Nye faste teams skal skabe mere tryghed på tre plejehjem i Odense
Odense Kommune sætter nu gang i et pilotprojekt med faste tværfaglige teams på tre plejehjem. Projektet skal afklare, hvordan de gode erfaringer med faste teams i hjemmeplejen kan overføres til plejehjem. Målet er øget kvalitet for beboerne og bedre trivsel blandt medarbejderne.
Beboere på plejehjemmene Villestofte, Rytterkasernen og Enrum i Odense vil fremover oftere møde de samme medarbejdere i hverdagen. Kommunen sætter nemlig gang i et pilotprojekt med faste tværfaglige teams, hvor mindre medarbejdergrupper arbejder tæt sammen om beboerne.
Målet er at skabe mere genkendelighed og stabilitet i hverdagen. Det er særligt vigtigt for beboere med demens, hvor kendte ansigter kan være afgørende for, om hverdagen føles tryg eller uoverskuelig. Samtidig skal det tværfaglige samarbejde være med til at løfte kvaliteten i plejen, når medarbejdere med forskellige fagligheder arbejder tættere sammen om beboerne.
Rådkvinde for Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen, Anne Skau Styrishave, ser det som en vigtig del af arbejdet for at skabe tryggere og mere genkendelige rammer for beboerne og særligt for mennesker med demens.
- For mennesker med demens kan det gøre en stor forskel at møde de samme medarbejdere i hverdagen. Når man genkender ansigterne omkring sig, skaber det ro og tryghed. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu kan trykke på knappen og sætte gang i projektet på plejehjemmene, siger rådkvinde Anne Skau Styrishave.
En del af Budget 2026
Pilotprojektet udspringer af Odense Byråds budgetaftale for 2026, hvor der er afsat midler til at afprøve modellen på tre plejehjem i kommunen.
Erfaringerne fra projektet skal danne grundlag for at vurdere, hvordan faste tværfaglige teams kan udvikles på plejehjem, og hvilke af de gode erfaringer fra hjemmeplejen der kan overføres. Evalueringen vil blandt andet tage udgangspunkt i spørgeskemaer, observationer og interviews samt data om trivsel og sygefravær.
- Når medarbejderne arbejder i faste teams, lærer de både beboerne og hinanden bedre at kende. Det skaber en mere sammenhængende pleje og en mere tryg hverdag - ikke mindst for beboere med demens, hvor genkendelighed og stabilitet er helt afgørende, siger Anne Skau Styrishave, der ser frem til at følge projektet tæt.
Indførelsen af faste tværfaglige teams hænger også sammen med udviklingen af fremtidens ældrepleje og intentionerne i den nye Ældrelov. Når medarbejdere arbejder i faste teams, bliver plejen bedre koordineret på tværs af fagligheder, og beboerne oplever en mere sammenhængende indsats i hverdagen. Samtidig giver de faste relationer bedre mulighed for at tage udgangspunkt i den enkelte beboers behov og ønsker, mens det tætte samarbejde i teamet kan styrke både fagligheden og arbejdsmiljøet.
Fakta
- Plejehjem: Villestofte, Rytterkasernen og Enrum
- Forventet opstart: 2. kvartal 2026
- 3,9 mio. kr. årligt fra 2026 til 2029
- Projektet evalueres senest i 1. halvår 2028
- De faste teams er tværfagligt sammensat og består af social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter
- Der er afsat to timer om ugen pr. medarbejder til tværfagligt arbejde.
For nærmere information, kontakt:
Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen og/eller rådkvinde Anne Skau Styrishave via pressetelefonen 63 75 85 75.