Fra ord til oplevelse: Litteraturen vækkes til live i Odenses gader - Velkommen til Magiske Dage i Odense 2025
Når efteråret lægger sig over Odense, vågner magien endnu engang til live. Byens gader forvandles i uge 42 til et levende eventyrunivers, når Magiske Dage Odense igen samler tusindvis af børn, unge og voksne til en festival, hvor litteratur, fantasi og fællesskab går hånd i hånd.

De unge i Magiske Dage Odense har skabt deres helt egen skole Nordheim. Foto: Anastasios Papadoulis, OFA
Særligt i år har festivalen mange nye tilbud til de unge. Med åbningen af Nordheim - den nye magiske skole for teenagere - og med fortællinger, der trækker på alt fra nordiske guder til mørke eventyr, skaber festivalen frirum og fordybelse til en generation, der tør drømme stort.
- Nordheim er et fantastisk knopskud på Magiske Dage Odense, og jeg glæder mig over de unges initiativ og lyst til at bidrage til at gøre dagene endnu mere sprudlende og magiske. De sætter selv rammerne og læringsmålene i en skole med højt til loftet, siger rådmand Søren Windell fra By- og Kulturforvaltningen.
Fra vikingemagi til litterære verdener
Festivalen har indtaget nye magiske universer, og særligt i år kan publikum kan glæde sig til at møde både guder og sagnfigurer i byens rum med rødder i vikingemagi og nordisk mytologi.
Festivalens litterære ophav er fortsat tydelig, og chef for Odense Bibliotekerne, Annette Wolgenhagen Godt, glæder sig til endnu et år, hvor bibliotekernes kærlighed til litteratur udfolder sig midt i byen:
- Magiske Dage Odense er vores måde at åbne litteraturens univers for alle - uanset alder. Vi skaber et sted, hvor man kan opleve glæden ved ordet og opdage nye sider af sig selv og fællesskabet. At vi i år kan sætte særligt fokus på de unge og samtidig trække tråde til den nordiske mytologi, giver festivalen en ny styrke og dybde.
Årets program rummer både de elskede og velkendte aktiviteter med fx kæp-enhjørninger og tryllestavsværksted - men også nye spændende aktiviteter ser dagens lys.
Et af årets højdepunkter er 'Bal på Palæet', hvor eventyrlige stemninger, kostumer og levende musik skaber en uforglemmelig aften.
På Brandts venter en sanselig rejse ind i nordisk mytologi, hvor udstilling og fortælling smelter sammen ved 'Yggdrasils Rødder'.
Og i samarbejde med Natureventyr kan gæsterne gå på opdagelse i Eventyrhaven gennem fortællingen 'Alva i Skyggelandet', hvor litteraturen træder fysisk ind i byrummet og bliver en del af festivalgæsternes egne skridt gennem Odense.
Det er også første gang, at du kan opleve teateropera til festivalen, når et nyt samarbejde med Svømmehallen Klosterbakken sætter scenen for en cellospillende prins og en syngende havfrue i deres bassin til den poetiske teaterkoncert 'Den lille havfrue og prinsen'.
Om Magiske Dage Odense
Magiske Dage Odense er Odense Bibliotekernes årlige hyldest til litteraturen og fantasien. I mere end 20 år har biblioteket og festivalen i efterårsferien forvandlet byens gader til magiske universer, skabt i samarbejde med en lang række kulturinstitutioner, foreninger og private aktører.
Med aktiviteter, workshops, forestillinger og events samler festivalen hvert år omkring 20.000 gæster på tværs af alder og baggrund. Her fejres ordets kraft og fantasiens potentiale, mens kultur, fællesskab og kreativitet bindes sammen - altid med deltagernes egen skaberkraft som omdrejningspunkt.
For yderligere information, billetkøb og det fulde program, besøg festivalens hjemmeside www.magiskedageodense.dk.
Rådmand Søren Windell, By- og Kulturforvaltningen, tlf. 3070 3693
Chef for Odense Bibliotekerne, Annette Wolgenhagen Godt, tlf.: 2167 6059, mail: awgod@odense.dk
Projektleder for Magiske Dage Odense, Kristine Edith Olesen, tlf.: 2119 9356, mail: kreol@odense.dk