Nyt projekt skal give odenseanere flere gode leveår

Spring til indhold
Nyhed

Nyt projekt skal give odenseanere flere gode leveår

04-06-2026

Odense Kommune deltager i et nyt nationalt projekt, der skal styrke livskvalitet, fællesskaber og forebyggelse blandt odenseanere i alderen 55 til 75 år. Projektet er støttet af Sundhedsstyrelsen og TrygFonden med 5,3 millioner kroner.

Måske er børnene flyttet hjemmefra. Måske nærmer pensionen sig. Måske har kroppen ikke helt den samme fart som før. Og måske er hverdagen begyndt at se lidt anderledes ud, end den gjorde for bare få år siden.

For mange er årene mellem 55 og 75 fulde af frihed, muligheder og nye fællesskaber. Men det er også en livsfase, hvor nogle kan opleve, at netværket bliver mindre, at ensomheden fylder mere, eller at helbredet langsomt begynder at sætte begrænsninger.

Derfor er Odense Kommune nu med i det nationale projekt Flere gode leveår, som er startet af Sundhedsstyrelsen og TrygFonden. Projektet skal styrke sundhedsfremme og forebyggelse for borgere i alderen 55 til 75 år. Målet er at gøre det lettere at være en del af meningsfulde fællesskaber, som kan være med til at forebygge ensomhed, funktionstab og behov for mere omfattende hjælp senere i livet.

Anne Skau Styrishave, rådkvinde for Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen, er glad for, at Odense Kommune er blevet inviteret med i projektet.

- Det her projekt passer rigtig godt til den retning, vi allerede har sat i Odense. Vi skal blive bedre til at sætte ind tidligere, så vi kan mindske ulighed i sundhed, og flere kan blive ved med at leve et aktivt liv, være en del af fællesskaber og have noget at bidrage med. Derfor er jeg rigtig glad for, at Odense er blevet inviteret med, siger Anne Skau Styrishave.

Bygger videre på Odenses arbejde med forebyggelse

Projektet passer samtidig ind i flere af de politiske spor, Odense Kommune allerede arbejder med. Det gælder blandt andet politikken Flere sunde leveår, hvor byrådet i 2025 satte en tydelig retning for kommunens arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme. Her er nogle af målene, at Odense skal arbejde mere vidensbaseret, målrettet og på tværs af kommunen, civilsamfundet og andre samarbejdspartnere.

Det gælder også Fremtidens Ældrepleje, hvor et af de centrale pejlemærker handler om, at arbejdspladserne skal arbejde tættere sammen med civilsamfundet om støtte og omsorg til ældre borgere.

Samtidig ligger projektet i forlængelse af anbefalingerne fra Ekspertrådet for Forebyggelse og Sundhedsfremme, der peger på behovet for lokale, sammenhængende og partnerskabsbaserede løsninger. Ekspertrådet fremhæver blandt andet, at forebyggelse og sundhedsfremme skal bringes tættere på borgernes hverdag i boligområder, fritidsliv, arbejdsliv og lokale fællesskaber.

- Vi kan ikke skabe sundhed og livskvalitet alene. Det skal ske sammen med de mennesker og fællesskaber, der allerede er tæt på odenseanernes hverdag. Heldigvis har Odense et stærkt civilsamfund, og vi har allerede gode samarbejder, som vi kan bygge videre på. Det gælder blandt andet Røde Kors, hvor vi for nylig indgik et partnerskab med fokus på støtte og nærvær i ældreplejen, siger Anne Skau Styrishave.

Lokalt partnerskab skal udvikle løsningerne

Projektet løber fra 2026 til 2029 og består af to faser. I første fase inviterer Odense Kommune relevante aktører til dialog. Her skal man sammen afdække behov, muligheder og samarbejdsformer. Derefter etableres et lokalt partnerskab mellem kommunen, civilsamfundet og andre aktører.

Partnerskabet får mulighed for selv at definere, hvilke konkrete indsatser der skal arbejdes med lokalt. Arbejdet skal dog tage afsæt i fire fælles principper: lokal mobilisering, fællesskaber som beskyttende faktor, strategisk forankring og en datainformeret indsats.

Odense Kommune har allerede stærke samarbejder med civilsamfundet og andre aktører, som projektet kan bygge videre på. Samtidig er det ifølge Anne Skau Styrishave helt centralt, at der er fokus på viden, data, læring og løbende evaluering af projektet.

- Hvis projektet skal gøre en forskel, skal vi også blive klogere undervejs. Hvad virker? Hvem når vi? Og hvordan kan vi bruge erfaringerne i resten af vores arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme? Derfor er det vigtigt, at vi arbejder systematisk med viden, data og evaluering, siger Anne Skau Styrishave.

Odense Kommune modtager cirka 5,3 millioner kroner til projektet i perioden 2026 til 2029.

Fakta: Flere gode leveår

  • Flere gode leveår er et nationalt modelprojekt startet af Sundhedsstyrelsen og TrygFonden.
  • Projektet skal styrke sundhedsfremme og forebyggelse for borgere i alderen 55 til 75 år.
  • Fokus er på fællesskaber, livskvalitet og lokale partnerskaber.
  • Odense Kommune modtager cirka 5,3 millioner kroner i perioden 2026 til 2029.
  • Foruden Odense Kommune deltager Frederikssund, Faaborg-Midtfyn, Haderslev og Herning Kommune.
  • Projektet organiseres lokalt i partnerskaber mellem kommune, civilsamfund og øvrige aktører.
Kontaktinformation

For nærmere information, kontakt:

Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen og/eller rådkvinde Anne Skau Styrishave via pressetelefonen 63 75 85 75.