SKØN FEST - Odense får ny og ganske særlig festival
Odense er kendt for sine mange festivaler - og på mandag den 29. september 2025 ser en ganske særlig festival dagens lys. Nemlig festivalen SKØN FEST. En festival for voksne med et handicap. Det er Odense Byråd, der har prioriteret at invitere alle brugere af Odense Kommunes handicaptilbud med på festival.
Mandag morgen, den 29. september, rykker food trucks, boder og en ordentlig festivalscene ind i Odense Congress Center og står klar til at skabe en fed festivalstemning for brugere af Odense Kommunes handicaptilbud på voksenområdet.
Her løber handicapfestivalen SKØN FEST nemlig af stablen og byder på masser af musik, fællessang og også sjove konkurrencer, kørestolsræs, sminkeboder og meget mere.
Rådmand Brian Dybro (SF) glæder sig:
- Det bliver en kæmpe fest. Selvom man har et handicap, så ønsker de fleste at leve samme liv som alle andre. Et liv med indhold, samvær og oplevelser. Festivaler er i den grad blevet en del af Odenses DNA, og rigtig mange odenseanere deltager derfor i en eller flere af byens mange festivaler. Det er en del af det at bo i Odense. Derfor er jeg rigtig glad for, at brugerne af vores handicaptilbud nu får deres egen festival, som tager hensyn til lige præcis deres ønsker og behov, og hvor alle - uanset graden af handicappet - kan være med, fortæller han og fortsætter:
- Netop tilgængeligheden for alle har været et nøgleord i planlægningen af den kommende festival. Derfor vil der den 29. september også blive afholdt lokale arrangementer på en række af vores botilbud - for dem, der har brug for en mindre og mere tryg ramme. Men alle både store og små arrangementer vil blive holdt i den samme SKØN FEST-ånd med fokus på flot merchandise, musik, sjove aktiviteter og ikke mindst gode grin med vennerne.
PROGRAMMET - pressen er velkommen
09.45: Dørene åbner ind til hallen
10.05 - 12.00: Mød OB's maskot Victor
10.30 - 11.30: Koncert med 'A celebration'
12.00 - 12.40: Fællessang med Janne Wind (fra Danmarks største kor)
13.00 - 13.30: Uddeling af handicappris
13.30 - 14.00: Linedance
14.30 - 15.30: Koncert med KANDIS
16.00: Tak for i dag
Sideløbende med programmet på den store scene, vil der foregå en masse aktiviteter på festivalpladsen. Helt ligesom på alle andre festivaler. Der vil bl.a. være en hår- og sminkesalon, en muskelklub, hvor man kan lægge arm og slå søm i. Et håndboldmål, hvor man kan få målt sit skud hos LykkeLiga's trænere og meget mere. Derudover vil der være en helt stribe af sjove konkurrencer. Sulten og tørsten kan festivalgæsterne få stillet i street food-området.
En festival for alle
Festivalens hovedarrangement ligger altså i Odense Congress Center, mens der vil være mindre, lokale arrangementer på en række af kommunens botilbud - så dem, der ikke har ressourcerne til at deltage i et stort arrangement alligevel mærker, at SKØN FEST også er for dem.
Det vil være muligt for pressen at besøge en af de lokale festivaler.
Fakta om SKØN FEST
"Alle skal have mulighed for at deltage i byens liv og for at leve den tilværelse, de ønsker. Det gælder også odenseanere med handicap. Hvert år danner Odense ramme om en række store og mindre festivaler, som efterhånden er blevet en del af byens DNA. Det skal mennesker med handicap også tage del i."
Sådan lyder det i budgetforliget om Budget 2025, hvor Odense Byråd altså besluttede, at der skal afholdes en handicapfestival. En festival, der afholdes i forlængelse af, at Odense er vært for Handicap Melodi Grand Prix'et (HGP) i morgen fredag den 26. september 2025.
Rådmand Brian Dybro, 24 62 11 18
Projektleder Tine Boe, 51 28 45 81
Pressekontakt Annette Wognsen Frederiksen, 24 21 31 29