Julegalla 2025 donerer i år til Bedre Psykiatri Odense: Deres tilbud er guld værd i en presset hverdag
Den 18. december kl. 20 forvandles Magasinet i Odense, når showet Julegalla 2025 løber af stablen. Her går indtægterne fra billetsalget ubeskåret til Bedre Psykiatri Odense, og billetsalget er åbnet.

Julegalla 2025 er på trapperne. Et show, der kombinerer underholdning, julehygge og hjertevarme.
Indtægterne til billetsalget går i år til Bedre Psykiatri Odense, som vandt Odense Kommunes "Ildsjæleprisen" i september i år for foreningens arbejde og støtte til pårørende til mennesker med psykisk sygdom.
Og foreningens arbejde er værd at støtte. For det gør en stor forskel, fortæller Jeanette, der har psykisk sygdom tæt inde på livet.
- Alene dét at man har et sted, hvor man kan dele sin skrøbelighed, tvivl og angste tanker, gør, at jeg føler mig stærkere til hverdagen. Derudover er det rigtig godt brugerstyret, og det betyder faktisk meget! Gode foredrag, så man også får det lidt i et andet perspektiv og noget "ind" på sin egen konto. Det er guld værd i en presset hverdag.
Til Julegalla er der 500 billetter til salg. Aftenens program byder på blandt andet: Impro Comedy fra Kosmonauterne, Freestyle Poetry med kunstneren Øjeblikkets Mester, poetisk upcoming musik fra sangerinden Kvirr og meget andet. Værten er Morten Givskud.
- Vi glæder os til et brag af en julefest og håber på fuldt hus, siger formanden for Bedre Psykiatri Odense, Ann-Marit Ulvund, og tilføjer:
- At være pårørende til et menneske med en alvorlig psykisk sygdom kan føles som at stå midt i et stormvejr uden mulighed for at finde læ. Bedre Psykiatri er det sted, hvor pårørende kan finde støtte og hjælp, når det er svært at finde fodfæste i stormen. Det beløb, vi modtager gennem Julegalla, vil vi bruge til at realisere vores drømme om nye aktiviteter, der kan give de pårørende håb og handlemuligheder - og nok så vigtigt et fællesskab med ligesindede.
By- og kulturrådmand Søren Windell understreger betydningen af Julegalla 2025:
- Julegallaen er et smukt eksempel på, hvordan vi i Odense kan samles om kulturen og samtidig række hånden ud til dem, der hjælper andre, når livet er svært. Mange byer arrangerer shows ved navn Julegalla, men jeg kan godt lide, at Odenses Julegalla drejer sig om at give noget til andre - og vi må ikke glemme, at næstekærlighed er julens budskab, udtaler Søren Windell.
En juletradition - hvor man også glæder andre
Julegalla har eksisteret i en del år, og det er 13. gang, at showet afholdes.
En af dem, der flere gange har købt billet som privatperson, er Cæcilie Ning Hage.
- Det er en god måde at få kickstartet julen på og få en hyggelig aften, hvor man får grinet og slappet af med familie eller veninder. Og så går det jo til et godt formål, så man kan lige pudse glorien inden jul - og jeg vil faktisk efterhånden kalde det for en juletradition for mig. Som direktør for Museet Tidens Samling har jeg også førhen inviteret vores omkring 40 frivillige med ind og se showet som en julehilsen. Det er en sjov og fin fælles oplevelse, og så støtter vi et virkelig godt formål. Og så er alle glade, siger Cæcilie Ning Hage.
Bag arrangementet står Kulturmaskinen og Odense Bibliotekerne fra By- og Kulturforvaltningen, som glæder sig til at præsentere et show med hjertevarm julestemning.
- Julegalla samler mange dygtige artister, der vil arbejde gratis i en god sags tjeneste. Det er vi taknemmelige for, og det er rørende at opleve, hvordan kulturlivet på den måde også vil skabe glæde og mening for andre i samfundet - og i år glæder vi os til forhåbentligt at kunne overrække et stort støttebeløb til Bedre Psykiatri Odense, lyder det fra Annette Godt, chef for Kulturmaskinen og Odense Bibliotekerne.
Detaljer
- Julegalla 2025 afholdes den 18. december 2025 kl. 20 på Magasinet i Odense.
- Billetsalget er åbnet på kulturmaskinen.dk
- En billet koster 220 kroner. Billetindtægterne går ubeskåret til Bedre Psykiatri Odense, en forening for pårørende til mennesker med psykisk sygdom, de tilbyder pårørendegrupper, rådgivning, kurser og foredrag.
- Alle på scenen optræder gratis for at støtte den gode sag.
Tidligere modtagere af støttebeløb fra Julegalla
(også modtagere af Odense Kommunes "Ildsjæleprisen")
2024: TUBANU
- 2023: BRONX
- 2022: Center for Seksuelt Misbrugte Syd - Frivilligsektion
- 2021: Et fælles skridt
- 2020: Fyns Døveforening og Red Barnet Odense
Ann-Marit Ulvund, formand for Bedre Psykiatri Odense, tlf. 2028 9329
Annette Godt, chef for Kulturmaskinen og Odense Bibliotekerne, tlf. 2135 1244
Søren Windell, by- og kulturrådmand, via pressetelefonen, tlf. 6551 2080
Cæcilie Ning Hage, genganger til Julegalla (og Direktør for Tidens Samling) kontakt via mail, ts@tidenssamling.dk