Spring til indhold
Nyhed

Ny rockergruppe i Beldringe hører ingen steder hjemme

16-07-2025

Rådmand Claus Houden ser med stor alvor på, at motorcykelgruppen Epidemic MC har skiftet navn til Prospect Chapter Inmortales MC Beldringe og dermed tilsluttet sig en organisation med bånd til kriminelle miljøer.

Beskæftigelses- og socialrådmand, Claus Houden, har iværksat en række konkrete tiltag, efter en motorcykelklub i Beldringe har skiftet navn og dermed rykket nærmere kriminelle miljøer.
 

- Det er ikke blot et navneskifte, men et signal om, at man ønsker at etablere sig som en del af et netværk med forbindelser til organiseret kriminalitet. Det bekymrer mig dybt, og jeg ser det som en direkte udfordring mod den tryghed, vi arbejder for i Odense og omegn, siger Claus Houden.


- Jeg vil ikke acceptere, at vores lokalområde bliver brugt som platform for grupper, der underminerer fællesskabet og skaber utryghed. Derfor har jeg taget initiaitiv til en juridisk vurdering af, hvordan vi kan forhindre etablering af klubhuse og samlingssteder med de her bånd, siger Claus Houden.


- Vi vil gå i endnu tættere samarbejde med politiet og relevante myndigheder om overvågning og forebyggelse af kriminalitet i den aktuelle sag, og vi vil lave en styrket indsats for at støtte lokalsamfundet i Beldringe, så beboerne ikke skal stå alene med helt berettigede bekymringer, siger beskæftigelses- og socialrådmanden.


- Vi skal stå sammen om at beskytte vores by og vores værdier. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre, at Odense ikke bliver et fristed for rockergrupper og bander, siger Claus Houden.

Kontaktinformation

Mads Fisker, afdelingsleder for kommunikation, tlf. 30 24 03 34.