500 skoleelever på gaden søndag: De øver sig i frivillighed
Som noget nyt i år har samtlige 8.-klasseelever i Odenses folkeskoler et valgfag, hvor de får praktiske erfaringer med at være noget for andre. I valgfaget "Frivillighed og medborgerskab" skal eleverne blandt andet i civil praktik, hvor de bidrager og gør nytte for andre på skolen eller i lokalområdet. For nogle elever foregår det på søndag med en indsamlingsbøsse fra Røde Kors i hånden.

Eleverne fra 27 klasser på 11 af Odenses folkeskoler aftjener en del af deres civil praktik ved at prøve kræfter med en landsindsamling for en humanitær organisation. Det er Røde Kors' hidtil største samarbejde med skoleklasser. Mere end 500 elever melder klar til at smøre stemmebånd og snøresko, når de på søndag går på gaden for at samle ind til et godt formål.
- På søndag møder odenseanerne mere end 500 unge mennesker, der bruger deres fritid på at gøre noget godt for andre. Det synes jeg fortjener en varm modtagelse. For frivillighed begynder ofte med en god oplevelse og følelsen af, at ens indsats gør en forskel. Hvis bare nogle af eleverne får lyst til at engagere sig i fællesskaber også senere i livet, har vi opnået noget meget værdifuldt for hele Odense, siger børn- og ungerådmand Brian Dybro (SF).
Forud for indsamlingsdagen på søndag, har eleverne haft forskellige undervisningsforløb. Røde Kors har udviklet undervisningsmateriale om frivillighed, hvad enten det er i en humanitær organisation, social forening eller en idrætsklub. Nogle klasser har også haft besøg af en frivillig, der har fortalt om sine egne erfaringer.
Næsby Skole er en af de 11 skoler, der deltager i samarbejdet.
- Det betyder meget, at lokale sportsklubber, virksomheder eller frivillige sociale organisationer vil samarbejde med os om civil praktik. De er med til at give eleverne nogle meningsfulde oplevelser med at bringe sig selv i spil i forhold til fællesskabet og gør nytte for andre i lokalområdet. Den erfaring kan man ikke læse sig til. Jeg er sikker på, at mange af eleverne vil gå hjem fra turen med indsamlingsbøssen på søndag med både stolthed og nye perspektiver, siger René Skousen Pedersen, skoleleder på Næsby Skole.
Tredobling af elever på gaden
Sidste år var der otte Odense-klasser på gaden ved landsindsamlingen, men i år er der flere end tre gange så mange, der får sig en helt særlig skoledag på søndag.
- Et Danmark uden sportstrænere, spejderledere, besøgsvenner eller indsamlere ville være et fattigt Danmark. Vores stærke, frivillige foreningsliv danner bæredygtige fællesskaber og aktiviteter, som gør hverdagen både sjovere og mere meningsfuld over hele landet. Valgfaget 'Frivillighed og medborgerskab' giver unge mulighed for at opdage noget meget vigtigt: glæden ved at give og gøre en forskel for andre. Derfor er vi superglade for i Røde Kors og Ungdommens Røde Kors at være en del af Odense Kommunes initiativ. Det er på alle måder meningsfuldt, og forhåbentligt kan det give endnu flere unge lyst til at engagere sig i fællesskabet, når de først oplever det i praksis, siger Marie-Louise Gotholdt, som er national chef i Røde Kors i Danmark.
Marie-Louise Gotholdt håber, at valgfaget med den civile praktik og samarbejdet om det med Røde Kors på sigt kan udbredes til hele landet.
Fakta om Røde Kors landsindsamling
Tid: 4.10.2027 kl. 11-14
Læs mere om indsamlingen her
Fakta om civil praktik
- Alle elever i 7. og 8. klasse i Odenses folkeskoler har civil praktik, hvor de får praktiske erfaringer med frivillighed og det at bidrage og gøre nytte for andre i lokalområdet.
- I 7. klasse foregår civil praktik oftest på elevens egen skole med fokus på fællesskaber. For eksempel kan eleverne være læsemakkere for yngre elever eller stå for aktiviteter i frikvartererne eller hjælpe med fælles arrangementer på skolen.
- I 8. klasse indgår civil praktik i valgfaget "Frivillighed og medborgerskab" og foregår fx i en idrætsforening, en frivillig social forening, i et børnehus eller på et plejehjem.
Formål med valgfaget "Frivillighed og medborgerskab"
Frivillighed
- Eleven udvikler sociale og personlige kompetencer gennem aktiv deltagelse i f.eks. skole, foreninger og civilsamfund
- Eleven skal have viden om og erfaringer med frivillighed, og hvordan frivillighed kan bidrage til positive fællesskaber for en selv
- Eleven skal have viden om og erfaringer med, hvordan den enkelte kan gøre en forskel i samfundet og gøre nytte for andre.
Medborgerskab
- Eleven udvikler demokratiske kompetencer/dannelse gennem aktiv deltagelse i skole, foreninger og civilsamfund
- Eleven skal have viden om og erfaringer med, hvordan den enkelte kan gøre en forskel i samfundet og gøre nytte for andre.
Brian Dybro, børn- og ungerådmand, mobil: 2462 1118 (træffes bedst via sms)
René Skousen Pedersen, skoleleder, Næsby Skole, mobil: 4042 5641
Børn- og Ungeforvaltningens pressetelefon: 6375 4525
Røde Kors' pressetelefon: 3529 9699