnerisk stærk jury fra kultur-, musik- og uddannelsesverdenen, som består af følgende:

Jeppe Sand, som er teaterdirektør på Teater Momentum, hvor han til daglig arbejder med udvikling af scenekunst og nye kunstneriske idéer. Han har tidligere været højskoleforstander på Teaterhøjskolen i Ryslinge og har gennem hele sin karriere haft fokus på fællesskaber, kreativitet og menneskers udvikling gennem kunsten.

Susanne Jantzen, som er uddannet pædagog og underviser i pædagogik og psykologi på SOSU Fyn. Hun brænder for mennesker og deres forskellige ressourcer og glæder sig til at opleve deltagernes personlighed, engagement og glæde ved at stå på scenen.

Janne Wind, som er korleder, stemmetræner og sangskriver og står blandt andet i spidsen for ODEONs Rytmiske Kor i Odense. Hun har arbejdet med fællessang gennem hele livet og glæder sig til at høre, hvad årets bands har fundet på af sange, tekster og musikalske idéer.

Carsten Friis, der har arbejdet som instruktør inden for teater, musical og revy i mere end 35 år og står bag omkring 180 musicalproduktioner. Han holder af det folkelige, musikalske og uhøjtidelige og ser frem til en dag fyldt med personlighed, humor og spilleglæde.

Jesper Buhl, der har været operasanger i 26 år og er et kendt navn på den fynske musikscene. Som tidligere operachef for Den Fynske Opera og censor ved de danske musikkonservatorier har han oplevet utallige sangere på scenen og glæder sig til at møde årets HGP-artister.

Fakta om Handicap Grand Prix i Danmark

Handicap Grand Prix er en hyldest til mangfoldighed, talent og fællesskab og en dag, hvor musik og livsglæde er i centrum.

HGP blev afholdt første gang i 1996 og samler hvert år deltagere fra hele landet omkring deres fælles passion for musik. Kunstnerne skriver selv både tekst og musik og fremfører deres sange foran et stort publikum.

HGP 2026 er udviklet og tilrettelagt sammen med et borgerpanel bestående af brugere af Odense Kommunes aktivitets- og beskæftigelsestilbud, Odense Værkstederne. De er med til at sikre, at arrangementet gennemføres i deltagernes ånd.

Tid og sted

Handicap Grand Prix afholdes den 23. oktober i Odense Congress Center, Ørbækvej 350, 5220 Odense SØ.

Program

11.30: Dørene til HGP-salen åbner, og madboderne åbner
12.30: Showet starter
18.00: Showet er færdigt
19.30: Madstederne lukker
20.00: Farvel og tak for i år

I løbet af dagen vil der være forskellige gratis aktiviteter.

Presseinvitation

Pressen er velkommen fra kl. 11.30. Meld gerne deltagelse til Emil Bang Hansen via e-mail ebaha@odense.dk eller på 30 66 34 62.

Foto

Vedhæftede foto er sidste års vinder Karma og må anvendes i forbindelse med omtale af HGP 2025 og 2026.

Vedhæftede filer

Kontaktinformation

Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen og/eller rådkvinde Anne Skau Styrishave via pressetelefonen 63 75 85 75.

Tine Boe, projektleder for HGP. Mail: tbjo@odense.dk