Spring til indhold
Nyhed

Forbudt for voksne: Ekstra borgermøde om velfærd er kun for børn og unge

06-09-2019

Der bliver flere børn og unge i fremtidens Odense. Nu bliver de også hørt i forbindelse med byrådets arbejde med, hvordan velfærden skal prioriteres fremover. Til et ekstra velfærdsborgermøde fredag den 13. september er gråhårede deltagere bandlyst - der er nemlig kun adgang for unge.

Foto: Colourbox

På fredag samles mellem 100 og 200 unge fra alle byens folkeskoler, flere ungdomsuddannelser og fri- og privatskolerne i demokratiets tjeneste. I forbindelse med en elevrådscamp, hvor samtlige folkeskolers elevråd er repræsenteret, bliver der nu holdt borgermøde for den næste generation. I dialog med børn- og ungerådmanden og borgmesteren skal de give deres input til fremtidens velfærdssamfund.

- Det er to vigtige personer, der gerne vil mødes med os, så borgermødet er en stor ting for os unge. Det er tit, at voksne laver regler, der gælder for børn og unge, uden at de voksne tænker på, at vi går i det til daglig og faktisk ved en del mere om det, end de gør. Mange unge er engagerede og har meget mere at byde på, end voksne tror, siger Katrine Halbro, der er formand for Odense Fælleselevråd.

Velfærden er sat under pres
Frem mod 2030 kommer der 4000 flere ældre og 2800 flere små børn i Odense, og det presser kommunens økonomi. På den baggrund har byrådet besluttet at sætte velfærdens fremtid til debat på borgermøder, hvor samtlige odenseanere over 18 år blev inviteret via eboks. I første omgang var der planlagt fire møder med plads til i alt 1500 deltagere, men interessen viste sig at være så stor, at et femte møde blev oprettet. Og nu kommer der så også et sjette og sidste - kun for unge.

- Det er oplagt også at høre børnenes stemme. Man behøver ikke at have stemmeret for at have en holdning til det, der foregår i ens by. Blandt andet klimadagsordenen har vist, at børn og unge kan debattere og flytte holdninger. Jeg glæder mig til at høre, hvad de unge har på sinde, når det kommer til fremtidens velfærd, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Velfærdsmødet har overskriften "Gør Odense til den bedste by for børn og unge", og via oplæg og gruppearbejde kommer deltagerne til at debattere, hvordan det gode liv er for børn, voksne og ældre i Odense. Og som en slags byrådsmedlem for en dag, får de også det sværeste af alle spørgsmål: "hvad nu hvis der ikke er penge nok til det hele"?

- Vores børn og unge oplever jo velfærdssamfundet hver eneste dag i institutioner, skoler og fritidstilbud, og det er dem, som skal føre vores velfærdssamfund videre. Deres oplevelser og input kommer direkte fra frontlinjen, og det har vi brug for. På de fem velfærdsmøder, vi har holdt rundt i byen, har vi mødt et enormt stort engagement fra odenseanerne, og nu glæder jeg mig virkelig til at høre de unges stemme, hvor vi helt sikkert vil få andre, vigtige perspektiver på byens velfærd, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Tid: Fredag den 13. september kl. 11-13
Sted: Holluf Pile Skole, Hallen, Nøglens Kvarter 10, 5220 Odense SØ

Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, mobil: 30604419
Peter Rahbæk Juel, borgmester, via presserådgiver Jon Bøge Gehlert, mobil: 21152910