Nyhed

Gør en forskel sammen med Torsdagskoncerterne 23-04-2019

 
 
 

Torsdagskoncerterne hylder de frivillige og socialøkonomiske virksomheders engagement og ønske om at gøre en forskel for Odenses borgere ved at indbyde dem til at blive en del af sommerens traditionsrige arrangementer i Kongens Have.

 
 
 
 

I mere end 25 år har Torsdagskoncerterne leveret musik og skabt et miljø, hvor fællesskaber mellem Odenses borgere kan blomstre. Koncertrækken i juli måned er en tradition, som går i arv fra generation til generation, og koncerterne i Kongens Have har en særlig plads i mange af gæsternes hjerter.

Torsdagskoncerterne ønsker, at disse unikke fællesskaber skal skabe værdi i alle årets måneder. Derfor vil koncerterne i 2019 blive brugt som en anledning til at hylde og synliggøre nogle af byens andre stærke og værdiskabende fællesskaber - nemlig de foreninger, organisationer og virksomheder, der hver dag gør en forskel og arbejder for at gøre Odense til en by, hvor vi støtter op om hinanden.


For by- og kulturrådmand Jane Jegind er det yderst meningsfuldt, at man i forbindelse med et stort kommunalt kulturarrangement som Torsdagskoncerterne samler forskellige velgørende aktører og sætter fokus på de fællesskaber, der gør en forskel i vores fælles by:

- Når vi går til en koncert eller på anden vis oplever kultur, så påvirker det vores liv - og det gør Torsdagskoncerterne også. Vi udvikler os, bliver en del af fællesskaber og får grundlæggende et større selvværd og tilfredshed med livet. Og det overskud på kontoen kan vi med fordel bruge til at gøre en forskel for andre, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V). 
  
Torsdagskoncerterne har dedikeret de fire koncertdatoer til forskellige områder, hvor byens borgere og organisationer gør en forskel for andre.

Den første torsdag gælder det temaet "Genbrug, miljø og bæredygtighed", hvor den socialøkonomisk virksomhed Superwerk vil være at finde i Kongens Have. Superwerk gør en forskel på flere niveauer. Den kreative virksomhed arbejder med genbrug og upcycling af tøj og møbler, og har siden 1995 har haft en lang række borgere i aktivering og afklaringsforløb, hvilket har givet dem både kompetencer, ny selvrespekt og livskvalitet.

Her er de organisationer, kan du møde til Torsdagskoncerterne - og der er plads til flere:

  • Torsdag d. 4. juli: "Genbrug, miljø og bæredygtighed" bl.a. med besøg af Superwerk og Home-Start Familiekontakt
  • Torsdag d. 11. juli: "Børn og bevægelse" bl.a. med besøg af Odense Boldklub, Fix'n'Bike, KOMsammen og Kræftens Bekæmpelse Ungegruppe Odense
  • Torsdag d. 18. juli: "Udsatte, minoriteter og mangfoldighed" bl.a. med besøg af Projekt Husvild, Kirkens Korshær, Amnesty International Odense og Mangfoldighedsfest Odense.
  • Torsdag d. 25. juli: "Sårbare, ensomhed og fællesskaber" bl.a. med besøg af Bydelssøstre, Kirkens Korshær og Café ODA Odense.


Den mangfoldige gruppe af engagerede virksomheder, foreninger og organisationer vil lave forskellige aktiviteter på koncertpladsen, ligesom nysgerrige koncertgængere kan tage en snak med de frivillige om deres arbejde.


Som koncertgænger i Kongens Have kan du også gøre en forskel ved f.eks. at leje en havestol af Kirkens Korshær og støtte byens socialt udsatte. Eller du kan smide dit skrald i de opsatte skraldespande, og dermed hjælpe miljøet på vej.


Er du en del af en forening, organisation eller virksomhed, der har mod på at gøre en forskel i fællesskab med Torsdagskoncerterne? Så skal I ikke tøve med at tage kontakt til Torsdagskoncerternes Kristina Sjögreen på krs@odense.dk.

Om Torsdagskoncerterne
Torsdagskoncerterne afholdes alle torsdage i juli måned og er arrangeret af Odense Kommune.


Årets musikprogram afsløres i starten af maj. Der er fri entré til alle koncerter. 

 
 
Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, Odense Kommune, tlf.: 20 91 10 31
Kristina Sjögreen, kulturkonsulent, Odense Kommune, tlf.: 51 77 73 45

 

Vedhæftede filer

Torsdagskoncert1.jpg
Torsdagskoncert2.JPG
 
 

Opdateret 23-04-2019