Odense-børn gør naturvidenskab til leg – nu kan hele landet...

Spring til indhold
Nyhed

Odense-børn gør naturvidenskab til leg – nu kan hele landet være med

09-04-2026

"Hvad nu hvis vi gør sådan - hvad sker der så?" Sådan spørger Odenses dagpleje-, vuggestue- og børnehavebørn, når de undersøger og leger med sæbebobler, magneter, stof, isklumper og alverdens andre materialer. I samarbejde med forskere på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole har Odenses dagtilbud sat fokus på science-lege i børnehøjde. Nu deler de forskningsresultaterne på en ny hjemmeside, så børn i hele landet kan følge efter Odense-børnene ind i en mere undersøgende og legende tilgang til naturfænomener.

Tre drenge fra Søhus Børnehus laver perlearmbånd

Børnene i Søhus Børnehus får en forforståelse for kodning gennem leg med perler. De vælger selv farvekoden og farvelægger cirklerne. Herefter konstruerer de et armbånd med udgangspunkt i den farvekode, de netop har lavet. Foto: Odense Kommune

Alle børn undrer sig, stiller spørgsmål, undersøger, afprøver og fascineres af, hvordan ting hænger sammen. For naturvidenskaben er overalt i det helt nære - man skal bare lige få øje på den og inddrage den i snakke og lege. Det aktiverer børns naturlige nysgerrighed og lyst til at eksperimentere, og det skaber den første forståelse for årsager og sammenhænge.

Det kan være, når børn opdager, at isklumper bliver til vand mellem de varme fingre. Eller når kartoffelmel, der føles blødt mod de bare tæer, bliver temmelig klistret - men også kan formes - hvis de hælder vand på. Eller når de ser om snurretoppen kan tage flere omgange, hvis den får vinger.

Tusindvis af medarbejdere øver sig i at være modige

Det er fire år siden, at Novo Nordisk Fonden bevilgede næsten 6 millioner kroner til, at Odense Kommune - som den første i landet - kunne dygtiggøre samtlige pædagogiske medarbejdere i dagtilbud til mere bevidst at inddrage undersøgende og legende tilgange til naturfænomener, science og teknologi i børnenes hverdag.  

- Det er fantastisk, at flere end 2000 medarbejdere inden for de pædagogiske fag har taget imod viden om science i børnehøjde og omsat den til hverdag blandt børnene. Det er fulgt af forskere, og dermed bidrager Odense-erfaringer nu til, at børn endnu flere steder i landet kan få stimuleret deres nysgerrighed. Det kræver også mod hos en medarbejder at kaste sig ud i noget, man ikke altid selv ved, hvor ender. Men det er en fornem opgave at give børn naturvidenskabelig dannelse med sig i livet. Endda på den allersjoveste måde: nemlig gennem leg, siger børn- og ungerådmand Brian Dybro (SF).

Fra millionbevilling til gratis læringsplatform

Resultaterne af det flerårige fælles forskningsprojekt med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole bliver nu tilgængelige for hele landet, når hjemmesiden science-platform.dk åbnes for alle. Der kan pædagogisk personale gratis finde inspiration til, hvordan for eksempel sprog og indretning kan stimulere science-lege. 

Ifølge forskerne fra pædagoguddannelsen er der fem fund i projektet, som er værd at være opmærksom på, når man vil være nysgerrig og undersøgende sammen med børnene. 

  • Leg og legestemninger: At lege handler om at gøre sig egne erfaringer. Via adgang til forskellige materialer udforsker barnet 'hvad kan jeg?', 'hvad kan vi sammen'? og 'hvad kan ting og sager'?
  • Fagprofessionelle: Det pædagogiske personale er rollemodeller i undersøgende tilgang. De kan også sprogligt hjælpe barnet til at sætte ord på, hvad de sanser og oplever.
  • Børns deltagelsesmuligheder: Undersøgende tilgange til natur og naturfænomener giver nogle børn, der ellers er i kanten af børnefællesskabet, nye muligheder for at deltage i det.
  • Sciencepraksisser: Børn har mulighed for forskellige handlinger gennem deres tid i dagtilbud. Det lille barn har for eksempel typisk mulighed for at afprøve mere end større børn.
  • Fysiske lege- og læringsmiljøer: Varierende legemiljøer og adgang til mangeartede materialer inviterer børn og pædagogisk personale til at lege og undersøge på forskellige måder.

- Vi kan se, at det pædagogiske personale er helt centralt i at skabe legende og undersøgende situationer, hvor børn kan afprøve, sanse og få egne erfaringer med natur og naturfænomener. De er sproglige rollemodeller, når de sammen med børn sætter ord på nysgerrighed. Det kan også handle om at bruge nye ord og begreber om det, de og børnene leger med og undersøger. Der er både national og international interesse for projektet fra Odense, så jeg håber, at det kommer til at inspirere mange pædagogiske medarbejdere, siger Linda Ahrenkiel, lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Søhus Børnehus 2.JPG

Børnene i Søhus Børnehus får en forforståelse for kodning gennem leg med perler. De vælger selv farvekoden og farvelægger cirklerne. Herefter konstruerer de et armbånd med udgangspunkt i den farvekode, de netop har lavet. Foto: Odense Kommune

Alle børn kan undersøge

I Søhus Børnehus, der ligger i det nordlige Odense, er det vigtigt, at børn og personale er i øjenhøjde og er sammen om at opleve og udforske fænomener. Og ind i mellem overraskes både børn og voksne af, hvad der sker.

Daglig pædagogisk leder, Gitte Svane, er særlig glad for at opleve, hvordan den legende tilgang til science inviterer til, at alle børn har deltagelsesmuligheder i fællesskabet. 

- Vi skal ikke gøre det sværere, end det er. Når vi undersøger sammen, så kan alle børn være med ud fra hvert deres ståsted. Jeg ønsker, at vi allerede i vuggestue og børnehave formår at plante et frø med begejstring for science og teknologi hos børnene. De får en oplevelse af, at vi selv kan skabe noget med vores hænder - og ikke mindst, at det er ok at eksperimentere uden altid at kende resultatet, siger Gitte Svane.

Fakta om "Science og teknologi i børnehøjde"

Kontaktinformation

Brian Dybro, børn- og ungerådmand, mobil: 2462 1118 (træffes bedst via sms)
Linda Ahrenkiel, lektor, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, mobil: 2655 3265
Gitte Svane, daglige pædagogisk leder, Søhus Børnehus: 6375 7160
Børn- og Ungeforvaltningens pressetelefon: 6375 4525