Spring til indhold
Nyhed

Styrket sundhedspleje i Odense skal give bedre børneliv

02-04-2019

De første 1000 dage i et barns liv er nogle af de mest afgørende for det liv, barnet får. Så for at børnene får den allerbedste start, indfører Odense Kommune nu flere kontakter mellem forældre og sundhedsplejersker. Sundhedsplejerskerne begynder også - som et af få steder i landet - at screene kommende forældre for, om de er i risikozonen for at udvikle fødselsreaktioner allerede før, barnet er kommet til verden.

 
 
Styrket sundhedspleje i Odense
 
 

Besøg allerede i graviditeten kan nemlig opspore risikoen for fødselsdepressioner hos mor eller far. Dermed får sundhedsplejerskerne mulighed for at forebygge, at forældrenes følelsesmæssige udfordringer får negative konsekvenser for den lille ny.

- I ethvert barns spæde liv er der et åbent vindue, hvor man kan gøre det rigtige. For nogle børn lukker det vindue sig tidligt, og muligheden for at ændre barnets livsbane forpasses. Vi får ikke en chance nummer to. Omkring hver 10. forælder oplever en fødselsreaktion, og at det ikke går sporløst hen over børnene. Det er så vigtigt at opdage og behandle det hurtigt, og netop fordi sundhedsplejersken nyder familiernes tillid og kommer i alle hjem, er det muligt. Jeg er stolt af at søsætte en indsats, hvor der foretages graviditetsbesøg og flere besøg helt tidligt i barnets liv, så endnu flere børn og familier kommer godt fra start, siger børn- og ungerådmand, Susanne Crawley Larsen.

Et samlet byråd blev i forbindelse med budgetforliget for 2019 enige om at afsætte 3,9 millioner kroner til at styrke sundhedsplejens indsats i barnets første 1000 dage.

De ekstra sundhedsplejersker vil fra 1. april bl.a. betyde, at alle førstegangsfamilier får en ekstra kontakt med sundhedsplejersken, når barnet er 3-4 uger gammelt. Også de flergangsfødende, der skønnes at have behov for det, får tilbudt denne kontakt. Ofte vil det her være amning, der er i fokus, da erfaringerne viser, at en del nybagte mødre får problemer med amning på det tidspunkt i barnets liv. 

Tidlig indsats starter inde i maven

Fra 1.juli indfører Odense Kommune desuden et helt nyt tilbud til gravide, når kommunen som en af få i landet tilbyder graviditetsbesøg, hvor sundhedsplejersken taler med både den kommende mor og far. Besøget vil ligge i uge 24-26 i graviditeten. Målet er at forberede forældrene på deres nye rolle, men også at opspore eventuel risiko for, at forældrene vil blive ramt af en fødselsdepression, som i værste tilfælde kan skade relationen mellem forældre og barn.

Det er en af Danmarks førende forskere inden for området, Svend Aage Madsen, der skal undervise Odenses sundhedsplejersker i metoden til opsporing af fædre i risikozonen. Han mener, at alle kommuner burde sætte ind med den samme forebyggende indsats, som Odense nu gør. 

- Odense bliver en af front-kommunerne i landet. Det er et supergodt tiltag, at Odense nu vil screene alle kommende forældre for, om de er i risikozonen for at udvikle fødselsdepressioner så tidligt i forløbet og følge op på det fundne. Alle reagerer på at blive forældre, men undersøgelser viser, at op mod 10-14% af mødrene og 7-10% af fædrene reagerer så voldsomt, at det kræver en form for støtte og behandling. Særligt faderen har været overset i den sammenhæng. Min forskning viser, at hvis en fødselsdepression bliver opdaget under graviditeten, og der hurtigt tilbydes samtaleterapi, så kan langt de fleste få det bedre, inden der er kommet et barn til verden, siger Svend Aage Madsen, der er psykolog og forskningsleder ved Rigshospitalet.

Sundhedsplejen i Odense inddrager egen læge i forbindelse med mistanke om fødselsdepression, så rette behandling kan iværksættes.

- Det har stor betydning for barnets udvikling og tilknytning til forældrene, at forældrene trives. Bare det, at vi nu går i gang med at tale med de kommende forældre om risikoen for at udvikle fødselsreaktioner, kan åbne op for en erkendelse hos forældre i en sårbar situation. Dermed får vi muligheden for at hjælpe dem tidligt. Det er et tilbud, som vi tror, at de vil tage godt imod - motivationen er høj, når man står over for den glædelige begivenhed at sætte et nyt barn i verden, siger Mette Lind Sørensen, der er en af tre teamledere for sundhedsplejerskerne i Odense.

Ekstra fokus på overgangen til dagtilbud

Også pr. 1. juli skrues der op for endnu et tilbud i basispakken til alle familier. I dag har førstegangsforældre en kontakt med sundhedsplejersken i et af de tre sundhedshuse, når barnet er 8-10 måneder gammelt. Det tilbud udvides nu til også at gælde flergangsforældre. Her er der særligt fokus på overgangen til, at barnet skal i dagpleje eller vuggestue - men også på barnets sproglige og sociale udvikling.

 

Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, Odense, sucl@odense.dk, mob: 30604419
Svend Aage Madsen, psykolog, svendaage@madsen.mail.dk, mob: 26212851
Mette Lind Sørensen, teamleder, Sundhedsplejen, Odense Kommune, mels@odense.dk, mob: 21684985