Spring til indhold
Nyhed

Nyt partnerskab skal transformere OUH til fremtidens brokvarter med fokus på at bevare og genbruge

10-10-2025

Det bliver et af de største transformationsprojekter i Danmark, når det nuværende Odense Universitets Hospital skal transformeres til et grønt og attraktivt brokvarter med boliger, erhvervsliv og kultur. Statens ejendomsselskab Freja Ejendomme, Realdania By & Byg og Odense Kommune ønsker at omdanne området med fokus på høj arkitektonisk kvalitet og på bevaring og genbrug af historiske bygninger. Ambitionen er, at arbejdet med det snart forhenværende hospitalsområde kan pege på nye tilgange inden for transformation og genbrug af eksisterende bygninger og bymiljøer og dermed også være en inspiration for andre projekter i landet. 

Siden beslutningen om at bygge det nye OUH blev truffet, har der været mange debatter, samtaler og drømme om, hvad der skal ske med det godt 274.000 kvadratmeter store område midt i Odense, hvor det nuværende OUH ligger. Men nu har Freja Ejendomme, Realdania By & Byg og Odense Kommune underskrevet en samarbejdsaftale med henblik på at danne et arealudviklingsselskab, der kan overtage og drive udviklingen af området.

Parterne vil i den kommende periode søge om de nødvendige tilladelser til at danne selskabet. Det skal nemlig godkendes hos både Ankestyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Partnerskabets ambition er at skabe et nyt brokvarter midt i Odense, som skal rumme en blanding af boliger, erhverv, detailhandel, fritids- og kulturtilbud samt grønne områder i sammenhæng med den omgivende by.

I projektet vil parterne prioritere at minimere brugen af ressourcer og begrænse CO2-udledningen ved i høj grad at bevare, renovere, transformere og genanvende bygninger. Forventningen er, at hovedparten af de eksisterende bygninger og byrum bliver bevaret eller transformeret, så de kan bruges til nye formål.

-  Det her projekt bliver en af de vigtigste byomdannelser i Odense de næste 20 år. Et nyt, vibrerende brokvarter vokser frem med blandede boligformer, erhvervsliv og høj livskvalitet for odenseanerne. Vi håber at tiltrække mange forskellige typer investorer. Samtidig skaber vi noget helt nyt med respekt for miljøet og de historiske bygninger gennem bevaring og renovering. Netop dét var et af de tydeligste signaler, vi fik fra de 3.000 borgere, foreninger og virksomheder, der har været en del af den omfattende borgerinddragelse. Det hele understøtter vores ambition om at være 235.000 odenseanere i 2035, og jeg glæder mig til at følge projektet, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.

Region Syddanmark sælger OUH

Et enigt syddansk regionsråd godkendte på regionsrådsmødet den 29. september 2025 at sælge grunden og de bygninger, der huser det nuværende Odense Universitetshospital til Freja Ejendomme og Odense Kommune. Den samlede salgspris er på 215 mio. kr. Af dem betaler Freja Ejendomme 163 mio. kr., og Odense Kommune betaler 52 mio. kr.

Hos Region Syddanmark vækker det glæde, at der er ambitiøse planer for området, når hospitalsdriften er flyttet til det nye OUH. Regionsrådsformand Bo Libergren siger:

- Det store sygehus i Odense har spillet en vigtig rolle i det fynske og det syddanske sundhedsvæsen i mere end 100 år. I de sidste 20 år er det lykkedes Region Syddanmark at give Odense Universitetshospital et solidt løft inden for forskning, uddannelse og patientbehandling. Nu rykker sygehusets mange tusinde dygtige medarbejdere snart videre ud i nye rammer på det nye OUH, og sygehusets nuværende bygninger skal have et nyt liv. Det er dejligt at vide, at de kommer i gode hænder hos et partnerskab med ambitioner om at skabe et grønt og attraktivt kvarter med boliger, erhverv og kultur.

Enestående mulighed for at skabe inspirerende løsninger

Når der er opnået de nødvendige tilladelser til at stifte arealudviklingsselskabet, skal selskabet, som også vil få deltagelse af Realdania By & Byg, drive og udvikle området.

De tre parter har valgt at danne et fælles selskab, så de kan samle deres kræfter, viden og erfaringer i én organisation og dermed drive byudviklingen på den mest hensigtsmæssige måde. Selskabet vil over en årrække trinvist sælge ejendomme og byggeretter til investorer, som udvikler og sælger eller udlejer boliger eller lokaler til f.eks. erhverv og kultur.

- Med aftalen forener vi en dyb lokal forankring med de tre parters forskellige styrker inden for ejendoms- og byudvikling og høje ambitioner om kvalitet, social sammenhængskraft og hensyn til klima og miljø. Vi deler et stærkt ønske om at udvikle nuværende OUH til en attraktiv bydel med boliger, erhverv, kulturliv, offentlige funktioner og butiksliv. De forskellige boligtyper og størrelser skal sikre, at bydelen henvender sig til alle borgere - ung og gammel, familier, singler og studerende, siger administrerende direktør i Freja Ejendomme, Christina Jørgensen.

Region Syddanmark forventer, at flytningen fra OUH kan indledes i slutningen af 2027, og forventningen er, at udviklingen af det nye brokvarter vil tage 15-20 år, fra selskabet overtager området. I processen vil der blandt andet blive arbejdet med løbende inddragelse af borgere, virksomheder og andre interessenter, der vil blive udskrevet arkitektkonkurrencer, og der vil være et stort fokus på at sikre liv og aktivitet i området, mens transformationen står på.

-  Nuværende OUH er en enestående mulighed for at gå nye veje i byudviklingen. Her er mange forskellige bygninger, som er bygget på forskellige tidspunkter gennem 100 år, som vi nu kan se på i et samlet perspektiv ud fra ambitionen om at genbruge det allerede eksisterende. Det kan blive et laboratorium, som kan inspirere andre til at skabe nye bymæssige kvaliteter gennem transformation. Der er en bredere samfundsopgave i, hvordan man kan arbejde med de gamle hospitalsområder eller andre funktionstømte bygningsanlæg. Det vil vi gerne vise et eksempel på, siger Peter Cederfeld, administrerende direktør i Realdania By & Byg.

Nyt kvarter skal tiltrække klyngevirksomheder, iværksættere og urbane erhverv

Odenses nye brokvarter skal byde på blandede boligformer, liv, oplevelser og arbejdspladser for hele regionen.Projektet skal tiltrække og skabe synergi mellem videnstunge klyngevirksomheder, iværksættere og urbane erhverv. Partnerskabet kommer derfor til at udvikle en erhvervsstrategi og handleplan, der skal sikre dette. Denne udvikles i tæt samspil med Odense Kommunes Erhvervs- og Vækstpolitik.

- Udviklingen af OUH-området er en af de største og vigtigste opgaver i Odense i mange år. Det er afgørende med en god blanding af boligformer, arbejdspladser og servicefunktioner, og så skal der være plads til det grønne. Det nye kvarter skal være attraktivt at leve i, og attraktivt for det  erhvervsliv, som vi lever af. Det er afgørende, at vi både har øje for Odenses ambitioner om at være Danmarks grønneste storby og om at tiltrække virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser i kvarteret og på hele Fyn, siger Odenses by- og kulturrådmand, Søren Windell.
 

Mens ansøgningen om tilladelse til en selskabsdannelse behandles, vil parterne blandt andet arbejde videre med visionerne for området, inddragelse af borgere og interessenter samt planlægning af den første arkitektkonkurrence.

Kontaktinformation

Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense Kommune, via presserådgiver Sofie Nepper-Christensen, tlf. 24803631

Bo Libergren, regionsrådsformand, Region Syddanmark, tlf. 29201800

Christina Jørgensen, administrerende direktør, Freja Ejendomme, via kommunikationskonsulent Thomas Endelt Andersen, tlf. 50705334

Peter Cederfeld, administrerende direktør, Realdania By & Byg, tlf. 40802890

Søren Windell, by- og kulturrådmand, Odense Kommune, tlf. 30703693

Logoer_høj.png

Faktaboks:
 

Fakta om området:

  • Samlet areal for hele området er ca. 274.000 m2. Det svarer til godt 3 gange Tivoli i København eller ca. 35 fodboldbaner. På den længste led er området ca. 1 km langt svarende til længden af Odenses bymidte.
  • Samlet antal etagemeter i det købte areal: Ca. 200.000 etagemeter plus kælder.
  • Der er ca. 38.000 m2 (svarende til ca. 5 fodboldbaner) kælder og underjordiske gange.
  • I 1912 åbnede Odense Amts og Bys Sygehus på Sdr. Boulevard 29. Flere af de gamle rødstensbygninger fra dengang, tegnet af Gunnar Laage, indgår stadig i hospitalet
  • Arkitekturen af bygningsmassen i området repræsenterer dansk bygningshistorie over 100 år.
  • Den ældste bygning er fra 1912, og den yngste bygning er fra 2014.
  • Højeste punkt er OUH's højhus opført i 1967 og tegnet af Kay Boeck-Hansen og Jørgen Stærmose. De havde tidligere også tegnet Rigshospitalet i København. Jørgen Stærmose har også tegnet bydelen Vollsmose og Rosengårdcentret. Højhuset har 16 etager og er dermed blandt Odenses højeste bygninger. Alene højhuset (uden basen) rummer 20.000 m2.

Fælles arealudviklingsselskab

Under forudsætning af Ankestyrelsens og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilladelser til stiftelsen af det fælles arealudviklingsselskab, vil parterne skyde jord og kapital ind i selskabet, så ejerskabet bliver 57% til Freja Ejendomme, 25% til Realdania By & Byg og 18% til Odense Kommune.

Parterne i samarbejdet:

Freja Ejendomme

Freja Ejendomme udvikler og sælger statens og regionernes ejendomme. Freja Ejendommes portefølje består af meget forskellige ejendomme fordelt på land og by over hele Danmark - bl.a. fængsler, fredede byhuse, sygehuse, kaserner og større udviklingsarealer.

Freja Ejendomme belyser og udvikler ejendomme med fokus på at finde ny anvendelse til glæde for både fremtidige brugere og det omkringliggende lokalmiljø. Freja Ejendomme A/S er et aktieselskab ejet af den danske stat. Derfor betaler Freja Ejendomme hvert år et udbytte tilbage til staten.

Læs mere ved at klikke her: www.frejaejendomme.dk


Realdania By & Byg

Realdania By & Byg fører Realdanias mission og strategier om livskvalitet i det byggede miljø ud i livet gennem ejerskab af bygninger og arealer til byudvikling.

Ejerskabet giver Realdania By & Byg mulighed for at gennemføre nybyggeri og følge byggeeksperimenter i fuld skala og for at udvikle og realisere visionerne for fremtidens byliv i arealudviklingsselskaber med danske kommuner og andre investorer.

Realdania By & Bygs samling af unikke historiske ejendomme rummer væsentlige eksempler på arkitektur og byggeskik fra middelalder til nutid.

Læs mere ved at klikke her: www.realdaniabyogbyg.dk

Odense Kommune

Odense er vokset markant de seneste ti år, og byrådet har sat et ambitiøst mål om, at der skal bo 235.000 borgere i byen i 2035 mod cirka 213.000 i dag. At endnu flere virksomheder og private arbejdspladser skal tiltrækkes, og at Odense Kommune skal være klimaneutral i 2030.   

Odense Kommune opkøber en del af OUH-området og deltager i partnerskabet med henblik på at opfylde de politiske ambitioner i Bystrategi 2023, hvor Odense Byråd besluttede, at Odense Kommune skal tage en mere proaktiv rolle i udviklingen af byen, bl.a. gennem stærke partnerskaber og aktivt kommunalt ejerskab. Alt sammen med det formål at skabe større realisering af byrådets visioner for transformationen af Odense.

Læs mere ved at klikke her: www.odense.dk/bystrategi2023

Ved brug af fotografier skal fotograf Rasmus Hjortshøj krediteres.