Kæmpe byeksperiment går i gang i Odense: Tre måneders aktiviteter skal forme fremtidens bymidte
De næste tre måneder vil der være fysiske forandringer i Klaregade, Indre Rugårdsvej og Gråbrødrepassagen i Odense, som også fyldes med events og nye oplevelser. Formålet er at teste idéer ude i virkeligheden og finde opskriften på en endnu stærkere bymidte fremover.

På Indre Rugårdsvej vil Håbets Hus blive forvandlet til et moderne fællessamlingshus, der skal tiltrække folk fra kvarteret med aktiviteter som loppemarked, morgenløb og fællesspisning.
Odense Kommune skyder nu et omfattende byeksperiment i gang midt i byen.
Fra medio juni og tre måneder frem vil Odenseanere og turister kunne opleve omkring 70 nye midlertidige tiltag - såkaldte "afprøvninger".
Tre steder i bymidten bliver forandret fysisk, og der vil i byrummene blandt andet foregå workshops, gademarked, fællesspisning, foredrag og udendørs teater.
Byeksperimentet indvies officielt med en åbningsfest mandag den 22. juni kl. 15.00-19.30, hvor alle inviteres til gademarked, kunst, performance og talks.
- Vi tager byudviklingen ud i virkeligheden, og det er en unik måde at gå til det på. I stedet for kun at tegne planer, afprøver vi konkrete idéer sammen med borgere og aktører ude i byrummene, og vi spørger, hvad borgerne mener og oplever. Det giver os et langt stærkere grundlag for at skabe en levende bymidte fremover - med flere besøgende, mere stemning, flere oplevelser og forhåbentligt mere handel, siger by- og kulturrådmand Lars Christian Lilleholt.
Odense Cityforening bakker op
Målet med eksperimenterne de næste tre måneder er to ting.
Det ene er at skabe oplevelser og midlertidige aktiviteter her og nu.
Det andet er at indsamle erfaringer, der skal bruges til at lave den bedst mulige udviklingsplan for bymidten.
Udviklingsplanen vil sætte retningen for udviklingen af Odenses bymidte de næste 10-15 år.
- Det bliver en dejlig sommer i bymidten for byens borgere og turister, og jeg er meget spændt på de erfaringer, Odense Kommune og Odense Cityforening får ud af eksperimentet. Det absolut vigtigste ved fremtidens bymidte er jo, at der fortsat er vækst i antallet af gæster til bymidten, så vi styrker den positive udvikling af tilstrømning, som vi har haft de seneste år, siger Peter Bøgholm, direktør for Odense Cityforening.
Tiltag i tre forskellige typer af byrum
Klaregade, Indre Rugårdsvej og Gråbrødrepassagen er udvalgt til byeksperimentet.
De repræsenterer nemlig tre forskellige typer af byrum, som også ses andre steder i Odense, hvor erfaringerne kan komme i spil. De midlertidige tiltag i de tre byrum er derfor også forskellige.
På Indre Rugårdsvej bliver Håbets Hus et samlingspunkt for fællesskabsaktiviteter, mens Klaregade fyldes med marked, kunst og liv.
I Gråbrødrepassagen afprøves nye byrumsgreb, fx installationer og kulturoplevelser, som vil skabe en ny oplevelse af passagen.
- Vi bidrager med en samlende fortælling for passagen gennem en ny spejlpassage og et moslandskab, der skaber nye sanselige rum og inviterer besøgende til at sænke tempoet i bymidten. Samtidig bringer vi et lille stykke af det landskab tilbage, som fandtes, før Odense blev den by, vi kender i dag. Vi er taknemmelige for at kunne bidrage til byudviklingen med kunstneriske greb, som vi har udviklet og nu afprøver i fællesskab, siger Mette Romme fra tegnestuen Mette Romme Landskab.

Stjernerne markerer, hvor byeksperimentet foregår de kommende tre måneder.
FAKTA: Program for åbningsfesten mandag den 22. Juni
Kl. 15:00: Åbning af Klaregade med gademarked og aktiviteter, mød blandt andet: Kunstnerduoen Clara og Selma, der fortæller om deres samskabte værk 'Bind Byen Sammen' og deler muleposer ud til de første 100 besøgende. Kunstneren Malene Hammershøj hos Klaregade 14 - oplev hendes kunst, se hende male og få en snak.
Kl. 15:30: Åbningstaler i Klaregade fra By- og Kulturrådmand Lars Christian Lilleholt og Direktør for Odense Cityforening Peter Bøgholm.
Kl. 16:30: Åbning af Gråbrødrepassagen med performance af Dansekompagniet KOMA.
Kl. 16:45: Talk i Gråbrødrepassagen faciliteret af Odense Kommune med: Mette Romme fra Mette Romme Landskab, der står bag spejlpassagen og moslandskabet. Magnus Fuhr fra Chaos Engine, der står bag lyskunsten i passagen.
Kl. 17:30: Åbning hos Håbets Hus på Indre Rugårdsvej: Velkomst ved By- og Kulturudvalgsmedlem Katrine Wulff og repræsentanter fra projektet STEDSANS. Mad og drikke fra fynsk landbrug til de første 100 besøgende. Musik og samvær.
Kl. 19:30: Tak for i aften.
FAKTA: Om byeksperimentet
Få overblik over aktiviteterne her:
https://www.odense.dk/byens-udvikling/byudviklingsprojekter/fremtidens-bymidte/midlertidige-afproevninger-i-odense-bymidte/aktivitetskalender-for-afproevningerne-i-regi-af-fremtidens-bymidte
- Byeksperimentet foregår fra juni til september, hvor der laves 70 midlertidige aktiviteter, tiltag og forandringer for borgere og turister.
- Erfaringerne bruger Odense Kommune til at lave en udviklingsplan for Odense bymidte de næste 10-15 år.
- Klaregade får ca. 20 nye aktiviteter/tiltag med workshops, marked, kunst og aktiviteter.
- Gråbrødrepassagen får ca. 20 nye aktiviteter/tiltag, hvor passagen omdannes med lys, kunst og performances fra Teater Momentum.
- Indre Rugårdsvej får ca. 30 nye aktiviteter/tiltag, hvor Håbets Hus tilbyder fælles morgenløb, fællesspisning, loppemarked, planteworkshop og foredrag.
Lars Christian Lilleholt, By- og Kulturrådmand i Odense, tlf: 21 27 78 23
Peter Bøgholm, Direktør for Odense Cityforening, tlf: 40 54 22 32
Mette Romme, Indehaver af tegnestuen Mette Romme Landskab, tlf: 26 96 12 05