Odense Musikskole fejrer renovering til 18 millioner kroner
Trompetfanfare fra musikalske nybegyndere, soloer fra musiktalenter og en helt unik elevatorkoncert. Til festlige toner indviede Odense Musikskole i dag sine nye rammer. En stor renovering fremtidssikrer den traditionsrige musikskole på Østre Plads.

Elevatortårnet er praktisk, og fungerer samtidigt som Odense Musikskoles nye vartegn. Foto: Odense Kommune
Gennem mere end 40 år har tusindvis af musikglade børn og unge fra Odense dyrket interessen for at spille instrumenter i Odense Musikskole. Efter en renovering til 18 millioner kroner kan kommende elever give den gas på en musikskole, der både har traditionerne med sig og lever op til nutidens krav til faciliteter.
- Odense Musikskole er en stolt kulturinstitution i byen og en vigtig del af Odenses samlede fritidstilbud, og det er fantastisk, at vi med indvielsen nu kan tilbyde børn og unge så flotte rammer at udvikle sig musikalsk i. Det er vigtigt, at børn og unge kan mødes i stærke musikalske fællesskaber og lade kreativiteten udfolde sig, uanset om man vil søge videre på Musikkonservatoriet eller bare er vild med musik, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

En af de talentfulde MGK-elever gav minikoncert i den nye elevator. Foto: Odense Kommune
Et hus fyldt med stemmer, toner og fællesskab
Odense Musikskole tilbyder både undervisning på byens skoler og fritidsundervisning på Østre Plads. Her mødes børn og unge fra hele byen - fra de første spæde toner til målrettet talentudvikling med blikket rettet mod optagelse på Musikkonservatoriet.
Elevgruppen er bred: lige fra 4-årige violinspillere til indskolingsbørn, der lærer at spille et instrument og unge musikere i bands. Og som noget nyt har Musikskolen fået et lydisoleret studie, der giver endnu bedre muligheder for at arbejde med musik i professionelle rammer.
- Børn og unge møder nu en musikskole med et markant kvalitetsløft. Det er vigtigt, for gode rammer kan få lærelyst, drømme, glæde og ambitioner op at flyve. Musikskolen er et sted, hvor der bliver skabt drømme og fællesskaber på tværs af byen, siger børn- og ungerådmand Brian Dybro (SF).

Indvielsen af den renoverede musikskole blev foretaget af borgmester Peter Rahbæk Juel, børn- og ungerådmand Brian Dybro samt by- og kulturrådmand Lars Chr. Lilleholt
Der er blevet tilbygget et elevatortårn
Alle lokaler ved Odense Musikskole har efter renoveringen fået et gevaldigt løft. Undervisningslokalerne fremstår nu lyse og indbydende, og der er blandt andet tilført nye toiletter, to nye lydstudier og et længe ønsket elevatortårn ved den eksisterende bygning.
- Nu kan vi endelig tilbyde gode rammer til alle de børn og unge, der elsker at spille musik i Odense. Jeg er især glad for, at vi har tilført et elevatortårn, så gangbesværede børn, unge og voksne kan komme rundt på skolen, samtidig med at det bliver nemmere at transportere tunge instrumenter op og ned mellem etagerne. Elevatortårnet er beklædt med genbrugssten og bliver Musikskolens nye arkitektoniske vartegn, siger by- og kulturrådmand Lars Chr. Lilleholt (V).

Elever fra Vestre Skole sørgede for en indvielses-fanfare. Foto: Odense Kommune
En ny begyndelse
Med afslutningen på renoveringen markerer Odense Musikskole også begyndelsen på et nyt kapitel. I den forbindelse er Maibrit Baagøe Schmidt blevet indsat som ny leder af musikskolen og MGK Fyn - et sted, hun allerede har været en del af i over 10 år.
- Det er lykkedes at bevare den gamle sjæl i bygningen, samtidig med at det er en ny begyndelse. Vi har været presset af forældede rammer og undervisning har til tider været båret af vilje på trods af udfordringer. De forbedrede forhold betyder, at musikken fremover får endnu bedre vilkår for både medarbejdere og elever - og det er jeg utrolig glad for, siger Maibrit Baagøe Schmidt.

Musikskolens opgraderede lydstudie. Foto: Odense Kommune
Alle interesserede har mulighed for at se de nye rammer på lørdag d. 30. juni, hvor Odense Musikskole har åbent hus fra 10.30-14.30 i forbindelse med Musikskolens årlige festival.
Sådan er Musikskolen blevet renoveret
- Alle lokaler har fået et løft
- Tilføjelse af et elevatortårn ved den eksisterende bygning
- Plads til to nye lydstudier
- Lyddæmpning i visse lokaler
- Indbygning af nyt moderne ventilationsanlæg
- Nye og renoverede toiletter
- Undervisnings- og administrationslokaler fremstår nu lyse og indbydende
- Ældre glemte gulve med Ølandssten har igen set dagens lys.

Elevatormusikken var i dagens anledning live, fremført af en af MGK-eleverne. Foto: Odense Kommune
Peter Rahbæk Juel, borgmester, kontaktes via presserådgiver Oscar Vesterlund Westborg: 4035 2553
Brian Dybro, børn- og ungerådmand, mobil: 2462 1118 (træffes bedst via sms)
Lars Chr. Lilleholt, by- og kulturrådmand, mobil: 2127 7823
Maibrit Baagøe Schmidt, musikskoleleder, mobil: 3062 7949