Odense Kommunes nye Ældreråd er konstitueret
Odense Kommunes nye ældreråd for perioden 2026-2029 har nu konstitueret sig. På mødet den 18. december blev Lone Østergaard Hansen valgt som ny formand, mens Gitte Brandt Nielsen indtager posten som næstformand.
Ny formand valgt
Med sin erfaring som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen er Lone Østergaard Hansen klar til at stå i spidsen for det nye Ældreråd.
- Vi vil gerne være et synligt råd, som er talerør mellem de ældre borgere og kommunens beslutningstagere. Det betyder, at vi vil lytte til borgernes ønsker og behov, bringe dem videre til politikkerne og sikre, at ældres stemme bliver hørt i alle relevante beslutninger. Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet og til at skabe en konstruktiv dialog, der gør en reel forskel. Jeg ser det samlede nye råd som et stærkt udgangspunkt for at tale de ældres sag, siger Lone Østergaard Hansen, ny formand for Odense Kommunes Ældreråd.
Foruden formand og næstformand er Tor Sundberg, Ulla Sigersted Jeppesen og Pia Lindberg valgt til forretningsudvalget, som står for at planlægge og koordinere rådets arbejde.
Ældrerådet fungerer som bindeled mellem kommunes ældste borgere og politikkerne og har til opgave at rådgive om ældrepolitiske spørgsmål. Med konstitueringen på plads er rådet klar til at styrke dialogen og sikre indflydelse for byens ældste borgere.
Fakta om ældrerådet
Ældrerådet er tilknyttet Sundheds-, og Omsorgs-, og Forebyggelsesforvaltningen i Odense Kommune. Dog har de øvrige fem forvaltninger også pligt til at høre Ældrerådet i ældrepolitiske spørgsmål. Ældrerådet kan også på eget initiativ rejse spørgsmål, som har interesse for Ældrerådets arbejde, og som har betydning for de ældre borgere i Odense.
René Lorenz, Stabschef for Politik, Strategi og Udvikling i Sundheds-, Omsorgs-, og Forebyggelsesforvaltningen: 21 26 79 08.