OFF sprænger rammerne: Prisfest flytter ud og mere end...

Spring til indhold
Nyhed

OFF sprænger rammerne: Prisfest flytter ud og mere end tredobler publikum

02-06-2026

Traditionen tro skal OFF - Odense International Film Festival afsluttes med et kæmpe awardshow, men i år bliver det på en helt ny måde. Begejstringen vil nemlig kunne strække sig helt op i himlen, når festen rykker ud på Amfipladsen i Brandts Klædefabrik og giver plads til flere end 1500 feststemte festivalgæster.

Fotograf Jørgen Kulmann - OFF 25 - NN Koncert-5.jpg

Award showet rykker fra Magasinet til Amfipladsen, hvor tre gange så mange kan følge festen med uddeling af statuetter. Foto: Jørgen Kuhlmann

I årevis har den store finale ved OFF - Odense International Film Festival levet bag væggene i Magasinet i Kulturmaskinen. Her er statuetter blevet løftet, taler holdt med dirrende stemmer, og filmskabere fra hele verden har fejret festivalugens sidste magiske øjeblikke sammen - men i år er noget nyt på vej.

I de senere år har flere og flere ønsket at være med til den afsluttende prisoverrækkelse, og det har betydet, at mange simpelthen er gået forgæves. Derfor rykker festivalens prisoverrækkelse i år ud på Amfipladsen i Brandts Klædefabrik og åbner sig mod byen, sommeraftenen og alle dem, der har lyst til at være med, når årets film og filmskabere hyldes. På Amfipladsen vil der være plads til ca. 1.500 publikummer, hvorimod Magasinet kunne rumme 400 publikummer - så der er altså tale om en væsentlig opgradering, der vækker stor begejstring hos Lars Christian Lilleholt, der er by- og kulturrådmand i Odense Kommune:

- Odense International Film Festival er ikke kun en begivenhed for branchen. Det er en festival for hele Odense og alle, der er nysgerrige på fortællingerne og fællesskabet omkring filmen. Derfor glæder det mig meget, at endnu flere Odenseanere nu inviteres med til finalen, når awardshowet rykker ud under åben himmel. Vi har under OFF set Amfipladsen danne ramme om nogle fantastiske og meget velbesøgte koncerter og Open Air-visninger, så jeg kan kun forestille mig, at awardshowet også bliver en fantastisk folkefest, udtaler rådmand Lars Christian Lilleholt.

Prisoverrækkelsen bliver noget, vi samles om

Det bliver altså under åben himmel, at årets statuetter skal finde nye hænder, jubel skal brede sig mellem bygningerne, og festivalugen skal rundes af lige dér, hvor byen og festivalen mødes, og det vækker naturligvis også stor begejstring hos arrangørerne af filmfestivalen:

- Vi har glædet os enormt meget til at kunne dele denne nyhed. Vi har længe haft et ønske om at give endnu mere luft under vingerne til vores store awardshow, som vi oplever en kæmpe interesse for at deltage i både fra filmhold, ledsagere, publikum og vores frivillige - og det har vi nu fået mulighed for. Som altid ruller vi den røde løber ud og finder den helt store konfettikanon frem, og jeg håber, at endnu flere vil være med til denne hyldest af kortfilm og fylde Amfipladsen med kærlighed, konfetti og klapsalver, fortæller Katrine Holst Anderson Vesterskov, projektleder og programansvarlig ved OFF - Odense International Film Festival.

OFF Awards afholdes lørdag den 29. august kl. 19.00, og der vil blive uddelt en lang række priser og kvalificeringer i de seks konkurrencer samt pitchingkonkurrencen "Pitch Me Baby". Her afsløres i øvrigt også, hvilke fem kortfilm fra Den Danske Konkurrence, der kan bryste sig af en Robert-nominering, som uddeles af Danmarks Filmakademi.

Billetter til awardshowet er gratis, men skal bookes via OFF's billetsystem på filmfestival.dk/billetter. Vi offentliggør hele festivalprogrammet og åbner samtidig for billetsalget tirsdag den 9. juni kl. 09.00. Partoutbilletter kan allerede nu købes via hjemmesiden.


Fakta om OFF26

·         OFF26 finder sted i uge 35 - mandag den 24. august til søndag den 30. august - i hjertet af Odense.

·         OFF - Odense International Film Festival er Danmarks ældste og eneste Oscar-, EFA-, BAFTA- og Robert-kvalificerende filmfestival. I 2025 blev kortfilmfestivalen desuden hædret med en Sær-Bodil for sin betydning for dansk film - samme år som festivalen fejrede 50-års jubilæum.

·         194 kortfilm fra 51 lande er udvalgt til årets konkurrenceprogram. I alt modtog festivalen 4.092 film.

·         Konkurrenceprogrammet består af fire centrale konkurrencer: Den Internationale Konkurrence, Den Danske Konkurrence, Animationskonkurrencen samt Dokumentarkonkurrencen. Alle fire konkurrencer indeholder Oscar-kvalificerende priser.

·         Dertil kommer Ungdomskonkurrencen, som viser film fra de fire hovedkonkurrencer, der er særligt egnede til det unge publikum, og den nye musikvideokonkurrence, der hylder det kreative krydsfelt mellem musik og film.

·         Udover konkurrenceprogrammet er der under OFF et væld af arrangementer som talks med aktuelle profiler fra filmbranchen, open air-filmvisninger, filmvisninger for børn og unge, koncerter, workshops og netværksarrangementer. Det fulde program offentliggøres den 9. juni.

·         OFF har skabt en streamingplatform OFFStream.dk, hvor du kvit og frit kan se udvalgte kortfilm fra festivalens omfattende bagkatalog. I uge 35 og 36 vil dette års konkurrencefilm også kunne ses online på OFFStream.dk for 89 kr.

Ved OFF Awards uddeles følgende priser:

·         Best International Fiction Award

·         Soapbox Award

·         Artist Award

·         EFA-Kvalifikation

·         Best Danish Fiction Award

·         Filmfyn Storyteller Award

·         Best Danish Acting Performance Award

·         Best Animation Award - Børge Ring Award

·         Best Danish Animation Award

·         Best Documentary Award

·         Best Danish Documentary Award

·         Youth Jury Award

·         You Audience Award

·         Best Music Video Award

·         Best Danish Music Video Award

·         JFM Audience Award

·         Pitch Me Baby 1. og 2. præmie

·         Robertprisen 2026: FilmAkademiets medlemmer har stemt og dermed udvalgt de fem film, der er nomineret til årets Robert for bedste danske kortfilm.

Kontaktinformation

Rådmand Lars Christian Lilleholt, tlf. 2127 7823

Maria-Teresa G. Faurhøj

PR- og markedsføringsansvarlig, OFF - Odense International Film Festival

magfa@odense.dk / tlf. 2484 3147