Ny stor kultursatsning til 16.000 skoleelever: Odense gør kulturoplevelser til en fast del af skolegangen
Alle folkeskoleelever i Odense skal fremover opleve mindst én koncert, én teaterforestilling og ét museumsbesøg hvert eneste skoleår. Med den nye satsning Dannelsesrejsen får omkring 16.000 folkeskoleelever særlige kulturtilbud - lige fra 0. til 9. klassetrin.

1. klasses Dannelsesrejse starter på Museum TID. Foto: Odense Kommune
Odense Kommune sætter nu gang i Dannelsesrejsen, som gør kunst og kultur til en fast del af hele skolegangen for alle elever i byens folkeskoler fra 0. til og med 9. klasse.
Initiativet skal sikre, at alle børn og unge møder kultur gennem hele deres skoleforløb. Omkring 16.000 elever fordelt på flere end 700 klasser deltager, og alle 34 skoler bliver omfattet af ordningen.
- Vi har en klar ambition om at styrke folkeskolen og give alle børn de bedste muligheder i livet. Noget af det, mange af os husker bedst fra skoletiden, er oplevelserne uden for klasselokalet. Det er her, børn møder nye indtryk og får fælles oplevelser. Derfor er jeg glad for, at alle Odenses folkeskoleelever fremover får mulighed for at opleve mere musik, teater, kunst og historie mindst én gang om året. Jeg håber og tror på, at det både giver gode minder fra skoletiden og noget værdifuldt at tage med videre i livet, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Mere virkelighed - mindre skærm
Hvert skoleår skal eleverne opleve mindst én koncert, én teaterforestilling og ét museumsbesøg. Tilbuddene leveres af en række af byens kulturinstitutioner og er tilpasset elevernes alder. Rejseplanen rundt hos kulturinstitutionerne sørger for, at eleverne kommer gennem forskellige genrer, temaer og lokationer i byen.
I dag tog Ejerslykkeskolens 1. klasse hul på Dannelsesrejsen. Deres første destination var Museum TID, hvor de stiftede bekendtskab med billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen i undervisningsforløbet "Liv og lopper".
Børn- og ungerådmand Brian Dybro ser initiativet som en investering i både læring og trivsel.
- Vi ved, at børn har brug for oplevelser, fællesskaber og møder med den virkelige verden. Det skaber en varieret og motiverende skoledag. Jeg er glad for, at vi nu kan realisere ambitionen om, at alle elever får en adgangsbillet til teater, musik og museer som en struktureret del af skolegangen, uanset hvilken folkeskole de går på. På Dannelsesrejsen er hver oplevelse tilpasset børnenes alder og er derfor en gevinst fagligt. Samtidigt er det en fælles oplevelse væk fra skærmen, siger Brian Dybro (SF).

Brian Dybro og Lars Chr. Lilleholt fik et lift med på Dannelsesrejsens stop på Museum TID. Foto: Odense Kommune
Kulturborgere fra barnsben
Dannelsesrejsen er udviklet i samarbejde med Odenses kulturinstitutioner. Forløbet gennem skoletiden fra 0.-9. klasse er tænkt som en sammenhængende kulturrejse, hvor eleverne kommer bredt omkring, hvor de møder nye kunstarter undervejs, og hvor der bygges ovenpå deres erfaringer fra år til år.
I skoleåret 2026/2027 vil alle 1. klasser i Odense fx opleve et museumsforløb om Anne Marie Carl-Nielsen, 5. klasserne hører Odenses Symfoniorkester og 9. klasserne vil møde ny dansk dramatik på Teater Momentum.
For by- og kulturrådmand Lars Christian Lilleholt er Dannelsesrejsen afgørende for Odense som fremtidens kulturby.
- Jeg er virkelig glad for, at Dannelsesrejsen nu bliver en fast del af skolegangen i Odense. Når 16.000 børn hvert år besøger og lærer byens kulturinstitutioner at kende fra en tidlig alder, så øger vi chancerne for, at flere også bruger kulturtilbuddene som teenagere og voksne. Derfor er Dannelsesrejsen et vigtigt og ambitiøst initiativ for hele byen, siger Lars Christian Lilleholt (V).
Kulturoplevelserne til folkeskoleeleverne leveres af:
- Musik: Odense Symfoniorkester, Musikhuset Posten og LMS (Levende Musik i Skolen)
- Teater: Nørregaards Teater, Odense Teater, Dynamo og Teater Momentum
- Museer: Museum Odense, Kunstmuseum Brandts og Danmarks Jernbanemuseum
Fakta om Dannelsesrejsen
- Dannelsesrejsen er obligatorisk for alle folkeskoler, så elever på samme klassetrin oplever det samme på tværs af kommunen. Også specialskolerne deltager i det omfang, de vurderer det givtigt.
- Dannelsesrejsen bookes af lærerne på skolerne via en ny hjemmeside på Skoletjenesten.dk oprettet til formålet.
- Skolerne får tilbuddene gratis, og der kan ydes transporttilskud til de skoler, der har sværere ved at benytte sig af offentlig transport. Desuden kan nogle af de kulturelle tilbud også flyttes ud på skolerne.
- Prisen er ca. 2 mio. kr. årligt. Pengene er afsat som en del af Juni-erklæringen. Læs mere om Juni-erklæringen her.
Peter Rahbæk Juel, borgmester, træffes via presserådgiver Oscar Vesterlund Westborg, mobil: 40 35 25 53
Brian Dybro, børn- og ungerådmand, mobil: 24 62 11 18 (træffes bedst via sms)
Lars Christian Lilleholt, by- og kulturrådmand, mobil: 21 27 78 23