Spring til indhold
Nyhed

Ny pårørenderådgivning for voksne i Odense Kommune 

15-09-2020

I kølvandet på Odense Kommunes pårørendepolitik, der blev vedtaget i byrådet i april sidste år, åbner nu en helt ny pårørenderådgivning. Det nye tilbud henvender sig til voksne pårørende i Odense, der føler et behov for støtte eller rådgivning i hverdagen. 

Vedhæftede filer

At indgå i tætte og kærlige relationer med andre mennesker er noget af det, der fylder vores hverdag med mening og glæde, og som gør os til pårørende for hinanden. Men når dem, vi elsker, ikke har det godt, kan vi som pårørende komme på overarbejde. Vi kan komme til at føle, at vi står alene med vores sorger og frustrationer, og vi kan måske have svært ved at overskue, hvor vi kan gå hen for at få hjælp.

Sådan må det ikke være, og derfor vedtog Odense Byråd i april 2019 en ny pårørendepolitik, der har til formål at lette hverdagen for de pårørende i Odense. Som resultat heraf åbner Odense nu, som et af flere tiltag, sin første pårørenderådgivning for voksne. Pårørenderådgivningen består af to pårørenderådgivere, der bl.a. kan tilbyde personlige samtaler, vejledning og sparring og henvisning til relevante tilbud i og uden for kommunen. Efterhånden som tilbuddet etableres, vil Pårørenderådgivningen i Odense også tilbyde relevante netværk for pårørende samt temamøder.

Søren Windell, der er rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen, der er den forvaltning, hvor den nye pårørenderådgivning for voksne organisatorisk er forankret, siger:

"En Pårørenderådgivning er et stort ønske hos de pårørende her i Odense, og derfor er det så dejligt, at vi nu kan tilbyde netop rådgivning til de pårørende. Jeg møder som rådmand mange pårørende, og jeg er fuld af beundring over alt det, de gør for deres nærtstående. Men jeg ser også, at det er hårdt for mange, og derfor er det helt rigtigt, at byrådet i Odense støtter op om de pårørende og deres trivsel ved bl.a. at etablere en Pårørenderådgivning."

Hvem er tilbuddet for?

Til at varetage den nye Pårørenderådgivning, har Odense Kommune ansat to erfarne rådgivere, der har bred erfaring med at arbejde med mennesker i sårbare livssituationer, herunder pårørende. Den nye pårørenderådgivning er for voksne, der er fyldt 18 år, og som er pårørende til en voksen med særlige psykiske, fysiske og/eller sociale udfordringer.

I kølvandet på pårørendepolitikken følger naturligvis også tiltag for børn under 18 år, der jo også kan være pårørende. Et af dem er bl.a. samtalegrupper for børn og unge, der f.eks. har oplevet en skilsmisse, mistet et nærtstående familiemedlem eller har en forælder med en psykisk lidelse.

Kom i kontakt med Pårørenderådgivningen

Hvis man som borger vil i kontakt med Pårørenderådgivningen for voksne i Odense Kommune, kan man enten henvende sig telefonisk eller via mail. Man er altid velkommen til at ringe, og hvis man benytter sig af Rådgivningens telefontid alle hverdage mellem 8.30 og 9.30, kan man være helt sikker på at få fat i en rådgiver:

Telefon: 23493091

Mail: hesiv@odense.dk

Telefon: 23314371

Mail: crch@odense.dk

Det er også muligt at læse mere om Pårørenderådgivningens tilbud på:

https://www.odense.dk/paaroerenderaadgivningen

Kontaktinformation

Søren Windell, rådmand på ældre- og handicapområdet: 30703693.

Christian Marcussen, leder af pårørenderådgivningen: 51284251.