Spring til indhold
Nyhed

Odense Byråd investerer yderligere 41,3 millioner i demensvenlige plejehjem

04-12-2025

Odense styrker indsatsen for borgere med demens. Når Odense Byråd mødes den 17. december 2025, vil de forventeligt godkende, at der bliver udmøntet 41,3 millioner til at gøre de sidste 12 kommunale plejehjem mere egnede til borgere med demens.

Denne investering er en del af projektet Velfærdens Fundament - De ældste odenseanere, hvor der samlet set investeres 135,7 millioner kroner i at modernisere og vedligeholde byens plejehjem. Arbejdet begyndte allerede i 2023 med Blomsterdalen, hvor der var indvielse i maj 2025. De næste syv plejehjem fik bevilliget penge til moderniseringen i starten af 2025, og nu er turen kommet til de sidste 12 plejehjem.

Rammer der skaber ro og livskvalitet

Antallet af ældre med demens stiger, og det stiller nye krav til landets plejehjem. Derfor tager moderniseringen af plejehjemmene afsæt i fire temaer, som forskning viser har stor betydning for demensramte: hjemlighed og atmosfære, orientering og overskuelighed, gode lysforhold samt adgang til grønne udeområder.

- Når vi indretter plejehjemmene med fokus på demensvenlighed, skaber vi bedre rammer for både livskvalitet og tryghed for den enkelte. Det handler om at sikre, at alle - også odenseanere med demens - kan leve et værdigt og meningsfuldt liv, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Fokus på hjemlighed og hygge

Mange af Odenses plejehjem er bygget i en anden tid, og behovene har ændret sig. Derfor bliver der lagt særlig vægt på at skabe hjemlige og rare omgivelser, hvor beboerne kan føle sig godt tilpas. For når plejehjemmene er hjemlige og rare at være i, vil beboerne i højere grad trives.

- Et plejehjem skal ikke kun være et sted, hvor man får omsorg, det skal også føles som et hjem, fordi netop hjemlighed og hygge skaber fundamentet for et godt liv, også for de ældre borgere, siger rådmand Søren Windell.

Bred inddragelse og lokal tilpasning

Moderniseringen sker i tæt samarbejde med dem, der kender hverdagen bedst. Derfor har ledere og medarbejdere på de enkelte plejehjem været inddraget i processen og bidraget med forskellige idéer og input. Beboere og pårørende vil også blive inddraget, blandt andet gennem beboermøder, hvor planerne skal godkendes.

- Det er vigtigt, at både beboere og personale bliver glade for de nye tiltag og kan se, hvordan det bidrager til den enkeltes livskvalitet. Derfor bygger vi videre på den involveringsproces, vi har haft succes med tidligere, siger rådmand Brian Dybro fra Ældre- og Handicapforvaltningen.

En investering i fremtidens omsorg

Odense Kommune har afsat hele 1,8 milliarder kroner til Velfærdens Fundament frem mod 2030. Heraf går 300 millioner til indsatsen for de ældste odenseanere, som både skal sikre demensvenlige rammer, vedligehold og kapacitet på plejehjemmene.

Med den forventede nye bevilling på 41,3 millioner kroner bliver det muligt at forbedre forholdene på i alt 12 plejehjem, så beboerne kan få endnu bedre rammer for en tryg og værdig hverdag - også med en demenssygdom.

Kontaktinformation

Borgmester Peter Rahbæk Juel via presserådgiver Sofie Nepper-Christensen: 24 80 36 31

Rådmand Brian Dybro via pressetelefonen hos Ældre- og Handicapforvaltning: 63 75 85 75

Rådmand Søren Windell via pressetelefonen hos By- og Kulturforvaltningen: 65 51 20 80