Spring til indhold
Nyhed

Odense Bibliotekerne slår dørene – delvist - op igen den 18. maj

15-05-2020

To lange måneder nåede Odenses biblioteker at være lukkede, men nu er det heldigvis forbi. Mandag den 18. maj åbner bibliotekerne delvist op igen, og dermed får brugerne igen mulighed for at aflevere deres lånte materialer og hente nye og gamle reserveringer. Der bliver også god tid til at aflevere sit lånte materiale - alle får tre uger til at aflevere fra og med åbningsdagen, så genåbningen bliver tryg.

Danmark er i gang med at åbne, og nu tager Odense Bibliotekerne et stort skridt mod normale tilstande. Mandag den 18. maj bliver dørene åbnet for aflevering af lånt materiale samt afhentning af reserveringer. Dermed er der igen adgang til bibliotekernes store fysiske bogsamling.

- Vi har set frem mod denne genåbning, og det har brugerne også. Det har været tydeligt, at mange har savnet deres bibliotek, og derfor er det utrolig glædeligt, at vi igen kan tilbyde aflevering og afhentning af materiale. Forhåbentlig fortsætter den gode udvikling, og så vil vi åbne for flere af bibliotekets tilbud, når det bliver muligt. Først og fremmest vil jeg byde folk velkommen tilbage. Biblioteket og bøgerne har ventet på jer, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

God tid til aflevering

Rigtig mange brugere har materiale liggende, som skal afleveres. Faktisk er der hele 128.000 udlånte materialer rundt om i Odense, men der er ikke grund til at aflevere allerede på mandag. Alle får tre uger fra og med mandag til at aflevere, og i den periode er der ingen risiko for gebyr. Dermed kan alle aflevere deres materiale stille og roligt.

Det er nemlig vigtigt, at genåbningen foregår således, at alle føler sig trygge, og derfor vil der i den indledende fase være en række forholdsregler. Således vil det ikke være muligt at opholde sig på bibliotekerne i længere tid ad gangen, hvilket betyder mødelokaler, pc'er og kopimaskiner ikke er tilgængelige. Når situationen tillader det, vil der blive åbnet mere op for biblioteket og tilbuddene.

Ligeledes vil der i opstartsfasen ikke være adgang til bibliotekernes materialesamlinger. Hvis man ønsker at låne en bog, skal den reserveres, og så bliver den gjort klar til afhentning. Det foregår online enten på odensebib.dk eller via app'en "Biblioteket", og det træder i kraft fra mandag den 18. maj kl. 8.00.

Kent Skov Andreasen, chef for Odense Biblioteker og Borgerservice, glæder sig over åbningen af Odenses biblioteker og kommer med et par anbefalinger til den første tid.

- Det er en stor fornøjelse, at vi endelig kan åbne vores biblioteker delvist op igen. Det er et vigtigt første skridt, og vi glæder os meget til at se alle vores brugere igen. I den forbindelse har jeg en venlig opfordring til alle, som planlægger snart at besøge vores biblioteker: Træk den gerne lidt med det, så vi undgår lange køer og store menneskemængder i de første åbningsdage. Vi har forlænget lånetiden på alle materialer med 21 dage, så der er absolut ingen grund til hastværk eller frygt for gebyrer.

Intensivt fokus på digital udvikling
Selvom lukkeperioden har budt på en række udfordringer for Odense Bibliotekerne, peger Kent Skov Andreasen på, at den også har inspireret til nye, digitale initiativer og andre måder at arbejde med litteratur- og musikformidling på.

- Jeg synes i høj grad, at vi har formået at vende de begrænsninger, som vi har mødt i lukkeperioden, til noget positivt.  Allerede den første dag efter nedlukningen satte vi alle kræfter ind på formidlingen af vores digitale ressourcer, og vi blev også hurtigt inspireret til at gå nye, digitale veje med hensyn til vores services og arrangementer. Det er en indsats, som brugerne har taget utroligt godt imod, hvilket den markante stigning i brugen af bibliotekets digitale ressourcer i perioden også vidner om.

Selvbetjente biblioteker og Borgerservice holder fortsat lukket

I første omgang er det kun Odense Hovedbibliotek og lokalbibliotekerne i Dalum, Holluf Pile, Højby, Tarup og Vollsmose, der åbner delvist op den 18. maj. De selvbetjente biblioteker i Korup og Bolbro vil fortsat være lukkede. Find mere information om Odense Bibliotekernes genåbning på bibliotekets FAQ på odensebib.dk, som løbende opdateres.

Borgerservice holder fortsat også lukket - foreløbigt frem til den 8. juni. Det samme gælder muligheden for pas-ekspedition på henholdsvis Tarup Bibliotek og Vollsmose Bibliotek. Læs mere om Borgerservice på odense.dk/borgerservice

Begrænsede åbningstider
I genåbningsperioden vil bibliotekernes åbningstid være begrænset for at kunne imødekomme sikkerheden for både brugere og personale. Ændringer i åbningstiderne sker i takt med nye eller reviderede retningslinjer fra myndighederne. Se alle Odense Bibliotekernes åbningstider på odensebib.dk/biblioteker

Arrangementer på biblioteket

Bibliotekets planlagte arrangementer til og med den 8. juni 2020 er ikke omfattet af genåbningen. Forhåbentlig bliver det muligt at genoptage dem efter denne dato, hvis udviklingen med coronavirus fortsætter i positiv retning.

Fortsat ekstra høj udlånskvote til digitale ressourcer
Selvom der kun er tale om en begrænset åbning af Odense Bibliotekerne, holder Netbiblioteket som altid åbent hele døgnet. I forbindelse med genåbningen vil der fortsat være ekstra adgang til bibliotekets digitale ressourcer, som f.eks. eReolen, Filmstriben og RB digital. Se mere på Netbiblioteket           

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31

Kent Skov Andreasen, chef for Biblioteker og Borgerservice, tlf.: 20 12 44 00