Spring til indhold
Nyhed

Ekstra Bladets oplysninger om mulige nedrivninger i Vollsmose er forældede

24-04-2019
 
 
 

Ekstra Bladet bringer i dag en artikel om, hvilke ejendomme der skal rives ned i Odense bydelen Vollsmose. Avisens oplysninger er ikke korrekte. Boligorganisationerne CIVICA og FAB samt Odense Kommune oplyser, at Ekstra Bladets historie baserer sig på et forældede udkast, der løbende er blevet revideret, og som der fortsat arbejdes på. Desuden har planerne endnu ikke været gennem en politisk beslutningsproces. Der vil derfor blive arbejdet på planerne for, hvilke boliger i Vollsmose der skal rives ned, helt frem til den 7. maj, hvor planerne bliver præsenteret for beboerne i Vollsmose.

 
 
 
 

Ekstra Bladet skriver i dag om planerne for nedrivning af 1000 ejendomme i Odense bydelen Vollsmose. De offentliggør også nogle konkrete planer, som de har modtaget fra unavngiven kilde. Det er uklart præcis, hvilket tidligt udkast af udviklingsplan Ekstra Bladet baserer deres historie på. Men det er tydeligt, at der er tale om et forældet eksemplar, som løbende er blevet revideret, og som der fortsat arbejdes på.

De bygninger, der derfor anføres som dem, der skal rives ned, er ikke de rigtige bygninger. Det er korrekt, at der skal rives cirka 1000 boliger ned. Det har været besluttet siden et enigt byråd vedtog Den sidste Vollsmoseplan i sommeren 2018. Men det er ikke besluttet, hvilke boliger der bliver tale om endnu.

Det endelige udkast til udviklingsplanen for Vollsmose vil blive fremlagt for områdets beboere på møder den 7 maj 2019. Her vil det endelige udkast blive fremlagt og grundigt gennemgået, og beboerne vil også få mulighed for at få svar på deres spørgsmål om f.eks. genhusning og selvfølgelig give udtryk for deres bekymringer. Først herefter vil udviklingsplanen blive offentliggjort i pressen.

Stabschef i Odense Kommune Michael Bruhn Frederiksen udtaler på vegne af partnerskabet bag udviklingsplanen:

"Jeg er selvfølgelig møgærgerlig over det her. Ekstra Bladets historie kommer desværre til at skabe en masse usikkerhed for mange mennesker, hvis bolig ikke bliver berørt. Boligorganisationerne har indkaldt beboerne til et orienteringsmøde den 7. maj. Frem til den dato knokler vi med de konkrete planer, som endnu er ufærdige. Derfor er det naturligvis også uheldigt, at Ekstra Bladet til trods for utallige samtaler alligevel vælger at bringe et forældet udkast, der løbende er blevet revideret, og dermed gør en masse mennesker usikre. Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at planerne dels ikke er færdige, og at der dels ikke er taget nogle endelige beslutninger.", siger Michael Bruhn Frederiksen.

 
 
Kontaktinformation

Jens Pilholm, Civica tlf. 61 20 83 51

Jacob Michelsen, FAB tlf. 51 58 51 76

Michael Bruhn Frederiksen, Odense Kommune tlf. 29 43 23 64

 
 

Opdateret 24-04-2019