Spring til indhold
Nyhed

Flere af Odenses udendørs idrætsfaciliteter kan åbne igen

21-04-2020

Nu bliver det igen muligt at dyrke en række udendørs fritidsaktiviteter i Odense, så længe foreninger og udøvere overholder retningslinjerne fra myndigheder og idrættens organisationer. Det sker efter, at Odense Kommune har besluttet at åbne for udvalgte udendørs faciliteter.

Foreningslivet fylder en stor del i mange borgeres liv. Motion og samvær er en del af fundamentet for det gode liv og velfærden i byen, men corona-krisen har sat en stopper for stort set alle foreningsaktiviteter. Imidlertid betyder den fornuftige udvikling i antallet af danske smittede, at det er muligt at åbne lidt igen.

Derfor har Odense Kommune - på baggrund af anbefalinger fra myndighederne og idrætsforbundene - besluttet at åbne en række udendørs faciliteter, som giver mulighed for, at visse aktiviteter kan genoptages.

Der er tale om udendørs aktiviteter, som ikke indeholder kropskontakt, og som kan afvikles inden for rammerne af de generelle krav og anbefalinger, der er offentliggjorte på corunasmitte.dk.

For at genoptage en udendørs aktivitet kræver det, at den relevante idrætsorganisation har godkendt en igangsætning, og at alle retningslinjer fra forbundet bliver overholdt. Der må ikke finde aktiviteter sted på de kommunale faciliteter uden en forudgående positiv udmelding fra den relevante idrætsorganisation eller specialforbund.

Hold afstand

Genåbningen af visse faciliteter betyder, at en lang række foreninger kan genoptage deres udendørs idræt, men det betyder ikke en fuldstændig tilbagevenden til situation før corona-smitten. Det er nødvendigt at tilpasse sin idrætsgren, så der er maksimalt er 10 personer samlet og med minimum to meter imellem hinanden.

- Det er positivt, at udviklingen tillader en mindre åbning af vores udendørs idrætsfaciliteter. Jeg ved, at det har stor betydning for mange, at de kan komme i gang igen - under visse forholdsregler. Desværre er der fortsat mange, som må undvære sporten og det sociale samvær, men det er ikke muligt at gå længere på nuværende tidspunkt. Jeg håber, at alle vil overholde myndighedernes anbefalinger, så vi kan fortsætte den positive udvikling. Det er vejen tilbage for både samfund og foreningsliv, siger by- og kulturrådmand, Jane Jegind (V).

Odense Kommune forventer, at de relevante udendørs anlæg vil genåbne med udgangen af uge 17.

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31

Martin Petersen, afdelingschef for Fritid & Kultur, tlf.: 30 71 43 07