Pelle Hvenegaard og Anne Søgaard gav Odenses forældre en...

Ved ankomst blev de fremmødte bedt om at sætte sig og tale med nogen, de ikke kender i forvejen. Ved bordene lå der samtalestartere som "hvordan kan vi hjælpe hinanden i hverdagen med stort og småt, så alle kan være med?", og "hvordan kan vi på en naturlig måde tale om, at vi alle er forskellige, og at der er forskel på familier". Sjældent har man alle svar alene, og vi kan komme til at overse betydningen af selv små handlinger. Derfor bød aftenen på foredrag af Anne Søgaard og Pelle Hvenegaard. Deres nærvær, erfaringer med fællesskabende kultur og direkte form gav de fremmødte stof til eftertanke:

• Vi får mere af det, vi lyser på.
• "Mindre spejl og mere vindue", lød det fra Anne Søgaard. Kig op, kig ud og se, hvordan fællesskabet har det. Måske det har brug for du træder til.
• Børn gør det, som de ser, andre gør. Så der er brug for voksne, der går forrest og viser, hvordan man kan hjælpe andre.
• Hvis vi har blik for hinanden, så vinder vi alle sammen. Det gør simpelthen godt at gøre noget for andre. 
• Forargelse er fællesskabets værste fjende. Undgå at møde mennesker med en forudindtaget idé om, hvordan de er, eller vil være.

Træd til - for børn i Odense

I december 2025 blev kampagnen "Træd til - for børn i Odense" lanceret. En kampagne som er i gang i forbindelse med Odense Byråds ambition om at bekæmpe børnefattigdom. Siden kampagnens lancering er du måske stødt på det på sociale medier, i dit barns skole eller dagtilbud, på vej i svømmehallen, i bybilledet eller på biblioteket. Kampagnens budskaber er nemlig spredt ud over byen, men fælles har de budskabet om, at vi alle kan have brug for en hælpende hånd i kortere eller længere perioder - af den ene eller anden grund.

- Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan være der for hinanden - og især for mennesker i udsatte positioner. Hvis man er udsat, er man nærmest afhængig af, at nogen træder til. At et barn bliver inviteret ind i et fællesskab, eller en voksne får en hånd på skulderen og et "kom med", kan være forskellen mellem at stå udenfor og at høre til. Når vi skaber fællesskaber, hvor der er plads til dem, der har det sværest, så skaber vi fællesskaber, der er mere robuste, mere retfærdige og mere menneskelige. Det handler om at give alle en reel chance. Det er sund fornuft, fortæller Børn- og ungerådmand Brian Dybro.

En arm om sidemakkeren

Aftenen blev modtaget med stor begejstring, og mange deltagere fremhævede kombinationen af Pelles personlige fortællinger og Annes faglige perspektiver som særligt værdifuld. Sammen skabte de to oplægsholdere et rum, hvor der var plads til både grin og refleksion. Følelsen af at ville træde til og være en del af et fællesskab, voksede i løbet aftenen:

- Det var fantastisk at opleve, hvordan stemningen i rummet ændrede sig i løbet af aftenen. Folk blev mere opmærksomme på hinanden, og mange gav spontant en hånd med til sidst - stablede tallerkener og hjalp med at rydde af bordene. Ikke fordi de skulle, men fordi fællesskabet voksede frem. Det er netop den kultur, vi skal tage med os videre: at vi træder til for hinanden i hverdagen, også når tempoet er højt, og kalenderen er fuld. De små handlinger gør en stor forskel - og de må ikke blive glemt, når hverdagen rammer igen i morgen, fortæller fremmødt forælder Mie Kristensen.

Aftenen sluttede med, at alle lagde en arm på sidemandens skulder og blev bedt om at tænke på én, man allerede i morgen vil hjælpe til at deltage i fællesskabet.