Spring til indhold
Nyhed

Ny magisk skole for unge åbner under Magiske Dage Odense

12-09-2025

Når Odense i efterårsferien forvandles til et levende eventyrunivers under Magiske Dage Odense, kan unge mellem 12 og 16 år for første gang træde ind i deres helt egen magiske skole: Nordheim.

processed-336EF030-00BB-4254-942A-98C81D581B17.jpeg

De unge fra Saga skaber selv skolen, som er det seneste knopskud på Magiske Dage Odense. Foto: Fynske Bank

Nordheim er et nyt initiativ skabt af unge - for unge i samarbejde mellem Magiske Dage Odense og rollespilsforeningen Saga. Her kan deltagerne fordybe sig i alt fra rollespil og magiske væsner til eliksirbrygning og magiske udfordringer. Det er et sted, hvor unge kan være sig selv, finde ligesindede og udfolde sig kreativt i trygge rammer.

- Nordheim bliver et magisk univers for de unge i fantastiske rammer i Historiens Hus. Jeg glæder mig over deres ambition og støtten fra erhvervslivet, som sætter os i stand til at skabe dette knopskud på Magiske Dage Odense. Den magiske skole bliver en læreanstalt for troldmænd og magikere - ikke en højere en, men én med højt til loftet - hvor de unge selv definerer studieordning og læringsmål. Jeg ser initiativet som et udtryk for livskraften i en magisk festival, som har begejstret alle generationer gennem nu mange år, siger rådmand Søren Windell fra By- og Kulturforvaltningen.

Idéen udspringer af festivalens gæster selv. I årevis har unge efterspurgt aktiviteter, der rækker ud over barndommens universer og ind i mørkere, mere komplekse fortællinger. Nordheim imødekommer netop dette ønske - med levende fortællinger, scenografi og engagerede rollespillere, der inviterer de unge til at være aktive medskabere af magien. Her handler det ikke om at være bedst eller hurtigst - men om at være en del af et fællesskab, hvor nysgerrighed og kreativitet er drivkraften.

- Vi oplever en stor efterspørgsel på aktiviteter for teenagere. Nordheim bliver et unikt univers med levende fortællinger, scenografi og engagerede rollespillere, der giver de unge en oplevelse ud over det sædvanlige, fortæller projektleder Rasmus Tønne Kruber Bager-Andersen fra rollespilsforeningen Saga.

At skabe et kreativt frirum for unge er også noget, Fynske Bank lægger vægt på:

- Magi har ingen alder. Derfor er det en fantastisk idé at udvide Magiske Dage Odense med et univers, der giver unge et kreativt frirum og fællesskab. Jeg er allerede imponeret over den betydning, festivalen har for både byen og de mange gæster, der besøger den. Jeg glæder mig til at se, hvad de kreative mennesker i Saga finder på, og hvad Nordheim udvikler sig til. Vi er stolte over, at Fonden for Fynske Bank kan bidrage til, at magien spreder sig endnu mere i Odenses gader, og mine kollegaer og jeg glæder os til at være en del af og opleve Nordheim, siger Vivi Hoseassen, privatkundedirektør i Fynske Bank i Odense.

Projektet er støttet af Fonden for Fynske Bank med 300.000 kroner over de kommende tre år, hvor aktiviteten bliver en fast del af Magiske Dage Odense frem til 2027. Fynske Bank lægger vægt på at være en aktiv medspiller af magien, og derfor vil bankens medarbejder blive en del af skolens fire lektioner. Festivalen forventer, at Nordheim allerede i 2027 vil tiltrække op mod 4.000 unge gæster

Fakta:

Festival: Magiske Dage Odense

Målgruppe: Unge 12-16 år

Aktiviteter: Rollespil, eliksirbrygning, magiske udfordringer, rollespil

Sted: Historiens Hus, Odense

Tidspunkt: Under Magiske Dage Odense i efterårsferien

Læs mere på hjemmesiden Magiske Dage Odense

Kontaktinformation

Rådmand Søren Windell på tlf. 3070 3693

Saga: Rasmus Andersen via  rasmus.kruber.andersen@hotmail.com

Fynske Bank: Trine Grauholm via tgr@fynskebank.dk