Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune investerer millioner i nyt bo- og dagtilbud: Hjemlighed er i fokus

21-10-2025

Med en investering på 85 millioner kroner vil Odense Byråd sikre flere pladser og mere hjemlige rammer for borgere med særlige behov.

Odense Byråd har besluttet at afsætte 85 millioner kroner til et nyt bo- og dagtilbud. Beslutningen er ifølge Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel afgørende for at sikre den nødvendige kapacitet og kvalitet på socialområdet i de kommende år:

- Vi ved, at behovet for pladser på det specialiserede socialområde vokser i de kommende år. Derfor er det vigtigt, at vi handler i tide. Med det nye bo- og dagtilbud kan flere odenseanere bo tæt på deres familier og netværk -samtidig med at vi skaber moderne rammer, der styrker både trivsel og faglighed. Det er en investering i tryghed og livskvalitet for nogle af vores mest sårbare borgere, siger Peter Rahbæk Juel.

Tilbuddet skal ikke blot skabe flere pladser, men også danne ramme om et liv, der føles så almindeligt som muligt. Det var det centrale ønske på det inspirationsmøde, som Odense Kommune afholdt i 2024. Her deltog 60 personer - repræsentanter fra relevante foreninger, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner, forvaltninger samt medarbejdere og beboere fra eksisterende bo- og dagtilbud.

- Man skal få følelsen af, at det her er mit hus, lød det fra en af deltagerne på informationsmødet, mens en anden understregede, at man skal kunne spejle sig i boligerne, som hvis ens bror boede der.

Voksende behov

Behovet for flere bo- og dagtilbud til borgere med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser er stigende, viser en analyse fra Ældre- og Handicapforvaltningen. Derfor glæder det Ældre- og Handicaprådmand Brian Dybro, at der nu ikke kun kommer flere pladser - men også mere hjemlige rammer:

- For det første er det helt afgørende, at vi får bygget flere offentlige botilbud i Odense, så vi ikke er tvunget til at benytte os af dyrere private tilbud. Derudover skal vi sørge for at skabe hjem, ikke institutioner. Vi skal bygge boliger, hvor mennesker med forskellige behov kan trives, føle sig hjemme og leve et så almindeligt et liv som muligt. Det skal være steder, hvor man kan sætte sit eget præg, have gæster og føle, at her hører man til, siger Brian Dybro.

I det nye bo- og dagtilbud etableres der 60 botilbudspladser og 50 dagtilbudspladser fordelt på tre målgrupper: borgere med multiple funktionsnedsættelser, borgere med fysiske og lettere kognitive funktionsnedsættelser samt borgere med kognitive og aldersbetingede funktionsnedsættelser.

Tilbuddet opføres som tre selvstændige enheder - én for hver målgruppe - så rammerne kan tilpasses de enkelte borgeres behov og hverdag. Hver enhed får egne indgange, fællesarealer og boligindretning, så beboerne kan trives i miljøer, der passer til deres funktionsniveau og livssituation.

Byggeriet bliver samtidig fleksibelt, så enhederne kan omdannes, hvis behovet for pladser ændrer sig. Beboerne får desuden mulighed for at sætte deres eget præg på boligen - med personlige farver, indretning og hjælpemidler, der styrker selvstændighed og gør hverdagen lettere.

Mere et hjem end institution

Det nye bo- og dagtilbud placeres i Vollsmose - tæt på et kommende letbanestop - så det bliver let at komme til og fra for borgere, pårørende og medarbejdere. Placeringen bidrager samtidig til udviklingen af lokalområdet og bliver en del af en levende bydel, hvor tilbuddet naturligt smelter ind i omgivelserne.

Erfaringer fra eksisterende bo- og dagtilbud i Kolding og Svendborg viser, hvor vigtigt det er, at bygningerne ikke signalerer institution, men hjem. Derfor bliver arkitekturen og udeområderne planlagt, så de passer ind i nabolaget - med grønne fællesarealer, som beboerne kan tage del i og have ansvar for.

- Når vi bygger nyt, skal det føles som en naturlig del af byen, så beboerne får et trygt hjem med muligheden for at passe et grønt område sammen med andre. Vi skal skabe rammerne om et værdigt liv midt i fællesskabet og ikke mindst sikre oplevelsen af et rigtigt hjem med hygge og tryghed, siger By- og Kulturrådmand Søren Windell.

Med de 50 dagtilbudspladser kan de beboere, der har behov for dagtilbud tæt på, have deres daglige gang her, mens andre beboere selv kan tage letbanen på arbejde til f.eks. Odenseværkstederne på Rytterkasernen.

Med bevillingen på 84,5 millioner kroner til det nye bo- og dagtilbud i Vollsmose er den sidste del af en pulje på i alt 115 millioner taget i brug. Puljen er en del af Velfærdens Fundament og har allerede finansieret udvidelser på botilbuddet Grevenlunden, dagtilbud på Tornbjerggård og medfinansieret det nye autismetilbud Kelsbjergvej.

Det nye bo- og dagtilbud i Vollsmose forventes at stå færdigt senest i 2032.

Kontaktinformation

Odenses Borgmester, Peter Rahbæk Juel. Kontaktes via presserådgiver Sofie Nepper-Christensen: 24803631

Rådmand i Ældre- og Handicapforvaltning, Brian Dybro. Kontaktes via pressetelefon: 66131372

Rådmand i By- og Kulturforvaltningen, Søren Windell. Kontaktes via pressetelefonen: 65512080