Odense Kommune uddeler 7,7 mio. kr. til frivilligt socialt arbejde blandt børn og voksne
AURA er et frirum for unge LGBT+ personer i Odense og én af 80 frivillige foreninger og tilbud, der har fået penge fra den 7,7 mio. kr. store Hovedpuljen til frivilligt socialt arbejde, som Odense Kommune netop har uddelt.

Rådmand Claus Houden (i midten) besøger AURA i Brogade for at høre de frivillige kræfter; Sif, August og Sofie, fortælle om det pusterum, som AURA udgør for unge LGBT+ personer i teenageårene.
- Vi er glade for, at der er så mange, som vil udføre frivilligt socialt arbejde til gavn for sårbare og udsatte borgere i vores by. Frivillige kræfter kan noget, vi som kommune ikke kan på helt samme måde, når det kommer til at møde borgeren dér, hvor vedkommende er. Derfor er det en fornøjelse at være med til at uddele pengene, som jeg er sikker på, kommer til at gøre en forskel overalt i byen, siger beskæftigelses- og socialrådmand Claus Houden.
AURA får 21.000 kroner om året til arrangementer
Knap 2 mio. kr. var uddelt på forhånd, da flere foreninger tidligere har modtaget et flerårigt tilskud, mens de resterende 5,8 mio. kr. nu er blevet uddelt til 71 modtagere.
Én af modtagerne er tilbuddet AURA under LGBT+ Danmark, som de næste tre år vil modtage et årligt tilskud på 21.000 kroner til blandt andet at lave arrangementer for.
AURA henvender sig til LGBT+ personer under 18 år, der mangler et sted at mødes med andre unge, som også bryder med normerne for køn og/eller seksuel orientering.
Vigtigt at have rollemodeller tæt på
- Vi er meget glade for pengene fra Odense Kommune. Nu kan vi fortsætte vores arrangementer, som er et frirum, hvor deltagerne kan puste ud og bare være sig selv på deres helt egne betingelser, siger 21-årige Sif Vedel, der er frivillig i AURA.
- Det kan i forvejen være hårdt at gå gennem teenageårene. Når man samtidig er i gang med at bryde nogle meget faste normer for, hvordan man skal være, kan man nemt risikere at føle sig sårbar og forkert. Derfor er det vigtigt, at man har nogle rollemodeller tæt på, som man kan spejle sig i, siger hun.
Se listen over modtagere af midler fra Hovedpuljen til frivilligt socialt arbejde nedenfor.
Claus Houden, beskæftigelses- og socialrådmand, tlf. 30 60 43 91
Beskæftigelses- og Socialforvaltningens pressetelefon, tlf. 29 79 25 48