Spring til indhold
Nyhed

Lejrskole, kultur til alle og 30.000 nye bøger: Odenses skoleelever får oplevelser for livet

04-06-2025

I det kommende skoleår bliver skoledagen i Odense ikke bare lærerig. Folkeskolerne i Odense skal være endnu mere levende, legende og fuld af oplevelser. Fra nu kan alle elever i byens folkeskoler se frem til mindst én lejrtur i løbet af deres skolegang. Alle elever skal hvert år opleve teater, musik og museer. Samtidig skal flere nye bøger styrke læselysten på skolerne.

5 piger hygger i læsetelt på Skt. Klemensskolen

Elever i 5. klasse på Skt. Klemensskolen hygger i læseteltet. Foto: Skt. Klemensskolen

Lejrbål, litteratur og livemusik! Det er alternative, sjove, inspirerende, hyggelige - eller måske ligefremt uhyggelige - måder at lære på. Og det er noget eleverne i Odenses folkeskoler fremover kan være sikre på at møde i deres skolegang. 

For et år siden samledes parterne omkring folkeskolerne i Odense sig om Juni-erklæringen. Den udtrykker en ambition om at sikre alle børns ret til at være en del af fællesskabet i klassen. Partierne bag budgetforliget for 2025 investerede efterfølgende 100 mio. kroner i skoleområdet de kommende år. Hovedparten er til flere medarbejdere i indskolingen og en øget indsats for, at pædagogisk-psykologisk rådgivning kan arbejde mere forebyggende med trivsel.

Tre tiltag - én fælles ambition

Nu er der enighed om, hvad der lægges oven i. Tiltagene har til formål, at eleverne oplever skoledagen som mere varieret, motiverende og meningsfuld. Samtidigt giver det et skub til det særlige fællesskab, som kun en skoleklasse kan have med hinanden:

  • Mindst én lejrskole i løbet af skoletiden - for minder, der varer hele livet.
  • En dannelsesrejse: Hvert år får alle elever lov at opleve mindst én koncert, ét museumsbesøg og en teaterforestilling.  
  • 30.000 nye bøger, der giver skærmene en pause og tænder gnisten under læselysten.

Lejrskole: Når klassefællesskabet rykker ud

For borgmester Peter Rahbæk Juel er det afgørende, at alle elever får mulighed for at opleve det særlige fællesskab, der opstår, når skoledagen flytter ud af klasseværelset og tager omgivelserne og hele døgnet i brug: 

- Noget af dét, de fleste af os husker fra vores skoletid, er de dage, der skilte sig lidt ud. Hvor man skulle lære, men i lige så høj grad opleve og udvikle sig. Der kan lejrskoler noget helt unikt. Om det er i shelter 20 kilometer væk eller i en hytte på Bornholm, er ikke det vigtigste. Magien opstår, når børn og unge er sammen døgnet rundt - uden skemaer og ringeklokker, men til gengæld med stærke fælles oplevelser og en følelse af frihed og ansvar. Det er jeg glad for, at vi nu investerer i, at alle i vores folkeskoler får mere af, siger Peter Rahbæk Juel.

Kulturel dannelse med i skoletasken - hvert år

Fremover får alle folkeskoleelever i Odense en adgangsbillet til en årlig kulturel dannelsesrejse. Faste stop på rejsen vil være mindst én koncert, én teateroplevelse på eller uden for skolen og én klassetur til et af byens museer.

Børn- og ungerådmand, Susanne Crawley Larsen, er begejstret for, at byens kulturliv nu systematisk inddrages i en inspirerende skoledag - og hvor oplevelserne tilmed rækker ind i resten af livet:   

- Vi sender byens børn på dannelsesrejse ud i kunstens og kulturens verden. Udover at give børnene fælles oplevelser, er det med til at demokratisere kulturen og gøre den tilgængelig for alle børn. Jeg håber, at det for hvert enkelt barn er med til at forme dem som hele voksne mennesker, og at det åbner nogle af de tunge døre til kunstens verden, siger Susanne Crawley Larsen.

Bøgerne vender tilbage

I en tid, hvor skærme fylder meget i undervisningen, investerer Odense Kommune nu otte millioner kroner i nye fysiske bøger til alle skoler. Det svarer til cirka to bøger pr. elev - og skal være med til at vække læselysten til live og give variation i skoledagen.

- Vi bringer vi bøgerne tilbage. Og med 30.000 nye bøger håber vi at tænde læseglæden hos endnu flere, siger Peter Rahbæk Juel og Susanne Crawley Larsen.

Kontaktinformation

Peter Rahbæk Juel, borgmester, træffes via pressetelefon: 2437 3397
Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, mobil: 3060 4419