Nyt event ser dagens lys: Founders Festival forkæler Odenses modige iværksættere med stort heldagsprogram
Torsdag den 4. september 2025 bliver Thrige Firkanten forvandlet til et mekka for både spirende iværksættere og erfarne selvstændige. Founders Festival byder på 22 oplæg og workshops målrettet drømmere og driftige virksomhedsejere, der har lyst til at sætte en dag af til at udvikle deres idé eller virksomhed.

Thrige Firkanten danner rammen for den ny iværksætterfestival i Odense.
Det er Ejendomsselskabet Olav de Linde og Odense Iværksætterservice, der sammen med sponsorerne Krifa, BDO, Mazanti-Andersen og Middelfart Sparekasse står bag det helt nye event. Til Founders Festival sammensætter deltagerne selv det forløb, der matcher netop deres udfordringer og behov for ny viden og inspiration. Gennem oplæg og workshops med fokus på alt fra ejeraftaler, markedsføring, salg, jura, design og forretningsudvikling får deltagerne mulighed for at dykke ned i præcis de emner, der er relevante for dem.
- Odense er en by med stærke iværksættertraditioner, og det er afgørende for byens vækst og velstand, at der fortsat er odenseanere, som har mod på at skabe noget fra bunden. Det er afgørende, at vi som kommune bakker op med tilbud, der hjælper iværksætterne på rejsen mod at blive selvstændige og succesfulde virksomheder. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi har Odense Iværksætterservice, og at vi kan lave arrangementer som Founders Festival, siger Søren Windell, by- og kulturrådmand i Odense Kommune.
Ejendomsselskabet Olav de Linde lægger lokaler til dagen og er medarrangør på eventet.
- At afholde Founders Festival i Thrige Firkanten er som at bringe iværksætterånden hjem. Her, hvor Thomas B. Thrige i 1894 grundlagde sin fabrik og skabte en af Danmarks største arbejdspladser, er det helt oplagt at afholde et event, hvor fortidens innovation møder nutidens iværksætteri og idérigdom. I dag er Thrige Firkanten et dynamisk område med mange spændende erhvervsvirksomheder og forretningsdrivende, og vi glæder os til at lægge hus til et event for dem og resten af byen, siger Lars Friis Christensen, direktør for Ejendomsselskabet Olav de Linde i Odense.
Når en hel dag med lærerige oplæg og workshops er afrundet, skrues der i programmet helt op for netværk og inspiration, når der inviteres til en bid mad i Ærtefabrikken og oplæg ved Anders Lemke-Holstein, der som stifter af det danske tech-startup Oase tager kampen op med Snapchat, Facebook og Tiktok. Hør om overgangen fra lønmodtager til kampen mod tech-giganterne i et spændende oplæg om mod, mening og en vigtig mission for et sundere alternativ til algoritmerne.
Dato: Torsdag d. 4. september 2025 kl. 8.45-19.30.
Sted: Thrige Firkanten, Odense
Tilmelding og program: Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding via foundersfestival.dk
Odense Iværksætterservice:
Randi Trabjerg - Iværksætterkonsulent
Mobil: +45 2051 7085
Olav de Linde:
Laila de Claville Knudsen - Udlejningschef
Mobil: +45 2966 5040