Spring til indhold
Nyhed

Odense får boks til udlevering af pas

19-02-2020

Fremover kan borgerne i Odense blot medbringe deres gamle pas og en SMS-kode eller NemID, når de henter deres nye pas i Borgernes Hus. Det kan nemlig foregå i en boks ved Borgerservice på alle hverdage fra kl. 8 til 21, og i weekenden mellem kl. 10 og 16.

By- og kulturrådmand Jane Jegind klippede snoren over.

Der er flyttet en stor hvid boks ind på 1. salen i Borgernes Hus - lige ved indgangen til Borgerservice. Her kan rejseglade odenseanerne fremover hente deres nye pas i hele åbningstiden for Borgernes Hus.

Den nye boks kan indeholde 304 pas, og der bliver automatisk sendt besked til borgeren, når passet er klar til afhentning. Så er det blot at medbringe sit gamle pas og den fremsendte SMS-kode eller NemID - herefter bliver det nye pas udleveret af boksen, mens det gamle pas automatisk bliver annulleret og afmeldt i pasregistret.

- Nu bliver det muligt at hente sit nye pas før aftensmaden eller i weekenden, hvor det måske passer bedst. Samtidigt bliver det gamle pas først afmeldt ved udlevering, så folk behøver ikke undvære deres pas i ventetiden. For nogle måneder siden begyndte vi at sende påmindelse til borgerne om udløb af deres pas, og med boksen tager vi endnu et skridt mod en mere fleksibel service, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Flere muligheder i fremtiden
I 2019 blev der afhentet 6.530 pas i Borgerservice, så den nye boks får formentlig travlt. Hvis passet ikke bliver afhentet inden for tidsfristen, bliver det flyttet til Borgerservice, hvor det kan hentes i åbningstiden. I Borgerservices åbningstid er det ligeledes muligt at få hjælp til betjening af boksen, ligesom man kan vælge udlevering fra Borgerservice, hvis der er nogle, som føler utryghed ved at benytte den nye løsning.

- I Borgerservice glæder vi os virkelig til at tage den nye udleveringsmaskine i brug, og vi håber, at borgerne vil tage godt imod den nye mulighed. Der er tale om en service, som er nem og - ikke mindst - fleksibel at benytte, hvilket passer perfekt til de målsætninger om god service, som vi arbejder efter, siger Lene Djurhuus, chef for Borgerrådgivning, Pas & Kørekort og Folkeregister.

Boksen kan anvendes til mere end pas, og på sigt vil det også blive muligt at afhente sit kørekort i boksen.

Den nye boks blev indviet af Jane Jegind tirsdag den 18. februar, og den er nu klar til borgerne på alle hverdage mellem kl. 8 og 21 samt lørdag og søndag mellem kl. 10 og 16 fra september til maj - dog ikke søndage i juni, juli og august.

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 2091 1031
Lene Djurhuus, chef for Borgerrådgivning, Pas & Kørekort og Folkeregister, tlf.: 5124 8586