Næsten 200 odenseanere tager imod rygestop gennem samarbejde med OUH
Det tætte samarbejde mellem OUH og Odense Kommune betyder, at mange flere borgere får tilbud om hjælp til rygestop. På et år har næsten 200 odenseanere taget imod tilbud om rygestopforløb ved Røgfrit Odense via lungekræftscreeningsprojektet PLUS.
Samarbejdet mellem OUH og Odense Kommune har givet Røgfrit Odense et gevaldigt løft i antallet af henvisninger. I løbet af det seneste år er næsten 200 borgere blevet sendt direkte fra Projekt Lungekræftscreening i Syddanmark (PLUS) på OUH til et rygestopforløb i kommunens tilbud.
For sundhedsrådmand Tommy Hummelmose viser det, hvor meget man kan opnå, når kommune og sygehus arbejder tæt sammen.
- Vi vil gerne hjælpe så mange som muligt, og derfor er samarbejdet mellem region og kommune afgørende. Vi kan se, at når borgerne er i kontakt med sygehuset, og samtidig bliver tilbudt hjælp i kommunen, er der flere, der tager imod hjælpen. Det tætte samarbejde med OUH gør, at flere odenseanere får et liv uden røg, og dermed flere sunde år, siger Tommy Hummelmose, sundhedsrådmand i Odense Kommune.
Samarbejde gør forskellen
Røgfrit Odense oplever, at borgerne i højere grad tager imod tilbuddet, når henvisningen sker direkte efter screeningen på OUH.
- Vi kan tydeligt se, at borgerne oplever det som en tryghed, at hospitalet og kommunen arbejder sammen. Mange siger, at de ikke selv ville have opsøgt et rygestoptilbud. Det er samarbejdet, der gør forskellen, siger Anette Stensgaard, leder af Røgfrit Odense.
Fra screening til rygestop
For OUH er det vigtigt, at projektet ikke kun opdager sygdom i tide, men også forebygger fremtidig sygdom.
- Når vi screener for lungekræft, er det en naturlig anledning til at tale om rygning. Gennem samarbejdet med Røgfrit Odense kan vi sikre, at borgerne får et konkret tilbud om hjælp med det samme. Det er en styrke for både forebyggelse og tidlig opsporing, siger Michael Stenger, overlæge og projektleder på PLUS.
Baggrund
- Projekt Lungekræftscreening i Syddanmark (PLUS) startede i 2024 og fortsætter frem til og med 2026.
- Projektet har inviteret 1000 borgere fra Fyn og øerne i risikogruppen til screening på OUH, Svendborg Sygehus og i en mobil CT-skanner, som placeres på Langeland og i Bogense.
- Borgerne tilbydes ved indledende henvendelse og ved screening en henvisning til rygestop - og bliver henvist direkte til Røgfrit Odense, hvis de ønsker hjælp til rygestop.
- I det seneste år er næsten 200 odenseanere blevet henvist gennem samarbejdet til Odense Kommunes tilbud om rygestop hos Røgfrit Odense.
For nærmere information, kontakt:
Sundhedsforvaltningen og/eller sundhedsrådmand Tommy Hummelmose via pressetelefonen 63 75 18 66.
Michael Stenger, overlæge og projektleder på PLUS, OUH, via projektkoordinator Maja Refshauge Andresen på telefon. 23 48 56 95.