Nu bliver dagpleje, vuggestue og børnehave billigere
Fra maj kan forældre i Odense glæde sig til en håndsrækning i hverdagen. Prisen på en dagtilbudsplads bliver sat omkring 3000-6000 kroner ned om året. Samtidig får børnene flere medarbejdere omkring sig. Det betyder både lettere økonomi for familierne og et løft, der kan mærkes i børnenes hverdag.

Foto: Colourbox
Forbedringerne er en konsekvens af Finansloven for 2026, som har tildelt kommunerne flere penge til dagtilbudsområdet. Dels til at sænke taksterne - dels til flere ansættelser.
100 ekstra medarbejdere
Fremover kan lederne i dagtilbud ikke længere tælles med, når man opgør normeringen. Derfor ansætter Odense Kommune omkring 100 ekstra pædagogiske medarbejdere i løbet af 2026, så dagtilbuddene lever op til minimumsnormeringen om, at der skal være én medarbejder til tre børn i vuggestuen, og én til seks børn i børnehaverne.
Det vil betyde, at lederne får mere tid til at udvikle kvalitet i dagtilbuddet med mere tid til for eksempel sparring med personalet.
For børn- og ungerådmand Brian Dybro er det væsentligt, at det i sidste ende kan mærkes i børnehøjde.
- Børn fortjener dygtige og nærværende medarbejdere omkring sig, når de er afsted i dagligdagen. Derfor er jeg virkelig glad for, at der bliver flere timer til børnene. De pædagogiske medarbejdere får bedre tid til nærvær og aktivitet med børnene. Der bliver bedre tid til at se, hvordan børnene har det, og støtte de børn, der har brug for en hånd i ryggen. Det her er en investering i børnenes trivsel. Samtidig sænker vi taksterne, og det er noget, som letter lidt i børnefamiliernes økonomi, siger Brian Dybro.
Sådan bliver de nye takster
Børn- og Ungeudvalget besluttede på deres møde i går at sænke taksterne. Formelt skal de nye takster godkendes i byrådet, inden de træder i kraft pr. 1. maj.
Dagpleje:
- Ny takst: 3220 kroner per måned
- Årlig besparelse: 6149 kroner.
Vuggestue:
- Ny takst: 3567 kroner per måned
- Årlig besparelse: 4334 kroner.
Børnehave:
- Ny takst: 2236 kroner per måned
- Årlig besparelse: 2937 kroner.
De nævnte takster er for en fuldtidsplads uden økonomisk fripladstilskud eller søskendetilskud. Se alle takstændringer her.
59,6 millioner kroner er mange, men ikke nok
Odense Kommune har modtaget 59,6 millioner kroner fra staten til at sænke taksterne og ansætte flere medarbejdere i 2026. Det rækker dog ikke til at dække udgifterne fra 2027 og frem. Beregninger viser, at det vil kræve 20-25 millioner kroner yderligere om året, hvis intentionerne i Finanslovsaftalen skal efterleves i Odense.
- Intentionerne er skam gode, men pengene mangler. Det er ikke holdbart, at Christiansborg lover forbedringer i daginstitutionerne og så ikke sørger for, at der er fuld kompensation til kommunerne, siger børn- og ungerådmand Brian Dybro.
Den fremtidige finansiering skal afklares mellem Kommunernes Landsforening og Regeringen i den kommende økonomiaftale.
Brian Dybro, børn- og ungerådmand, mobil: 2462 1118 (træffes bedst via sms)
Børn- og Ungeforvaltningens pressetelefon: 6375 4525