Odense Kommune styrker sin indsats overfor socialt udsatte...

Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune styrker sin indsats overfor socialt udsatte borgere med grønlandsk baggrund

10-04-2026

Odense Kommune har netop ansat en opsøgende medarbejder med grønlandsk kulturforståelse for bedre at kunne komme socialt udsatte grønlændere i møde. Mellem 75 og 125 ud af de 750 herboende grønlændere vurderes at være socialt udsatte, og de fortjener mere opsøgende hjælp, mener rådmand Søren Windell.

Cecilie Geisler.JPG

Cecilie Geisler er ansat som opsøgende medarbejder i Odense Kommune og er på gaden hver dag for at møde socialt udsatte grønlændere, der har brug for hjælp til at navigere i det danske velfærdssystem.

Hver dag går Cecilie fra Odense Kommune mellem 12.000 og 18.000 skridt rundt i midtbyen for at møde og hjælpe socialt udsatte grønlændere med for eksempel at bestille tid hos lægen, søge bolig eller logge ind på MitID.

- Tit sørger jeg også for, at borgeren kommer afsted, og jeg tager gerne med op til lægen eller med ud på sygehuset. Så kan jeg også hjælpe med at oversætte sundhedspersonalets oplysninger, siger 43-årige Cecilie Geisler, der er født og opvokset i Grønland, men flyttede til Danmark som 24-årig.

Har været i gang siden januar

- Det er ikke ualmindeligt, at en grønlandsk borger under en konsultation siger til lægen, at vedkommende forstår, hvad der bliver sagt. Men når jeg spørger borgeren på grønlandsk, så har han eller hun faktisk ikke forstået særligt meget, siger Cecilie.

Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og har tidligere arbejdet på bosteder og plejehjem.

Siden januar har hun været ansat som opsøgende medarbejder i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, så kommunen bedre og hurtigere kan møde og støtte udsatte borgere med grønlandsk baggrund.

- Vi vil helst forebygge

- Størstedelen af de grønlændere, der kommer til Odense, falder godt til og klarer sig uden kommunens hjælp. Men nogle får det svært, når de møder det danske samfund. Dem vil vi gerne blive bedre til at tage imod, siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell, der har siddet i bestyrelsen for Det Grønlandske Hus siden 2018.

- Vi vil helst forebygge, at grønlændere bliver socialt udsatte. Men hvis det ikke lykkes, vil vi bestræbe os på at give dem den bedst mulige støtte. Det gør vi bedst ved at være opsøgende og vinde deres tillid, siger rådmanden.

- Kan være med til at bygge bro

I Det Grønlandske Hus er man glad for, at kommunen har ansat en medarbejder med grønlandsk kulturforståelse.

- Det er et rigtigt godt initiativ, som kan være med til at bygge bro mellem udsatte grønlændere og kommunens mange tilbud. Dem kan grønlænderne ellers have svært ved selv at opsøge, siger Annette Bogø Lyberth, som udover at være direktør for Det Grønlandske Hus er medlem af Udsatterådet i Odense.

- Hvis man kommer fra en lille bygd i Grønland, og ikke taler dansk, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis man ryger ud i sociale problemer. Hvis man for eksempel ikke kan finde en bolig eller et arbejde, og man i forvejen er sårbar, kan sammenholdet på gaden være tillokkende. Derfor er det vigtigt, at man kommer de socialt udsatte grønlændere i møde dér, hvor de er, siger Annette Bogø Lyberth.

Odense Kommune har i forvejen et tæt samarbejde med den grønlandske befolkning i byen. 19. april afholdes i samarbejde med Det Grønlandske Hus og foreningerne Avalak og Umiaq kaffemik på Odense Rådhus.

Kontaktinformation

Beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell kan kontaktes på tlf. 30 70 36 93 eller via pressetelefonen på tlf. 29 79 25 48.