Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune ansætter ny afdelingschef for Drift og Anlæg

02-05-2019
 
 
 

49-årige Henrik Littau-Jensen tiltræder som ny afdelingschef for Drift og Anlæg i By- og Kulturforvaltningen. Henrik Littau-Jensen kommer fra en tilsvarende stilling i Sønderborg Kommune.

 
 
 
 

Det er den største afdeling i By- og Kulturforvaltningen, som får ny chef. Drift og Anlæg varetager kommunens ejendomme, parker og veje, anlægsopgaver, grønne områder, rengøringsfunktionen med mere, og fra juni hedder afdelingschefen Henrik Littau-Jensen.

Han afløser Thomas Østergaard Jørgensen, som tidligere på året skiftede til det private erhvervsliv.

Henrik Littau-Jensen kommer fra en stilling som drift & anlægschef i Sønderborg Kommune, ligesom han også har været afdelingschef for Byggeri & Ejendomme i Holstebro Kommune. På CV'et står også stillinger hos Grundfos Holding A/S, Qatar Precast Company samt 10 år hos Creo Arkiteker i Odense.

Nu gælder det By- og Kulturforvaltningen og Odense Kommune.

- Jeg glæder mig meget. Det er en interessant stilling i en by, som er i rivende udvikling. Vækst i indbyggertallet, store byggerier og projekter med infrastrukturen. Det bliver en spændende udfordring i en af landets største byer, som jeg ser frem til at vende tilbage til. Jeg kender Odense godt - både fra studietiden og tidligere job, siger Henrik Littau-Jensen.

Administrerende direktør for By- og Kulturforvaltningen, Anne Velling, ser frem til at få Henrik Littau-Jensen til Odense, og hun ser tilbage på en positiv ansættelsesproces.

- Det har været vigtigt for os at få besat stillingen som afdelingschef i Drift og Anlæg med en person med en stærk ledelsesprofil, som kan tage fat fra første dag. Vi har heldigvis haft mange kvalificerede ansøgere at vælge imellem, og der er ikke tvivl om, at Henrik Littau-Jensen har baggrunden og fagligheden på plads. Samtidig har vores samtaler givet os et indtryk af en leder, som passer godt til forvaltningen og afdelingen, siger Anne Velling.

Henrik Littau-Jensen er 49 år og bosat i Svendborg. Han får første arbejdsdag på Odense Slot mandag den 3. juni.

 
 
Kontaktinformation

Anne Velling, administrerende direktør for By- og Kulturforvaltningen, tlf.: 65 51 20 01

 
 

Opdateret 02-05-2019