Første skridt mod et nyt plejehjem i Højby
Frem mod 2030 forventer Odense Kommune at opføre op til tre nye plejehjem svarende til cirka 200 nye plejehjemspladser. Som en del af denne plan har kommunen siden 2024 ledt efter velegnede placeringer til nye plejehjem.Odense Kommune indleder nu en nærmere undersøgelse af mulighederne for at bygge et nyt demensvenligt plejehjem med tilhørende ældreboliger i Højby.

Nu er det besluttet at arbejde videre med en placering i kort afstand til Højby Station - på en grund ved Højby Skovvej og Højbyvej 4. Der er stadig langt til et færdigt byggeri, men Odense Kommune ønsker at undersøge, om placeringen i Højby er den rette til et nyt plejehjem.
Odense Kommune arbejder med en grund i Højby med henblik på at undersøge, om der kan bygges et plejehjem og tilhørende ældreboliger. Undersøgelserne er et vigtigt skridt på rejsen mod at fremtidssikre velfærden og skabe endnu tryggere rammer for byens ældste borgere
- Det glæder mig, at vi nu får kigget seriøst på muligheden for et nyt, demensvenligt plejehjem i Højby med tilhørende ældreboliger. Det er en model, der virkelig kan skabe både tryghed og livskvalitet. Samtidig vil jeg gerne rette en stor tak til det engagerede lokalmiljø, som længe har kæmpet for et nyt plejehjem i Højby, så man kan blive forblive i bydelen, også når man bliver ældre. Det håber jeg bliver muligt, siger rådkvinden for Social- Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen Anne Skau Styrishave.
Fokus på hjemlighed
Antallet af danskere over 65 år med en demenssygdom ligger i dag omkring 97.000, og ifølge Nationalt Videnscenter for Demens forventes tallet at stige til 145.000 i 2040. Udviklingen mærkes tydeligt i Odense.
Derfor skal et nyt plejehjem være demensvenligt og opføres med afsæt i den nyeste viden om, hvordan byggeri bedst understøtter mennesker med demens.
- Vi bliver markant flere ældre i Danmark - også i Odense - og det forpligter. Velfærden skal følge med behovene, og vi skal derfor tænke langsigtet og udvise rettidig omhu. Et helt nyt plejehjem - muligvis i Højby - skal være et moderne og demensvenligt sted, hvor der også er fokus på rolige, overskuelige og behagelige omgivelser, så Odenses borgere med demens kan få en tryg hverdag. Og så pårørende har vished om, at de får en værdig pleje, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.
Et kommende demensvenligt plejehjem i Odense skal rumme omkring 60 boliger, og indretningen skal følge Statens Byggeforskningsinstituts fire principper for demensvenligt byggeri. De fire principper indebærer fokus på hjemlighed, overskuelighed, adgang til grønne udearealer og en belysning, der understøtter døgnrytmen og dermed beboernes naturlige søvn.
Borgerne er kommet med gode input
Et samlet byråd besluttede i 2020, at der som en del af Velfærdens Fundament skal opføres op til 200 nye plejehjemspladser i Odense frem mod 2030.
I foråret og sommeren 2024 blev nuværende plejehjemsbeboere, pårørende, politikere, Odense Ældreråd (nu Seniorråd) og forskellige fagorganisationer derfor inddraget i forhold til at komme med forslag til fremtidens nye plejehjem i Odense Kommune.
- Der er kommet rigtig mange gode erfaringer i spil og ønsker til fremtidens plejehjem - alt fra toværelses boliger, hjemlig indretning, fleksible rammer og gode udeområder. Det skal vi bruge, når vi skal til at bygge flere plejehjem. Forhåbentligt vælger et samlet By- og Kulturudvalg at sige ja til at sætte gang i den indledende og undersøgende fase i forhold til et nyt plejehjem i Højby. Fremtidens plejehjem i Odense bliver en integreret del af lokalsamfundene, og ikke en isoleret ø, men et sted der giver værdi for et helt lokalområde, og det vil være oplagt at placere et af de kommende plejehjem i Højby, siger By- og Kulturrådmand Lars Christian Lilleholt.
Ældreboliger der skaber tryghed
Udover at opføre et demensvenligt plejehjem vil Odense Kommune også opføre ældreboliger i direkte tilknytning til et kommende plejehjem. Nærheden til plejehjemmet giver borgerne i ældreboligerne en større tryghed i hverdagen, fordi hjælpen er lige ved hånden, hvis behovet opstår.
Derudover er det håbet, at de ældre kan blive boende i deres egen bolig længere, og det styrker deres selvstændighed og livskvalitet. De planlagte ældreboliger vil blive en del af det sociale miljø omkring et kommende plejehjem, hvilket kan danne rammen om stærke fællesskaber og naboskab blandt beboerne.
Faktaboks:
De næste skridt i processen handler om lokalplanen for området i Højby.
By- og Kulturudvalget skal på et udvalgsmøde den 26. august 2026 godkende arbejdet med en ny lokalplan, der tager højde for et nyt plejehjem i et specifikt område af Højby
En rådgiver skal indsamle alt det materiale, der skal bruges til at udarbejde en lokalplan, så lokalplanen på sigt kan vedtages. Det tager typisk omkring et års tid at lave en ny lokalplan.
Når lokalplanen er udarbejdet, skal By- og Kulturudvalget godkende, at lokalplanen sendes i 8 ugers offentlig høring, hvor blandt andet naboer og borgere i området bliver spurgt om deres holdning.
Faktaboks: Velfærdens Fundament
Der er afsat 300 millioner kroner til 'De ældste odenseanere' som en del af Velfærdens Fundament.
Pengene skal bruges på tre fokuspunkter:
- sikre kapacitet på Odenses plejehjem, når antallet af ældre stiger
- sikre, at Odenses plejehjem er egnede til demente borgere
- sikre vedligehold af Odenses plejehjem.
Odenses Borgmester, Peter Rahbæk Juel. Kontaktes via presserådgiver
Oscar Vesterlund Westborg: 40 35 25 53
Rådkvinde i Sundheds- Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen, Anne Skau Styrishave. Kontaktes via pressetelefon: 63 75 85 75
Rådmand i By- og Kulturforvaltningen, Lars Christian Lilleholt. Kontaktes via pressetelefon: 65 51 20 80