Spring til indhold
Nyhed

Hjerterum til mere: OB vil hjælpe anbragte børn i Odense

18-11-2019

Odense Kommune har brug for flere plejefamilier, og det hjælper OB med at sætte fokus på. Mandag d. 25. november møder OB FC Midtjylland i 3F Superligaen, og her har klubben inviteret særlige gæster på Nature Energy Park.

Alle plejeforældre og -børn i Odense Kommune får nemlig mulighed for at få en god oplevelse, når Striberne tager imod topholdet fra Herning i superligabraget.

Der er i øjeblikket mangel på plejefamilier til anbragte børn i Odense. Det er et problem, som OB gerne vil hjælpe med at gøre opmærksom på, siger kommerciel chef Jack Jørgensen:

- Alle børn har brug for at vokse op i trygge rammer, men vores by mangler desværre plejefamilier til de børn, som trænger allermest. Plejefamilierne i Odense Kommune gør en kæmpe indsats, og hvis vi i OB kan være med til at sætte fokus på den gode sag og være medvirkende til, at nye plejefamilier melder sig på banen, så gør vi det med stor glæde. OB er en klub, der vækker følelser hos store og små, og vi vil gerne være med til at skabe et fællesskab både på og udenfor banen. Vi håber, at de inviterede børn og deres plejeforældre får en dejlig aften på Nature Energy Park og kommer hjem med god oplevelse.

Børn- og ungerådmand i Odense Kommune Susanne Crawley Larsen er glad for samarbejdet med OB:

- Mit håb er, at samarbejdet med OB kan åbne endnu flere døre til hjem i Odense, så færre anbragte skal opleve at vokse op på en institution eller langt fra venner og netværk. Og så glæder det mig, at alle nuværende plejefamilier er inviteret en tur på stadion, for de gør et kæmpe stykke arbejde for de børn, der har allermest brug for det. Det her er et samarbejde, der på alle måder giver god mening for både børn, by og fodboldfans.

Familieplejekonsulenterne er at finde foran stadion i forbindelse med kampen.