Op mod 189 odenseanere berørt af Vestas-fyringer - Odense...

Spring til indhold
Nyhed

Op mod 189 odenseanere berørt af Vestas-fyringer - Odense Kommune står klar med hjælp

21-04-2026

Vestas gennemfører i øjeblikket en større fyringsrunde, som rammer op mod 189 borgere fra Odense. Kommunen står klar med en målrettet indsats for at hjælpe de berørte videre, og her kan opkvalificering især blive relevant, da størstedelen af de afskedigede er ufaglærte.

En række fynske kommuner har mødtes med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og fagforeningerne 3F og Dansk Metal for at forberede en såkaldt varslingssag for at hjælpe de mange afskedigede på Vestas' produktion på Odense Havn i Munkebo bedst muligt videre. Omkring halvdelen har bopæl i Odense Kommune.

- Når næsten 200 odenseanere på én gang mister deres arbejde, er det afgørende, at hjælpen står klar med det samme. Vi har både medarbejdere og redskaber klar til at få de mange opsagte hurtigt videre til et nyt arbejde. Ingen skal føle, at de bliver efterladt, siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell.


Opkvalificering kan gøre en forskel for mange


Ifølge Vestas er størstedelen af de berørte ufaglærte. Derfor vil Odense Kommune have et markant fokus på opkvalificering og uddannelse.
 

- Denne sag viser med al tydelighed, hvorfor opkvalificering er afgørende. Vi skal give flere mennesker mulighed for at tage skridtet fra ufaglært til faglært - ikke bare som krisehjælp, men som en langsigtet investering i både det enkelte menneske og det fynske arbejdsmarked, siger Søren Windell.


Også fagbevægelsen peger på behovet for handlekraft og klare perspektiver for de berørte medarbejdere.


- Det her handler om mennesker, der lige nu står i en meget usikker situation. Derfor er hurtig handling, tydelig kommunikation og reelle muligheder for opkvalificering helt afgørende. Vi bakker fuldt op om en tidlig indsats, der giver medlemmerne et stærkere afsæt videre, siger Trine Hedegaard Jørgensen, A-kasseleder, 3F Østfyn.

Kommunens medarbejdere kan købes fri


Fagforeningerne er vigtige samarbejdspartnere for Odense Kommune, når der nu skal ske målrettet kontakt med alle berørte, hvor både hjælp til hurtig jobsøgning og målrettede opkvalificerings- og uddannelsesforløb kan være relevante.

Odense Kommune har peget på midler til, at et antal medarbejdere så at sige kan kaste alt andet, de havde i hænderne, for at hjælpe de berørte medarbejdere.

- Vi har indlysende en vigtig opgave i at gøre alt for, at de her borgere bliver en del af ledighedsstatistikkerne så kort tid som overhovedet muligt, siger Søren Windell.

Kontaktinformation

Beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell kan kontaktes på tlf. 30 70 36 93 eller via pressetelefonen på tlf. 29 79 25 48.

A-kasseleder Trine Hedegaard Jørgensen kan kontaktes via 3F Østfyn på telefon 70 30 08 24.