Million-donation fra Meta skal hjælpe livet tilbage i Odense Fjord
Odense Fjord gisper efter vejret, og nu skal en donation på to millioner kroner fra Meta bidrage til genopretningen af fjorden. Rådmand håber, at det sammen med Odenses første grønne topmøde kan inspirere endnu flere til at engagere sig i arbejdet med at skabe mere og bedre natur i Odense.

Der er hjælp på vej til Odense Fjord fra Meta og et nyt vådområde i Brændekilde. Foto: Odense Kommune
Et kommende nyt vådområde i Brændekilde i det sydvestlige Odense forhindrer fremover, at op mod et ton skadeligt kvælstof hvert år løber ud i Odense Fjord.
Med en donation på to millioner kroner fra Meta har Odense Kommune købt 18 hektar landbrugsjord, der i stedet bliver til vådområde med genslyngede vandløb og overrislede arealer. Det vil gavne Odense Fjord, som er hårdt ramt af iltsvind og derfor har akut brug for hjælp til at få dyrelivet og ålegræsset tilbage.
Meta bakker op om natur-ambitioner
- Meta er stolt af at kunne bakke op om Odense Kommunes ambitiøse mål om at blive Danmarks grønneste storby ved at støtte genopretningen af Odense Fjord, siger Lisa Sig Olesen, der er Nordic Community Development Manager hos Meta.
- Genopretningen af fjorden vil både betyde bedre vandkvalitet og større biodiversitet, og vi er virkelig glade for at kunne støtte kommunen i dette vigtige arbejde. Hos Meta har vi forpligtet os til at spille en positiv rolle i de samfund, hvor vi har datacentre, og bidrage til udviklingen af stærke, bæredygtige lokalmiljøer nu og i fremtiden. Dette projekt afspejler kommunens og vores fælles engagement i miljøforvaltning og lokalsamfundets trivsel, fremhæver hun.
Det nye vådområde bidrager ikke bare til en mere levende fjord. Vådområdet frigiver også mindre CO2, det beskytter vores grundvand og styrker byens biodiversitet ved at give dyr og planter bedre levevilkår.
Samtidig åbner det nye rekreative muligheder for lokalområdets beboere, for med offentlig adgang og nye stisystemer i vådområdet kan børn og voksne på sigt komme helt tæt på for eksempel de genslyngede vandløb.
Brug for alle stærke kræfter
Klima- og miljørådmand Tm Vermund er begejstret for, at Meta med donationen engagerer sig i byens grønne udvikling.
- Jeg er glad og taknemmelig for, at Meta med denne donation aktivt bidrager til genopretningen af Odense Fjord. Det er et stærkt eksempel på, hvordan virksomheder kan tage medansvar for den natur, vi alle er afhængige af. Fjorden lider, og vi har brug for alle gode kræfter - både offentlige, private og civilsamfundet - for at vende udviklingen. siger rådmanden.
Han håber, donationen kan inspirere andre til at involvere sig i de store forandringer, der er sat i gang på naturområdet i Odense.
- Vi er dybt afhængige af stærke samarbejder. For vi ved, at det kun er i et bredt fællesskab, vi lykkes med at skabe mere biodiversitet, plante mere skov og sikre en bedre natur i Odense, understreger han.
Første grønne topmøde
Tirsdag den 26. august 2025 mødes 100 mennesker for at finde netop den samarbejdende vej frem, når der er Grønt Topmøde - det første af sin slags i Odense.
Her vil blandt andet en række naturengagerede foreninger og repræsentanter fra landbruget samles for at få indblik i og indflydelse på planerne for Odenses natur.
Lisa Sig Olesen, Nordic Community Development Manager hos Meta via presseafdelingen på press@meta.com
Tim Vermund, klima- og miljørådmand i Odense Kommune via pressetelefon 2818 1914