Kalder alle skrivetalenter: Ny forfatterskole åbner i Odense
Odense får nu sin egen forfatterskole. Skriveskolen VÆRK åbner 1. september og skal udvikle Fyns skrivende talenter over 18 år, som vil blive undervist ude på byens kulturinstitutioner.
Odense er en kulturby i vækst. Nu skrives der endnu et kapitel i den bog, når forfatterskolen VÆRK åbner i september. VÆRK er en skriveskole, der tilbyder årlige forløb med undervisning, bogudgivelse og arrangementer hos byens kulturinstitutioner.
Forfatterskolen vil styrke det litterære vækstlag og give skrivetalenter over 18 år mulighed for at blive i Odense og på Fyn, fortæller forfatter Anne Katrine Bagai, der er leder af VÆRK.
- Jeg har mødt mange fynboer med talent og ambitioner, som tager til København for at gå på skriveskole, fordi der ikke er et tilsvarende tilbud her. Det ændrer vi nu. Odense har et godt litterært miljø og stærke kulturinstitutioner. Derfor fortjener Odense og Fyn et sammenhængende undervisningstilbud året rundt til forfatterspirer, siger hun.
Talenterne skal skrive og undervises ude på kulturinstitutionerne
Skriveskolen VÆRK bliver unik, fordi undervisningen og skriveaktiviteterne bruger kulturinstitutionerne i Odense som en faglig del af undervisningsprogrammet.
Skolen har derfor ikke nogen fast adresse. Undervisningen foregår i stedet på byens kulturinstitutioner f.eks. hos Teater Momentum, Studenterhus Odense og Museum Odense - alt efter hvilket litterært tema der arbejdes med.
VÆRK samarbejder også med Kulturmaskinen og Odense Bibliotekerne. Fagpersonale fra bibliotekerne vil bidrage med specialiseret viden, mens der også stilles gratis lokaler til rådighed til f.eks. skriveworkshops på Hollufgård.
Odense Kommune har været med helt fra opstarten af VÆRK, da stifteren og leder Anne Katrine Bagai har fået sparring, vejledning og hjælp hos Odense Iværksætterservice.
- Det her viser jo, hvad der kan opstå, når byens kulturaktører går sammen. De skrivende talenter får direkte adgang til hele byens rum, viden og kulturliv. Det er en fantastisk mulighed for både unge og modne skrivetalenter. Og så glæder det mig, at Odense Iværksætterservice har hjulpet. For vi skal netop være en kommune, der støtter de idérige og selvstændige, der vil skabe virksomheder her, som f.eks. VÆRK. Det er sådan, Odense rykker fremad, siger Lars Christian Lilleholt, by- og kulturrådmand.
Ansøg inden 1. juni
Skriveskolen har nu åbnet for ansøgninger med frist 1. juni. Ansøgningerne vurderes af en ansøgningskomité bestående af en forfatter og en repræsentant fra forlagsbranchen.
Dem, der kommer gennem nåleøjet, kan se frem til gæsteundervisere som digter og dramatiker Elias Sadaq, digter Tina Frank, forfatter Mads Jannik Holm, teaterdirektør Jeppe Sand - og digter Ursula Andkjær Olsen, der også er tidligere rektor for Forfatterskolen i København.
- Tænk at Odense nu har en skriveskole - stort til lykke! Jeg er ærligt imponeret over Anne Katrine Bagais kæmpe indsats for at få VÆRK stablet på benene, og jeg glæder mig vildt meget til at følge elevernes arbejde og udvikling i de kommende år, siger Ursula Andkjær Olsen.
Lars Christian Lilleholt, By- og Kulturrådmand, tlf: 2127 7823
Anne Katrine Bagai, leder af VÆRK, tlf: 2333 4683