Exitcirklen vinder Ildsjæleprisen 2026
FrivilligGalla dannede igen i år rammerne for Odense Kommune og Frivilligcenter Odenses uddeling af ildsjælepriserne.

Arrangementet blev holdt på Posten i Odense på hele Danmarks "Frivillig Fredag" - frivillighedens egen festdag.
Med over 200 deltagere var der fuldt hus. Foruden selve prisoverrækkelsen var der også god mad og festlig musik med Steffen Brandt på programmet.
Efter uddeling af priserne: Kickstarteren, Temaprisen, Holdspilleren og Stjernen blev det tid til aftenens hovedpris: Ildsjæleprisen. Og, som noget nyt i år, blev den overrakt af viceborgmester Reza Javid.
På baggrund af indstillinger fra offentligheden var der udpeget tre nominerede til Ildsjæleprisen 2026:
· Demensfællesskabet Fyn
· Exitcirklen
· Healthy People
Publikum valgte ved aftenens afstemning, at Exitcirklen skulle modtage årets pris.
Exitcirklen løb med prisen
Exitcirklen tilbyder gratis samtalegrupper for kvinder, der har været i, eller er på vej ud af et psykisk voldeligt forhold. Med samtalegrupperne, og foreningens helt særlige brug af peer-frivillige formår Exitcirklen at skabe et trygt og varsomt rum, for mennesker der er i en særligt sårbar position.
Citat fra indstilling - bruger:
-Exitcirklen skal vinde fordi de forandrer kvinder der har været udsat for volds liv. De har gennem hårdt arbejde og mange timers aktiv lytning lavet en fantastisk metode til at hjælpe kvinder med at få bearbejdet det de har oplevet, konkrete metoder til at stå stærkere og et tiltrængt kærligt åndehul. De giver rum, de giver tid, de giver ægte kærlighed. Når man kommer ud fra et voldelig forhold, hvor volden som regel fortsætter gennem systemet, specielt når man har børn, så forstår de. Gennem dem og gennem gruppen fik jeg bearbejdet det jeg havde oplevet og når jeg gik, behøvede jeg ikke længere dukke mig, men jeg gik med en flok kvinder bag mig i hvert skridt jeg tog. Jeg er dem evigt taknemmelige for det de har gjort for mig, så jeg kan blive menneske igen og jeg kan være mor for mine børn.
Odense Kommunes grund til at nominere foreningen til Ildsjæleprisen:
Gennem en omsorgsfuld og professionel tilgang, med tæt inddragelse af både frivillige og faglige kræfter, formår Exitcirklen at skabe et rum for mennesker i udsatte positioner, hvor der hersker en tro på, at vejen til en tryg og bedre fremtid uden psykisk vold er mulig.
Borgmester Peter Rahbæk Juel sætter et par ord på:
-Man kan ikke sætte nok pris på det arbejde, som vores mange frivillige i Odense laver. Men med Ildsjæleprisen anerkender og hylder vi dem, der gør en helt konkret forskel for andre. De frivillige er hverdagens usynlige helte, som skaber fællesskaber og muligheder for mange odenseanere, og det er med til at gøre Odense rigere for os alle. Vi har et utrolig stærkt civilsamfund i Odense, som vi alle kan være stolte af, og jeg bliver altid imponeret over, hvor mange frivillige tilbud, der findes i vores by. Kæmpestort tillykke til Exitcirklen, der har modtaget Ildsjæleprisen 2026. Det er meget velfortjent."
Yderligere fire ildsjælepriser blev uddelt
Udover Ildsjæleprisen blev der også fundet vindere til Kickstarteren, Holdspilleren, Stjernen og Temaprisen, hvor temaet igen i år var Mental Trivsel, med udsatte over 25 år som målgruppe.
Vinder af Kickstarteren: ADHD Social Club
ADHD Social Club er en frivillig forening og et fællesskab for kvinder med ADHD/ADD i Odense.
Citat fra indstilling - fra en frivillig:
-ADHD Social Club skal vinde Kickstarteren 2026, fordi foreningen har skabt et vigtigt fællesskab for kvinder med ADHD og samtidig står med et stort potentiale for at hjælpe endnu flere. Mange kvinder med ADHD bliver overset, misforstået eller først forstået meget sent i livet. Derfor er der brug for steder, hvor de kan møde andre, spejle sig i hinanden og opleve, at de ikke står alene. Det er netop dét, ADHD Social Club skaber. Foreningen bygger ikke kun på gode intentioner, men på reel frivillig drivkraft, menneskelig varme og et stærkt ønske om at skabe trygge fællesskaber, aktiviteter og udvikling for kvinder med ADHD.
Begrundelse for indstilling:
Foreningen arbejder ud fra en nyskabende tilgang til frivillighed, som fortjener anerkendelse, derfor går årets Kickstarter til ADHD Social Club. I en blanding af fællesskabsdrevne aktivitet og peer-samtaler har ADHD-Social Club på kort tid skabt et frirum for en særligt sårbar målgruppe, hvor engagementet er højt.
Vinder af Holdspilleren: F for Frivillig
F for Frivillig er en frivilligdrevet organisation, der arbejder med formidling af inspirerende frivillighistorier via podcasts og webartikler.
Citat fra indstillingen:
-F for Frivillig bygger ikke bare broer mellem foreninger - de skaber vedvarende relationer, der kommer frivillige og deres foreninger til gode. Med et fokus på storytelling og det, at agere talerør, skaber F for Frivillig de gode fortællinger om andre frivillige og deres foreninger. Dertil er det vigtigt at nævne, at F for Frivillig selv er en ren frivilligdrevet forening, der er til for andre foreninger. Med artikler og podcastepisoder skaber de et talerør for foreningerne, som bliver set, hørt og anerkendt. Det skaber forbindelser til dem, der læser og lytter med og formålet er at inspirere flere i frivilligt arbejde, gennem de frivilliges fortællinger. For at belyse blot nogle af de samarbejder, der er blevet skabt, kan der nævnes: Café Paraplyen, Tubanu, Odense Bulldogs, Talent i Praksis, GirlTalk og Børns Voksenvenner.
Som en tæt samarbejdspartner siger:
-Vi har haft et samarbejde ad flere omgange, som med stor succes er blevet set og hørt af rigtig mange. Det er for os med til at vise værdien af frivilligheden og muligheder hos os, og ikke mindst øge vores synlighed og fortælle den gode historie.
F for Frivillig vinder Holdspilleren 2026 for deres brede samarbejde på tværs af en bred vifte af foreninger og frivillige, og for deres store arbejde med at formidle fortællinger og give indblik i foreningers og frivilliges historier, motivation og de erfaringer, de tager med sig.
Vinder af Temaprisen: Mental Trivsel (Børn og Unge) Ventilen
Ventilen er en frivillig, social ungdomsorganisation, som arbejder for at mindske ensomhed blandt unge i alderen 15-25 år. Hver uge arrangerer de unge frivillige aktiviteter, der skaber rammen om et fællesskab for andre unge, der ellers står udenfor fællesskaberne.
Citat fra indstillingen:
-... I nu 20 år har unge frivillige hver uge skabt aktiviteter for andre unge. Det er unge frivillige, der til dagligt passer studie, arbejde, familieliv og går igennem ungdommens forandringer og til tider stressende omvæltninger, men samtidig tager ansvar for civilsamfundet. Brugerne af tilbuddet kommer fra alle samfundslag. Størstedelen fra klassisk udsathed, men også unge der til dagligt studerer på universitetet eller har et godt job, kan opleve følelsen af ensomhed. Fælles for dem er, at de har et sted at gå hen. Fordi andre unge har valgt at ville gøre en forskel. Selv når julemånederne kommer, eller sommerferien, holder Ventilen Odense åbent. Det er at gøre en forskel. Det er at sørge for, at unge har et sted at høre til, udvikle sig socialt og - som det sker - finde venner for livet.
Ventilen Odense vinder Tema Prisen 2026 - Mental trivsel for Børn og Unge for foreningens vigtige arbejde med at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge.
Stjernen - Ærespris: Sarwa Sharif
Sarwa har i mange år været en aktiv foreningsfrivillig, både i FN-regi før hun kom til Danmark, og siden hendes ankomst til landet i 1998. Særligt Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Vollsmose Aktivitetsforening (hvor Sarwa nu er ansat) har nydt godt af hendes hjælp og store arbejde. Sarwas frivillige indsats blev især intensiveret under Corona-nedlukningen og siden har hun engageret sig mere og mere i aktiviteter for udsatte målgrupper i Odense.
Citat fra indstillingen - fra samarbejdspartnere gennem årene:
-Selvom Sarwa er en lysende frivilligstjerne, er hun ikke den, der tager lyset fra andre - tværtimod. Med sin venlige og omsorgsfulde opmærksomhed evner hun hver dag at få andre til at føle sig set, mødt og inkluderet. De menneskelige værdier, Sarwa bringer i spil, bidrager til, at deltagerne trives og udvikler nye kompetencer i fællesskabet og med hinanden. Hun har øje for deltagernes udvikling og for, hvornår de er klar til at påtage sig ansvar. Hun giver gerne ansvar fra sig, så andres lys også frit kan skinne.
Odense Kommunes grund til at nominere Sarwa til Stjernen:
Sarwa skal vinde Stjernen 2026 for sin mangeårige og vedholdende indsats for byens udsatte familier og hendes indsats i flere foreninger ad gangen. Som en af indstillerne skriver så fint: "ingen går forgæves efter hjælp og støtte hos Sarwa". Sarwas omsorgsfulde og ydmyge tilgang til sit frivillige, og øvrige sociale arbejde igennem årene er prisværdig og fortjener i den grad at blive hyldet.
Tidligere modtagere af Ildsjæleprisen
-2025 BEDRE PSYKIATRI ODENSE
-2024 TUBANU
-2023 BRONX 5200
Charlotte Tang Søndergaard, konsulent, Odense Kommune. Tlf.: 24 66 95 94
Karin Hauberg Rasmussen, frivillighedskonsulent, Odense Kommune. Tlf.: 23 42 59 74
Jess Kahr, Centerleder hos Frivilligcenter Odense. Tlf.: 21 16 02 18