Ledigheden i Odense uændret i marts 2026

Spring til indhold
Nyhed

Ledigheden i Odense uændret i marts 2026

01-05-2026

De nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at den sæsonkorrigerede ledighed i marts 2026 udgjorde 4.465 fuldtidspersoner. Det svarer til 4,2 % af arbejdsstyrken i Odense Kommune.

 De nye tal betyder, at ledighedsprocenten i Odense er uændret i februar og marts. For hele landet er ledighedsprocenten faldet fra 3,1 % til 3,0 % den seneste måned.


De nyeste tal for antallet af arbejdspladser er fra februar 2026. Det seneste år er der næsten 1000 færre fuldtidsarbejdspladser i Odense. På landsplan er der for første gang de seneste måneder også sket et mindre fald i antallet af arbejdspladser (se tabel nederst).

 
- Det er et helt oplagt budskab til 1. maj, at vi skal kæmpe for at vende den triste udvikling, hvor der forsvinder arbejdspladser i Odense, særligt inden for brancher med mange private arbejdspladser, siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell.


Alle kan gøre noget

Han har nu igangsat en analyse af det faldende antal arbejdspladser i Odense, som herefter skal drøftes med de øvrige politikere i Beskæftigelses- og Socialudvalget og generelt med de fynske kollegaer i Beskæftigelsesforum Fyn.


- Alle kan være med til at tage et ansvar. Det gælder det valg, man træffer, når man enten bruger byens butikker eller køber tøj og elektronik på internettet. Det gælder virksomhederne, som skal gøre mere brug af den teknologi, som vi er dygtige til at udvikle i Odense. Og det gælder vores byråd og Christiansborg, som skal give kærlighed til alle brancher, siger Søren Windell.

Fald i bestemt gruppe

Odense Kommune gør blandt andet en særlig indsats for ledige over 50 år. Denne uge har der været en meget velbesøgt job- og uddannelsesmesse på rådhuset, hvor arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner så mere end 200 odenseanere i øjnene.

- Jeg mødte en masse stærkt motiverede borgere, som jeg er sikker på, vil være en gave til mange arbejdspladser med deres tålmodighed, livsvisdom og veludviklede pyt-knap. For de 50-59-årige er ledigheden faktisk faldet det seneste år i Odense, mens den for de +60-årige desværre er stigende både her og på landsplan, siger beskæftigelses- og socialrådmanden.

Odense indtager en 6- plads i ledighedsplaceringen i marts måned. Dvs. Odense har landets 6. højeste ledighedsprocent, hvilket er uændret de seneste tre måneder.

tabel maj.png
Kontaktinformation

For politiske kommentarer kan rådmand Søren Windell kontaktes på tlf. 30 70 36 93 eller via pressetelefonen på tlf. 29 79 25 48.

Henvendelser vedr. pressemeddelelsen i øvrigt: Stabschef Simon Krogh, tlf. 30 60 05 22.