Spring til indhold
Nyhed

Odense sælger erhvervsgrund til den internationale industriejendomsvirksomhed VGP

24-06-2025

Den danske afdeling af den belgisk-ejede VGP - ejer, forvalter og udvikler af højkvalitets logistik- og industri med aktiviteter i 18 europæiske lande - har købt 340.000 kvadratmeter erhvervsjord på Hvilehøjvej i det sydøstlige Odense. Et af de største enkeltstående salg af erhvervsjord fra Odense Kommune.

IMG_9227.JPG

Fra venstre Kristoffer Stimpel, country manager, VGP Denmark, rådmand Søren Windell, Jan van Geet, CEO og grundlægger, VGP NV og borgmester Peter Rahbæk Juel

Ambitionen for området er, at det på sigt skal huse en række virksomheder i bygninger med et samlet udlejningsareal på over 100.000 kvadratmeter. VGP vil opføre, udleje og drive bygningerne, som virksomheder kan leje, med det formål at tiltrække en bred vifte af lejere. Mindst 30 % af det bebyggede areal vil blive dedikeret til moderne industri- og produktionsvirksomheder - med ønsket om at øge denne andel yderligere.

- Det er endnu et stærkt og tydeligt vidnesbyrd om, at virksomheder - også internationalt - kan se stærke perspektiver i at investere i Odense. Det er en vigtig motor, der bidrager til vækst, innovation og fremdrift i vores by. Samtidig er det vigtigt, at vi i høj grad får virksomheder ind i vores erhvervsområder, der spiller godt sammen med byens ambitiøse udvikling og skaber værdifulde arbejdspladser, der kommer odenseanerne til gavn, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.

VGP Danmark er en del af det internationale moderselskab VGP NV, der er ejer, forvalter og udvikler af logistik- og industriejendomme samt udbyder af vedvarende energiløsninger.

VGP begyndte at etablere sig i Danmark i 2022 med købet af et område i Vejle, som i øjeblikket er under bebyggelse, og har siden erhvervet et område i Greve - men arealet i Odense bliver selskabets største i Danmark til dato.

- Vi køber ikke bare jord - vi investerer i Odenses fremtid. Vi ønsker at bidrage til vækst og innovation i industrien i Odense ved at opføre og drive meget attraktive erhvervsejendomme, som vi kan tilbyde til virksomheder i vores internationale kundenetværk. Vores store ambitioner passer godt sammen med Odenses ambitioner og byens stærke positioner inden for flere vækstområder som robotteknologi og life science, siger Jan Van Geet, CEO for VGP NV.

Erhvervsområdet vil blive udviklet med fokus på innovative og bæredygtige løsninger, energieffektive bygninger og grøn energi, hvilket skal bidrage til virksomhedernes vækst og forbedre det lokale område. Det er også planlagt at installere solcelleanlæg, grønne områder og flere initiativer for at styrke den lokale biodiversitet - f.eks. opsætning af bistader.

VGP planlægger at designe bygningerne til at opnå DGNB Guld-certificering og overholde EU's taksonomikrav, hvilket bekræfter overholdelse af høje bæredygtigheds- og miljøstandarder.

- Det er afgørende for Odense, at vi har plads til, at vores lokale virksomheder kan vokse, og at vi kan tiltrække nye stærke virksomheder. Vi skal skabe velstand gennem vækst. Ambitionerne for Hvilehøjvej er et godt eksempel på vores stærke ambitioner om at skabe nye erhvervsområder, hvor vækst og velstand går hånd i hånd med vores grønne ambitioner.

I Odense stiller vi højere krav til prioritering af det grønne i erhvervsområder - det, vi kalder en høj biofaktor. Heldigvis har VGP også grønne ambitioner og finder det attraktivt at bygge i Odense, selvom de måske kunne bygge på en større del af arealet i en anden kommune, siger Søren Windell, rådmand for By- og Kulturforvaltningen.

Provenuet fra salget går til jordforsyningsområdet i Odense Kommune, og en del af pengene skal bruges til at opgradere vejen fra Ørbækvej til Hvilehøjvej.

OM VGP

VGP er en paneuropæisk ejer, forvalter og udvikler af højkvalitets logistik- og industri samt udbyder af vedvarende energiløsninger. VGP har en fuldt integreret forretningsmodel med stor ekspertise og mange års erfaring i hele værdikæden. VGP blev grundlagt i 1998 som en familieejet belgisk ejendomsudvikler i Tjekkiet og opererer i dag med omkring 380 fuldtidsansatte i 18 europæiske lande - både direkte og gennem flere 50:50 joint ventures. I december 2024 udgjorde VGP's samlede aktivmasse, inklusiv 100% af joint ventures, € 7,8 milliarder, og selskabet havde en nettoaktivværdi (EPRA NTA) på € 2,4 milliarder. VGP er børsnoteret på Euronext Brussels (ISIN: BE0003878957).

Nedenfor er vedhæftet illustrationer af tankerne for det fremtidige område udarbejdet af VGP. Der er endnu ikke udarbejdet en lokalplan for området.

Området Hvilehøjvej.jpg

Oversigtsfoto

Kontaktinformation

Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense, via presserrådgiver Alexander Mose-Johansen, 2437 3397

Søren Windell, by- og kulturrådmand, Odense, tlf.2339 6337
Kontakt til VGP via: Julie Sloth Blumensaat, tlf. 21 25 96 46, julie@wecommunicate.dk