Spring til indhold
Nyhed

Iværksætterfestival har salg og netværk på menuen

16-10-2019
 
 

Kommende og nuværende iværksættere får stillet sulten efter ny viden og større netværk til Iværksætterfestival 2019, hvor man kan deltage i 27 arrangementer mellem den 18. og 22. november.

 
 

Drømmer du om at blive selvstændig, eller har du allerede taget springet? I så fald er der til Odense Kommunes Iværksætterfestival 2019 masser af spændende tilbud for iværksættere som ønsker at blive klogere, dygtigere og mere effektive. 
 
Fordelt over 27 arrangementer i Odense og Svendborg er der nemlig mulighed for at dykke ned i blandt andet digitale trends og tendenser, online markedsføring, salgstræning, den gode pitch samt salgs- og forhandlingsteknik. Desuden vil festivalens hold af eksperter stå klar med hjælp inden for økonomi, jura, finansiering og forsikringer.
 
- Vi har i de senere år oplevet et stort boom i antallet af iværksættere i Odense. Det er glædeligt, fordi innovative mennesker med gode ideer skaber vækst og udvikling i byen. Det ønsker vi som kommune at bakke op om ved at gøre iværksætterne dygtigere, så deres virksomheder kan vokse til glæde for hele Odense, siger rådmand i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune, Jane Jegind (V).
 
Sult efter ny viden
Iværksætterfestivalen er den eneste af sin slags i Danmark og handler om, at iværksættere får mulighed for at deltage i en række kurser og workshops som skal hjælpe til, at nye virksomheder overlever de første svære år, mens etablerede virksomheder øger deres vækst. Foruden ny viden kommer deltagerne også til at møde mange andre iværksættere, så de får et større netværk, lover chef for Erhvervskontakten i Odense Kommune Anette Pihl Nielsen.
 
- Man skal deltage i festivalen, hvis man vil styrke sin virksomhed og møde nye mennesker der kan åbne døre for en. Med 27 arrangementer har vi noget for enhver smag, og der er et godt tilbud til alle der er sultne efter ny viden - uanset om man overvejer at starte virksomhed eller allerede er i gang og har brug for mere salg og netværk, siger hun.
 
Årets iværksætter
Fredag den 22. november slutter festivalen med underholdning og prisoverrækkelse på Anarkist i Odense. Her kommer man blandt andet ind under huden på et par iværksættervirksomheder fra Løvens Hule, og så skal vinderen af IværksætterOdense-prisen 2019 findes blandt fem nominerede virksomheder fra Odense, hvor vinderen går hjem med 30.000 kroner i præmie.
 
En del af arrangementerne er gratis at deltage i, mens andre har et mindre deltagergebyr. Der er begrænsende pladser, så det anbefales at tilmelde sig i god tid. Man kan læse mere og tilmelde sig festivalens arrangementer på www.ivservice.dk
 
Festivalens hovedsponsorer er Kielberg Advokater, GF Forsikring, Søby Revisorer og Middelfart Sparekasse.

 
Kontaktinformation

Jane Jegind, rådmand, By- og Kulturforvaltningen, tlf. 20 91 10 31
Anette Pihl Nielsen, chef for Erhvervskontakten, tlf. 29 33 54 33

Opdateret 16-10-2019