Odense står i spidsen for at genstarte stor fælles indsats for grønne indkøb
En række af landets største offentlige indkøbere - med Odense ved roret - tager nu ejerskab over POGI - Danmarks mest forpligtende samarbejde om offentlige, grønne indkøb. POGI så ellers ud til at blive sparet væk på, da Miljøstyrelsen i 2025 afviklede sekretariatsbetjeningen.
Efter at Miljøstyrelsen fra 2025 har afviklet sekretariatsbetjeningen af Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI), har POGI's formandskab i dialog med de resterende medlemmer valgt at finansiere og drive partnerskabet videre i en ny model, der styrker både samarbejdskraften og retningen for offentlige, grønne indkøb.
Første rådsmøde d. 14. april
Den 14. april mødes POGI's medlemmer i Odense til første rådsmøde i den nye struktur. Her skal de fælles mål for indkøb, organisering og konkrete tiltag fastlægges. Ambitionen er at gå forrest og skabe reelle resultater for grønne indkøb i Danmark.
20 års udvikling
POGI blev etableret tilbage i 2006. De seneste 20 år er grønne krav blevet en integreret del af offentlige indkøb, drevet af øget professionalisering og større viden hos både offentlige indkøbere og leverandører. Udviklingen er samtidig blevet styrket af skærpede krav og lovgivning fra EU, som har gjort bæredygtighed til et mere systematisk og markedsmodent fokusområde. POGI har været en stærk del af denne rejse, og vi vil også fremadrettet både styrke og støtte denne rejse med dets medlemmer.
Odense Kommune, som er en del af formandskabet, har haft en afgørende rolle i at rekonstruere POGI og binde sløjfe mellem de gode erfaringer fra det gamle partnerskab hen til visionen og ambitionen med den nye konstruktion.
- POGI's opgave er at gøre det nemt at gøre det rigtige: mindre bureaukrati, mere videndeling - og rum for innovation. Vi vil skabe rammer, hvor nye løsninger kan udvikles, testes og implementeres i praksis, siger Cecilie Schwartz Førby, indkøbschef i Odense Kommune og medlem af POGI's formandskab, der er vært for rådsmødet.
Samarbejde med Miljømærkning Danmark og TRACE
POGI har som noget nyt indgået partnerskab med Miljømærkning Danmark og TRACE.
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket samt EU Ecolabel i Danmark og bidrager dermed med stor faglig ekspertise i forhold til miljømæssige krav.
TRACE, som står for transition towards circular economy, er et nationalt partnerskab, der samler virksomheder, forskningsinstitutioner og offentlige aktører om at accelerere den cirkulære omstilling i Danmark. Målet er klart: at gøre Danmark til foregangsland for cirkulær økonomi.
Motivation for POGI - Ambition og udbytte ved fælles indsats
Partnerskabet vil:
- Sætte nye standarder for grønne offentlige indkøb og være blandt de mest ambitiøse aktører i feltet.
- Gøre det både nemmere og mere overskueligt at gennemføre grønne indkøb og et mere ansvarligt forbrug.
- Dele viden og erfaringer på tværs, så de bedste løsninger bliver bredt ud til hele partnerskabet.
- Samle kompetencer i et fælles udviklingsforum, der kan tage fat på komplekse udfordringer, som ingen kan løse alene.
Hvad kommer der til at ske 14. april?
- På rådsmødet I Odense sætter POGI's medlemmer retningen for følgende:
- Prioritering af kommende indsatser
- Rammer for sekretariatets opgaver
- Organisering og roller i det nye POGI
- Samarbejde med nationale aktører som KL, SKI og brancheorganisationer
Efter rådsmødet holdes en officiel opstart, hvor også politikere, presse, KL, SKI, DI, Dansk Erhverv, grønne leverandører og andre centrale aktører er inviteret.
Læs POGI's invitation til lanceringen d. 14. april på LinkedIN.
Programleder Melcijana Starcevic, mobil: 30 12 23 76, e-mail: mesal@odense.dk