Stor fredning i Hesbjerg giver naturen ro til at blomstre
Et kuperet landskab fra istiden og sjældne sommerfugle får nu bedre vilkår, efter Miljø- og Fødevareklagenævnet har sagt ja til at frede Hesbjergkilen. Nye stier i området skal samtidig gøre det endnu nemmere for store og små at opleve naturen tæt på.

279 hektar særligt landskab i Hesbjerg er blevet fredet. Foto: Danmarks Naturfredningsforening
Det var istidens smeltende gletsjere, der skabte det helt særlige og kuperede landskab, som siden har udviklet sig til et naturområde med skov og mose, flotte udsigtspunkter og sjældne sommerfugle.
Nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttet at frede i alt 279 hektar af området, der kaldes Hesbjergkilen, og som med en placering i det vestlige Odense omfatter Hesbjerg Skov, Øghaven, Ernebjerg Skov og Dyred Banke.
Fredningssagen blev rejst i 2018 af Danmarks Naturfredningsforening med støtte fra Odense Kommune, og nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet altså sagt ja til at gennemføre fredningen.
Et bedre stisystem
I Danmarks Naturfredningsforening er man godt tilfreds med afgørelsen. Fredningsleder Birgitte Bang Ingrisch, som har været tovholder på sagen gennem det lange forløb, siger:
- Med denne fredning får vi en garanti for, at områdets fantastiske natur beskyttes bedre og styrkes yderligere gennem en mere målrettet forvaltning. Det vil være en stor gevinst for biodiversiteten og de mange sjældne og truede arter i området. Samtidig bliver muligheden for at opleve naturen og det enestående landskab styrket, når stisystemet bliver forbedret i den kommende tid.
Fredningen skal både bevare og forbedre Hesbjergskilens geologiske, landskabelige, biologiske og kulturhistoriske værdier og samtidig sikre, at skoven, søerne, vandløbene og udsigtspunkterne bliver endnu mere tilgængelige for alle dem, der nyder en tur i det grønne. Der etableres nye stier i området i løbet af det kommende år.
Mere sammenhængende natur
Det er ambitionen at udvikle Hesbjergkilen til et sammenhængende naturområde, og som nabo til de 279 nu fredede hektar ligger 170 hektar af Hesbjerg Skov, som Den Danske Naturfond har købt for at bringe naturen tilbage efter mange års skovdrift.
Samlet set giver det et naturområde på størrelse med knap 900 fodboldbaner, hvor biodiversiteten og de rekreative muligheder for store og små nu får lov at blomstre.
Det glæder Tim Vermund, der er klima- og miljørådmand i Odense Kommune.
- Vi står nu med et enormt område, hvor naturen får lov til at være natur. Det er en milepæl for vores fælles indsats for at beskytte biodiversiteten, sikre levesteder for truede arter og bevare de landskaber, som både mennesker og natur har brug for. Det er ikke hver dag, vi får mulighed for at tage så stort et skridt i den rigtige retning. Lad os bruge det som inspiration til at fortsætte arbejdet og skabe rammerne for, at også kommende generationer kan opleve den rige natur, vi er så heldige at have i Odense, fremhæver rådmanden.
Lodsejere får erstatning
Med fredningen er der blandt andet arealer, der ikke længere må bruges til landbrugsdrift, løvskoven skal bestå, der er regler for ny bebyggelse, og det vil ikke længere være muligt at grave efter råstoffer som for eksempel ler.
I den forbindelse har Miljø- og Fødevareklagenævnet tilkendt erstatning til i alt 42 lodsejere i området.
Miljø- og Fødevareklagenævnet tager hvert år stilling til cirka tre-fire større fredninger - Hesbjergkilen er en af dem.
Odense Kommune har tidligere sammen med det daværende Fyns Amt taget initiativ til at frede Odense Ådal. Det var i 2010.
Birgitte Bang Ingrisch, fredningsleder hos Danmarks Naturfredningsforening, tlf. 6169 1822
Tim Vermund, klima- og miljørådmand i Odense Kommune, via pressetelefon 2818 1914